OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. juli 2018

Nu må mårhund reguleres hele natten

Den 1. juli trådte den nye vildtskadebekendtgørelse i kraft, og med denne kom den længe ventede mulighed for at regulere mårhund hele døgnet uden at skulle søge om tilladelse.

Tekst: Redaktionen

Mårhunden er uønsket i den danske og europæiske natur, og da der stadig bliver flere mårhunde i Danmark, øger det presset på vores hjemmehørende fauna. Danmarks Jægerforbund deltager aktivt i bekæmpelsesindsatsen i samarbejde med Naturstyrelsen. 

Projektleder for DJ's mårhundeindsats Karl-Åge Dalbæk Andersen siger om den nye mulighed: 

- Et af fokuspunkterne for mårhundeindsatsen er og har været at få engageret de danske jægere i bekæmpelsen. Her er de nye muligheder med jagt natten igennem uden forudgående tilladelse en stor motivationsfaktor for jægerne. Vi har set interessen for regulere mårhunde ”boble” i jagtforeninger og små grupper af jægere rundt om i Jylland blandt andet ansporet af vores dygtige mårhundereguleringsjægere. Derfor er det yderst glædeligt, at en administrativ forhindring for effektiv regulering nu er ryddet af vejen. 

Når mårhund reguleres om natten, foregår det oftest i forbindelse med såkaldte baitpladser eller foderpladser. Se gode råd til, hvordan en baitplads etableres

 Faktaboks 

  • Lovgivningen giver mulighed for at regulere mårhunde hele døgnet året rundt
  • Det er lovligt at bruge lys. Både fastmonteret på en foderplads, men også med en lygte monteret på riffel eller haglbøsse
  • Du må bruge riffel eller haglbøsse fra skydestiger og skydetårne
  • Du må skyde mårhunden på selve foderpladsen
  • Der må opstilles fælder overalt i terrænet til fangst af mårhunde. Husk, at fælden skal være forsynet med kontaktoplysninger.