Offentliggjort den: 07. januar 2021

Tid til at indsende tænder fra kronhjorte

Det er tid til at sende tænderne fra sæsonens nedlagte kronhjorte ældre end spidshjorte ind til Danmarks Jægerforbund. Deadline er 15. februar, hvis du vil kende alderen på din hjort.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Siden jagtsæsonen 2016 har Danmarks Jægerforbund indsamlet tænder fra kronhjorte for at monitere afgangen af kronhjorte fra de lokale kronvildtbestande. Siden 2017 har projektet været økonomisk støttet af Miljøstyrelsen.

Målet med indsamlingen er at sikre en mere naturlig bestandssammensætning. Det har hidtil været en stor udfordring, at der nedlægges for få hundyr og kalve, og at der generelt er for få modne hjorte i landets bestande. En moden hjort forstås ved en alder på minimum 8 år. Det er først ved den alder, at hjortene for alvor har konsolideret deres styrke. I 2017 blev der derfor indført en kraftig minimering af jagten på hjorte større end spidshjort. For at overvåge effekten af disse ændringer blev det besluttet at monitere kronhjorteudbyttet via en frivillig indsamling af materiale om de nedlagte hjorte. Det vigtigste element var en aldersvurdering af hver enkelt hjort ved hjælp af tandsnitsmetoden.

Indsend tænderne nu

Det er nu tid til at sende tænder ind fra den netop afsluttede jagtsæson på kronhjorte. Materialet skal være modtaget i Jagtens Hus senest den 15. februar, hvis du vil kende alderen på din hjort. Alle der indleverer tænder får en individuel tilbagemelding med aldersestimatet, når resultatet foreligger i løbet af forsommeren. Mangler du kuverter til indsendelse, så kan de rekvireres ved henvendelse til post@jaegerne.dk.

Du kan også se en film om, hvordan du lettest får tænderne ud af hjortens undermund og sendt ind herunder. Desuden henviser vi til vores webinar om jægerne som dataindsamlere. Webinaret varer ca. 53 minutter og kan ses i hele sin længde her.