Sikker på distancen: Test af afstandsmålere

Mål afstanden til dit bytte og føl dig sikker. Jæger har testet et bredt udvalg af afstandsmålere, fundet en vinder og udnævner desuden det bedste køb til prisen!

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Man kan med god grund argumentere for, at menneskets basale lyst til at gå på jagt, kombineret med vor arts evne til at anvende redskaber, har været med til at rykke udviklingen i fremadgående retning. Da vi senere fandt ud af at måle tid, vægt og afstande, satte vi yderligere skub i udviklingen. I denne artikel fusionerer vi jægerens indgroede appetit på at jage med evnen til at måle afstande – vi har testet et bredt udvalg af de afstandsmålere, der findes på det danske marked, og vi udnævner her en testvinder og giver også et bud på det bedste køb til prisen.

Kun monokulære målere

Hvor man før i tiden måtte have grundigt kendskab til sit terræn eller øvelse i og tæft for at måle en afstand nogenlunde korrekt ud fra øjemål, er det i dag mere end nogensinde økonomisk overkommeligt at anskaffe sig en afstandsmåler.

En afstandsmåler virker ved at sende en uskadelig infrarød stråle mod det objekt, man ønsker at kende afstanden til. Når strålen reflekteres tilbage til afstandsmåleren, beregnes afstanden, der lyser op på det digitale display i okularet.

Mange optikproducenter fører i dag håndkikkerter med indbygget afstandsmåler som en del af produktporteføljen, vi har dog valgt i denne test alene at koncentrere os om monokulære afstandsmålere, da separation af kikkert og afstandsmåler, ud fra et økonomisk perspektiv nok for mange af os, stadig er en foretrukken løsning.

Nogle afstandsmålere leveres med f.eks. ballistikberegner, som i nogle tilfælde efter måltagning giver et bud på, hvor meget der skal kompenseres i forhold til kuglefald med et valgt kaliber på den givne afstand eller måske endda i forhold til en bestemt skudvinkel op eller ned.

Testens højdespringer, når det kommer til at måle langt, er Leica Rangemaster CRF 1600-B, som ifølge importøren kan måle ud til 1.500 m. Vi har dog ikke testet afstandsmålerne på lange hold, da målet med denne test er at vurdere, hvor egnede afstandsmålerne er til dansk jagt under hjemlige forhold samt i nogen grad under skumringsjagt i vores nabolande.

Testens deltagere

Vores ret simple test dækker i det store hele, hvad man kan betegne som normal og forventet brug på bukkejagt med riffel og bue i Danmark. Alle de testede målere fås i et prisleje fra lige under en tusindkroneseddel og op til over 7.000 kr.

Til denne test har vi modtaget én afstandsmåler fra hver af de importører, der er vendt positivt tilbage på forespørgsel om at deltage. De importører, der har flere afstandsmålere af samme mærke i produktporteføljen, har selv valgt hvilken model, der skulle indgå i testen.

Af de ni produkter, der er blevet testet, er de syv med sorte tal i displayet, mens to - i øvrigt de dyreste fra Zeiss og Leica - er med røde, hvilket på de fleste parametre synes at være en fordel.

Forstørrelsesgraden i afstandsmålerne svinger fra 4 x til 8 x, og igen ligger de to førnævnte sig i spidsen med forstørrelsesgrader på 7 x i Leica og 8 x i Zeiss.

Forstørrelsesgrader i den størrelsesorden betyder, sammen med disse producenters kvalitetsoptik, at de i princippet kan bruges som primitive kikkerter under jagten.

Bedste køb

Den korte generelle konklusion på testen er, at pris og kvalitet følges fint ad, men går man lidt i dybden, afdækker testen også, at man ikke nødvendigvis behøver at dykke dybt i lommen, hvis man skal have en god afstandsmåler, der dækker alle behov på klassisk dansk riffeljagt. Der var således flere af mellemprisklassens modeller (fra ca. 2.000 til 3.500 kr.), der beviste deres værd – med Leupold RX-650i som det bedste køb til prisen.

Leupold viste sig som den eneste ud af de ni testede at være hurtig og præcis på alle afstande fra fem til 400 meter. Den klarede sig upåklageligt på diffust mål, og den kan i nogen grad anvendes i skumring og dæmring, men den lå dog ikke i toppen på dette punkt. Den er let at sigte med og hurtig at få ud af det veldesignede og flotte bælteetui, der udover en krog til påsætning af etuiet i stropper på strategiske steder eller på tasken også har en lille lomme til ekstra batteri.

Som nævnt gjorde afstandsmålerne i denne klasse sig generelt godt som allround afstandsmålere til dansk jagt med Tasco VLFR 600 som en lille skuffelse. Designet af Nikon ProStaff 7i Laser Range Finder gav af udseende testen et friskt hightech pust, men designet faldt dog ikke i helt god jord hos skribenten af denne artikel, hvorfor det trak lidt ned i den samlede vurdering af denne afstandsmåler. Til den positive side vil det synlige sort/orange design dog bevirke, at Nikons afstandsmåler er den letteste af de ni at finde, hvis den skulle blive forlagt eller tabt i terrænet.

I klassen for de billige modeller (fra ca. 900 til 1.500 kr.) gjorde både Jaeger LFR 600 og SIE-600 god figur, mens testens absolut billigste model, Biltemas 40-031, overvejende bør vælges, hvis prisen er den væsentligste faktor, og man i øvrigt kan leve med lidt upræcisheder og en kort garanti på produktet. Som buejæger bør man nok ikke vælge Biltemas model, da den er lidt for upræcis, mens den under riffeljagt godt kan anvendes uden risiko for, at ærgerlige beslutninger træffes på baggrund af en måling.

Vinderen

Testvinderen, blandt de ni testede afstandsmålere, skal som allerede antydet findes blandt de to dyreste modeller (fra ca. 6.000 til 7.500 kr.), Zeiss Victory 8 x 26 T* PRF Mono og Leica Rangemaster CRF 1600-B, som begge kan fremhæves ved overlegen optikkvalitet. Apropos optik, så testede vi dennes potentiale i forhold til at vurdere et trofæ i felten ved brug af afstandsmåleren. Testen gik ud på at prøve identifikation af en seksender opsats mod en baggrund af buske på henholdsvis 50, 75 og 100 meter. Leica og Zeiss bestod uden sammenligning denne test bedst, mens Jaeger og Bushnell faldt ud til den tunge side blandt de øvrige syv.

De to afstandsmålere evner begge at foretage hurtige, præcise målinger - ligesom valget af de røde symboler i displayet, som gør sigte og resultatlæsning meget lettere både om dagen og i mørke, var med til at distancere disse fra det øvrige felt. Begge har – om end i to meget forskellige former – kvalitative, robuste og brugervenlige design. Om man foretrækker en stor rund sigteplet i Zeiss, eller den mindre firekantede i Leica må betragtes som værende en smagssag. I alle test og bedømmelser scorede de lige højt, hvorfor det bliver forskellen i størrelse og vægt, der bliver afgørende. Når Leica derfor – selv om den er det dyreste alternativ af de to – udnævnes til testvinder, er det fordi, den med sin størrelse er fiks ved måltagning med en hånd og dermed imødekommer buejægerens behov for smidig og hurtig betjening.

Leder du efter noget af det bedste inden for monokulære afstandsmålere, og går du ikke på buejagt, kan det dog anbefales at spare de omkring 1.400 kr. og i stedet anskaffe dig en Zeiss Victory 8x26 T* PRF Mono.

Anmeldelsen blev oprindelig bragt i magasinet Jæger i april 2016. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online.

Bliv medlem - klik her!