OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. maj 2019

Styrket internationalt samarbejde skal hjælpe trækvildtet

Et styrket internationalt samarbejde er vejen frem, hvis vi vil sikre jagten på trækvildtarterne i fremtiden. Det var konklusionen, da repræsentanter fra 7 nordeuropæiske lande mødtes til workshop om trækvildtforvaltning. Resultatet blev en aftale om en fælles international dagsorden til gavn for vildtet og naturen.

Tekst: Andreas Thørring Bastrup
Foto: Andreas Thørring Bastrup

Med håbet om at få sat en fælles international dagsorden til gavn for vildtet og naturen mødtes 18 repræsentanter fra 7 nordeuropæiske lande den 8. – 9. maj i Billund for at diskutere forvaltning af trækvildt på tværs af landegrænser. Forud for workshoppen lå et indledende møde i oktober samt inspiration fra den amerikanske organisation Ducks Unlimited. Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen, udtaler:

- Forud for mødet havde jeg en forventning om, at vi kunne samle folk for at snakke om fælles forvaltning af trækvildt på tværs af lande i samarbejde med organisationer som AEWA og Wetlands International.

Under mødet blev deltagerne klogere på, hvorfor det er nødvendigt at forvalte trækvildtarterne over landegrænser, ligesom de fik inputs på, hvilke data der mangler for at gøre indsatsen effektiv. Der blev også delt erfaringer med forvaltning af trækvildt, indsamling af data og forbedring af levesteder mellem de deltagende lande. Om workshoppens resultat fortæller Claus:

- Jeg tager glad hjem fra et møde, hvor deltagerne har vist, at der er en stor vilje og lyst til at samarbejde, fordi vi ved, at der er nogle fælles udfordringer. Både hos de arter som går tilbage, og der hvor arterne taber levesteder.

Da repræsentanterne drog hver til sit torsdag eftermiddag, var der indgået aftale om en fælles nordeuropæisk dagsorden med fokus på indsamling af data, bæredygtig jagt på de forskellige bestande og forbedring af trækvildtets levesteder. Ydermere blev grundstenene lagt til en handlingsplan, som skal konkretiseres i den kommende tid, hvor der også skal arbejdes videre med den endelige organisering af arbejdet. Generalsekretær hos FACE, Dr. David Scallan, udtaler:

- Alt i alt er jeg meget tilfreds med workshoppen. Vi har haft nogle brugbare diskussioner, der har ført til flere fremtidige tiltag, som jeg tror på gruppen har et stort potentiale til at få sat ind i en mere seriøs handlingsplan, ligesom de kan få nogle ressourcer på bordet, til at støtte op om tiltagene.

Hør Claus Lind Christensen fra Danmarks Jægerforbund og Dr. David Scallan fra FACE fortælle om workshoppen i videoerne herover.

Følg med

Workshoppen sluttede med en aftale om, at der skal laves en handlingsplan, som fokuserer på tre spor: Indsamling af data, regulering af bestande og forbedring af levesteder. Du kan læse mere om handlingsplanen og organiseringen i augustudgaven af Jæger.