OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. januar 2020

Skydeprøver sidestilles i nye regler for jagttegn

Miljø- og Fødevareministeriet har sendt et udkast til ny bekendtgørelse om jagttegn i høring. Med udkastet sidestilles krav om haglskydeprøve med andre skydeprøver. Fremover behøver aspiranter derfor ikke bestå haglskydeprøven før de kan gå op til riffel- og bueprøve.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Et gammelt ønske fra Danmarks Jægerforbund ser nu endelig ud til at gå i opfyldelse. Helt konkret drejer det sig om rækkefølgen af skydeprøver, når man tager jagttegn. I dag er praksis den, at haglskydeprøven altid skal bestås før man kan gå op til riffel- og bueprøve. Dette ændres pr. 1. juli 2020.

Høringen af Miljø- og Fødevareministeriets ændringsforslag varer frem til den 2. marts, og det er i denne periode, at bl.a. Danmarks Jægerforbund skal formulere sit høringssvar.

Forenklede regler og sidestilling af prøver

Den nye bekendtgørelse foreslår en række ændringer af den gældende bekendtgørelse om jagttegn, som senest blev revideret i 2018. Ændringerne blev indstillet af Vildtforvaltningsrådet, og omfatter dels adskillelsen af henholdsvis riffelprøven og buejagtprøven fra haglskydeprøven, dels en generel forenkling af jagtprøveforløbet.

Hovedtrækkene i de foreslåede ændringer er:

  • Større fleksibilitet i forbindelse med jagtprøven (regelforenkling, herunder afskaffelse af begrænsningerne for antal prøveforsøg i hver prøveperiode)
  • Større fleksibilitet i forbindelse med skydeprøver (sidestilling af haglskydeprøve, riffelprøve og buejagtprøve).

Aflæggelse af haglskydeprøve vil således kun være påkrævet i det omfang, man ønsker at gå på hagljagt. Påtegning om riffel- og buejagt skal kunne opnås alene ved at gennemføre og bestå riffel- eller buejagtprøven.

Lys for enden af tunnelen

Danmarks Jægerforbund har længe kæmpet for at bløde op for reglerne, og derfor vækker det da også glæde hos Jes Mikkelsen, leder af jægerforbundets jagttegnsundervisning.

- Det har været en lang proces, som vi har kæmpet for i flere år. Det har taget alt for lang tid for ministeriet at sætte en dato for ændringernes ikrafttræden, men nu lader det til, at vi har en afgørelse. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Jes Mikkelsen.

Siden Vildtforvaltningsrådets indstilling sidste forår har Danmarks Jægerforbund modtaget stadig flere henvendelser fra utålmodige nyjægere, som alle sammen har afventet en dato for den nye bekendtgørelses ikrafttræden. Nu er den der, omsider.

Større fleksibilitet i skriftlige og praktiske prøver

Desuden vil ændringerne også gøre det mere enkelt at tilmelde sig, idet mange af de gældende frister bliver mere fleksible. Derudover indføres ændringer ift. antal prøveforsøg på den måde, at fra den dato, hvor en jagttegnskursuslærer har godkendt en aspirants gennemførelse af det obligatoriske kursus, vil aspiranten have 18 måneder til at aflægge op til tre skriftlige - og tre praktiske forsøg til jagtprøven.

Med udkastet lægges der ikke mindst op til at justere reglerne om buejagtprøven, således at disse regler i videst muligt omfang følger reglerne for jagtprøve, haglskydeprøve og riffelprøve.


Læs detaljerne i "Høring over udkast til ændring af bekendtgørelse om jagttegn" på høringsportalen.dk.