Test af varmesåler 2020,
Fut under fusserne

Varmesåler findes som engangssåler eller genopladelige og fås med ledninger, fjernbetjening og trådløs bluetooth teknologi – men hvad er bedst?

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Du er lige kommet ind fra jagten. Du higer efter at få støvlerne af og fødderne ud i varmen – de er følelsesløse og har samme farve som marcipan, det er bare ikke fedt.

Ingen legemsdel er så udsat og har så dårlig en ”selvvarme” som fødderne. Selv med forede vinterstøvler kommer kulden alligevel snigende, og med kolde fødder følger ofte en hurtigt dalende jagtiver. Men ny teknologi har de senere år gjort det muligt for producenterne at fremstille såler med indbygget varmekilde, af hvilke vi har testet fem.

Fra lavteknologi til højteknologi
Det danske firma Nordic Heat har specialiseret sig i at udvikle batteriopvarmet beklædning til eksempelvis håndværkere, professionelle sportsfolk og jægere. Deres varmesåler er fremstillet i et tyndt materiale med indvævede kulfibertråde, som fører varmen ud til hele foden. Sålerne forbindes med et kabel til en ekstern powerbank, der fastgøres med en strop på den nederste del af benet, eller man kan bruge de medfølgende forlængerkabler og have strømkilden siddende i f.eks. bæltestroppen eller i lommen. Nordic Heat leverer varmesåler i to størrelser: 37-42 og 43-47. Sålerne kan klippes til, så de passer til den enkelte fod. Dette gøres i praksis ved, at støvlens oprindelige sål bruges til at klippe efter. Sålerne er kun tre mm tykke og passer derfor i alle støvler, hvilket ikke altid er tilfældet for såler med indbygget batteri.

Fra Guntex modtog vi ThermoPad-varmesål med klæbemiddel. Denne sål virker ved, at aktivt kul bruges som katalysator for jern og salt, hvilket fremmer reaktionsforløbet ved forbindelse med ilt. Sålen kan klæbes til undersiden af foden eller placeres i skoene eller støvlerne, hvor den giver varme til hele fodsålen. Sålen er med en pris på 34,95 kroner pr. par testens klart billigste, hvis vi kigger på her-og-nu-prisen. På sigt er den dog meget dyrere end nogen af de øvrige. Når sålen er taget i brug, har den en virkningstid med 37-45 °C i op til otte timer, hvilket for de fleste af os er nok til en hel jagtdag. Bagsiden ved denne sål er, at den i modsætning til testens øvrige ikke kan tændes og slukkes i løbet af dagen. ThermoPad laver også en mindre tåvarmer med klæbemiddel til 19,95 kroner pr. par.

Huntcom sendte et par såler med støddæmpning og støtte, kaldet Dr. Warm. Sålen har integreret batteri, der kan holde i op til otte timer, alt efter hvilken af de tre temperaturindstillinger, den benyttes med. Den leveres i fire forskellige størrelser og med fjernbetjening og har en maks. temperatur på 55 grader.

Happy Hot Feets nyeste model af varmesåler har tre temperaturindstillinger, der styres med fjernbetjening. Også disse såler er med integreret batteri, som kan lades mere end 500 gange.
Fra Nordic Artemis modtog vi testens smarteste bud på varmesåler, kaldet Vulpes. Også her er batteriet integreret i sålen, hvor det tændes, slukkes og justeres med en meget praktisk app på telefonen. Vulpes har en maks. temperatur på 60 grader og virker alt efter temperaturindstilling mellem tre og syv timer.

Dyr, men funktionel
Med Dr. Warm kom jeg fra første klik lidt i tvivl vedr. den medfølgende fjernbetjening, der giver mulighed for at justere sålen i tre styrker. Det er en stor fordel at kunne tænde og slukke samt justere varmen med en fjernbetjening, men problemet med denne er bare, at det ikke er muligt at se, hvilken af de tre indstillinger sålen kører på. Et lille plus ved fjernbetjeningen er, at knapperne kan beskyttes af en praktisk afskærmning mod utilsigtede tryk. Dette er ikke tilfældet for testens anden fjernbetjeningsbetjente sål fra Happy Hot Feet. Heller ikke for dette produkt er det muligt at se, hvorvidt sålen er tændt eller slukket, eller hvilken af de tre temperaturindstillinger den står på. Sålen fra Happy Hot Feet kan tændes og slukkes manuelt, hvis fjernbetjeningen tabes eller glemmes.

Vulpes fra Nordic Artemis betjenes som nævnt via af en app på telefonen. Appen stiller ikke brugeren i tvivl om, hvorvidt sålen er tændt, eller hvilket varmeniveau der er valgt. Sålen er med en pris på næsten 1.500 kroner testens klart dyreste, men uden sammenligning også den mest funktionelle. Appen downloades let til telefon-en fra App Store, og man skal have mange tommelfingre på begge hænder for ikke at kunne betjene den.

På Nordic Heats model er man heller ikke i tvivl, da batteriet tændes og slukkes manuelt. I denne sål har man med den store, men lidt uhandy 10.000 mAh-powerbank ni timers varme. Ledningerne, der løber fra sål-en og til batteriet – der sættes på benet eller bæres i en lomme – er dog irriterende, og en stor powerbank fylder og vejer meget. Det er også muligt at vælge en 5.000 mAh-powerbank, der fylder mindre og giver op til 4,5 timers varme. Ledningerne sidder rigtig godt fast i sålen, men under håndtering er det alligevel en god ide at have fokus på, at de ikke trækkes løs.

Betjening og design
Dr. Warm tændes på en lille knap, inden den placeres i støvlen. Herefter kan den justeres i tre styrker eller slukkes med fjernbetjening. Skal den tændes igen, skal det gøres på den lille knap i sålen.

Happy Hot Feets sål kan derimod aktiveres på en lille knap i sålen og kan herefter justeres i tre styrker samt tændes og slukkes under brug. Dette giver støvlen et plus i forhold til Dr. Warm, men de to fjernbetjeningsbetjente såler ender dog i dette testparameter på samme pointsum, da forskellen ikke er særlig stor. Vinderen af betjenings-parameteret er helt klart Vulpes-sålen, der betjenes med telefon-en. Det eneste minus ved denne løsning er telefonbatteriets mulige skrøbelighed overfor kulde, men dette løses let ved at holde telefonen tæt på kroppen. Bluetooth teknologien vurderes således til en ren topscore i dette parameter, mens ThermoPad fra Guntex udmærker sig i den anden ende af teknologiskalaen ved en meget simpel virkemåde. Betjening af sålen fra Nordic Heat kræver adgang til powerbanken.

Alle de batteridrevne såler er lige så behagelige at gå og stå i som et par normale såler. Ingen af disse såler er dog lavet til lange vandreture, men kan fint bruges under pyrsch. Her skiller ThermoPad sig ud i sin manglende pasform, ligesom den simple model heller ikke har noget nævneværdigt design – hvilket afspejler sig i pointsummen på dette parameter. I modsætning til testens øvrige genopladelige såler er Dr. Warm ikke særlig pæn, men designet har jo ingen betydning. Selvom Dr. Warm er – ja, lad mig bare sige smågrim – vinder den på pasformen og får således fire point, mens Vulpes, der er decideret stilfuld, får fem point for design. Nordic Heat er uden optimal pasform, sålen er flad og ensfarvet, mens Happy Hot Feets model er smuk.

Vinder og bedst til prisen
Når man kigger på prisen, synes Nordic Heats såler ved første øjekast at være billige. Der skal dog tilkøbes powerbank (en til hver sål), hvilket får prisen til at stige betragteligt. Disse powerbanks (5.000 mAh til 445 kroner eller 10.000 mAh til 645 kroner) kan til gengæld også bruges som håndvarmere eller som strømkilde til opladning af elektronisk udstyr som eksempelvis en smartphone, lygte, kamera m.v. Herved er powerbanken også anvendelig om sommeren, mens sålerne – og batterierne, hvor de er integreret i sålen – ”holder ferie”. ThermoPad fra Guntex er med en pris på 34,95 kroner ligeledes billige her-og-nu, men meget dyre på den lange bane. Her vinder sålerne med genopladelige batterier klart, hvis de ellers lever op til producenternes oplysninger vedr. antal genopladninger af batterier og powerbanks.

Helt fortjent ender Vulpes fra Nordic Artemis som en suveræn testvinder. Sålen er med sit design, pasform-en, funktionalitet og teknologi flere skridt foran testens øvrige såler. Vil man have det bedste, og er prisen uden betydning, er denne sål det rette valg. Den er faktisk så langt fremme i feltet, at jeg fik lyst til også at tildele den titlen som bedste køb til prisen. En sådan eufori holder dog ikke vand, for selvom man får, hvad man betaler for, så er sålen mere end dobbelt så dyr som den næstdyreste fra Happy Hot Feet. Happy Hot Feets sål har også et smukt design, stor funktionalitet, rimelig god pasform og et godt styresystem i fjernbetjeningen, så hvis Vulpes er 1.499 kroner værd, er Happy Hots helt bestemt også et godt køb til 695 kroner – helt præcis testens bedste køb til prisen!

Denne artikel blev første gang bragt i Jæger, februar 2020