Test af riffelkuffert 2019

Hvilken riffelkuffert beskytter dit våben bedst under barske forhold? Vi har testet seks våbenkufferter til under 1.500 kroner.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Tusindvis af danske jægere rejser hvert år på jagt i udlandet. Rejser man med fly, er det specielt vigtigt, at våbnet transporteres i en solid våbenkuffert. Den skal kunne klare både uheld og hårdhændet håndtering, for det er nemlig ikke alle steder, at bagagehåndteringsfolkene har samme respekt for våben som jægeren selv.

En riffelkuffert behøver ikke at koste mange tusinde kroner. I denne test kiggede vi således på riffelkufferter op til 1.500 kroner. Vi kan allerede nu løfte sløret for at, der findes nogle rigtig gode modeller i det prisleje.

Fra enkel til elegant
Fra to af Danmarks store importører af jagtgrej – Normark og Guntex – modtog vi seks riffelkufferter i test.

Guntex leverede testens dyreste model: Buffalo River ABS, til 1.299 kroner, en riffelkuffert med fire nøgle-låse. Fra samme importør modtog vi også testens største og tungeste kuffert: Buffalo River til 999,99 kroner. Her er der tale om en firkantet model lavet i aluminium og plast med to kodelåse og to nøglelåse. Guntex leverede ligeledes testens billigste model – Hunters Choice til 499,95 kroner – som er en simpel sag af sort plast med huller til to hængelåse. Fra Normark modtog vi tre sorte plastkufferter af mærket Plano. Her var den billigste Plano Gun Guard til 549 kroner. Den har som storebroren Plano Pro-Max til 699 kroner hul til en hængelås ved håndtaget og en i hvert hjørne. Dette giver i alt mulighed for at sikre kufferten med fem hængelåse eller strips. Normarks dyreste model i denne test hedder Plano 1301 og koster 1.049 kroner. Den har god indvendig plads, tre lukkespænder samt huller til to hængelåse.

Låsesystem og generelt
Pris og design følges ad, og det da også testens dyreste kuffert, der er den flotteste. Den har ligeledes de smidigste hængsler og de kønneste, afdæmpede farver. Også aluminiumsmodellen, Buffalo River, er flot med fin finish og gode hængsler samt forstærkede hjørner, mens Plano 1301 i sit helt igennem sorte look, ikke er helt så flot som de ovennævnte. Sidstnævnte har dog et særegent design, der giver megen indvendig plads og udstråler samtidig en umiddelbar robusthed, som vækker tillid. I min generelle vurdering af kufferterne fik disse tre kufferter 5 point, mens de tre billigere modeller blev vurderet lavere.

Alle riffelkufferterne kan låses, men der er flere forskellige låsesystemer at vælge imellem, ligesom antallet af låse varierer meget fra kuffert til kuffert. Med fire nøglelåse har Buffalo River ABS flest nøgleaflåsninger. Også ”lillebroren” Buffalo River har fire aflåsningsmuligheder, men her er der tale om to til nøgle og to med kodelås. Plano 1301 og Hunters Choice har to huller til hængelås, mens Plano Gun Guard og Plano Pro-Max som tidligere beskrevet har hele fem huller til hængelåse – et ved håndtaget samt en i hvert hjørne.

Vil tyven ind i riffelkufferten, kommer han det nok, uanset om der er en, to, fire eller fem låse, men flere låse giver alligevel en større tryghed i forhold til et hurtigt bræk”, eller hvis en lås skulle fejle undervejs. Når det gælder kodelåsene, glemmer man aldrig nøglen, men skal huske koden, mens det er lige modsat med nøglelåse – både hvor den er integreret eller som hængelås. Jeg mener, at fem hængelåse er lidt ”overkill” og gør det derfor enkelt ved at give 5 point for 5 og 4 låse, 4 point for 2 låse og 3 point for 1 lås.

Regn- og droptest
I regntesten var kufferterne i simuleret ”flyskifte i Singapore Lufthavn”, hvor de blev udsat for et halvt minut i, hvad der må minde om en asiatisk monsun. Under testen var kufferterne placeret stående med håndtaget opad, hvilket resulterede i, at Buffalo River tog ret meget vand ind og således blev tildelt 2 point. De to billigste modeller fra Plano tog også forholdsvist meget vand ind og fik 3 point, mens Hunters Choice med få dråber på indersiden fik 4 point. Plano 1301, der er design-et, så den er lukket, og Buffalo River ABS, der er forsynet med gummipakning, scorede begge topkarakter i denne test.

I droptesten, hvor kufferten blev simuleret tabt ud af flybagagerummet, blev fårene skilt fra bukkene. Plano 1301 klarede sig ligesom Hunters Choice igennem denne test uden skræmmer, hvorfor de selvfølgelig scorede toppoint. Buffalo River blev slået en smule skæv og fik kosmetiske skræmmer, hvilket også gjorde sig gældende for Plano Gun Guard, og de fik således 4 point. På Buffalo River ABS gik yderskallen i stykker, men uden at der var adgang til våbnet. Det blev takseret til 3 point, mens Plano Pro-Max gik i stykker i den ene ende og derfor blot får 1 point.

 

Tryktest og overkørsel
For at se kufferternes styrke, når de bliver placeret under anden bagage, anbragte vi en palle med 80 kilo på riffelkuffertens stærkeste side. I kufferten havde vi placeret tomme aluminiumsdåser for at konstatere, hvor meget tryk våbenet og optikken (hvis den transporteres i kufferten) ville blive udsat for. I den test klarede alle kufferter sig uden problemer.

De tomme aluminiumsdåser var også at finde i riffelkufferterne, da vi kørte dem over med det ene hjul fra en ”bagagevogn”, hvilket i dette tilfælde vil sige en John Deer Gator på 950 kilo. Her klarede Plano 1301 sig bedst, idet aluminiumsdåsen ikke fik en skramme. Kufferten revnede godt nok en smule, men kun med en ca. 10 cm lang flænge. Den begrænsede skade og det faktum, at ”våbnet”, altså dåserne, ikke fik en skramme, resulterede i 5 point. Også Plano Pro Max klarede sig godt i denne test, idet dåsen kun var trykket halvt sammen, og kufferten kun fik mindre skader på bl.a. hængslerne, hvilket resulterede i 4 point. Buffalo River ABS blev skæv i en grad, at den ikke kan bruges igen, men dåsen var kun mast halvflad. Den skulle altså efter min mening have enten et stort 3-tal eller et lille 4-tal. Da den jo beskyttede ”våbnet” ret godt, takserede jeg det derfor efter moden overvejelse til 4 point. Plano Gun Guard tog stort set ingen skade af overkørslen, men dåsen var knust. Det samme resultat præsterede testens billigste kuffert: Hunters Choice, og de fik hver især 3 point. For testens sidste kuffert, Buffalo River, stod det klart, at den kun skulle have 1 point, idet den blev totalt knust under det tunge hjul.

Vinder og bedst til prisen
Plano Gun Guard – testens næstbilligste kuffert – endte på et gennemsnit på 4 point, hvilket også var gennemsnittet for testens billigste Hunters Choice. Begge klarede sig altså overordnet godt, og det stod derfor klart, at det var en af disse, der skulle have prisen som det bedste køb til prisen. Selvom Hunters Choice er cirka 50 kroner billigere end Plano Gun Guard, klarede sidstnævnte sig bedst på den bærende styrketest; overkørslen, hvor den i det store hele beskyttede våbnet bedre end Hunters Choice. Jeg vil derfor Give titlen til Plano Gun Guard, der ud over at glimre ved en række godkendte testresultater også er test-ens letteste kuffert og mere end et halvt kilo lettere end Hunters Choice. Og vægt har som bekendt betydning på de fleste flyrejser.


Testens ubestridte vinder viste sig – efter at alle test var overstået og pointene lagt sammen – at være Plano 1301. Den glimrede ved at score toppoint i alle test på nær vurderingen af låsemulighederne, som dog er sikre og tryghedsskabende nok. Denne riffel-kuffert glimrer, ud over sin styrke, også ved, at den har plads til, at tøj eller andet beskyttende bagage kan pakkes omkring våbnet, der således er ekstra beskyttet. Med samlet 34 point ud af 35 mulige er denne kuffert altså klart våbnets bedste ven på den hårde rejse.