Skuddets virkning

Hvad sker der egentlig, når en kugle rammer vildtet? Hvornår er en riffelkaliber effektiv nok til større hjortevildt?

Tekst og Foto: Thomas Ustrup

Inden jeg går for meget i dybden med, hvordan projektiler agerer, når de træffer vildtet, vil det være hensigtsmæssigt at slå fast, hvorledes vildtet forender. Døden kan indtræde som følge af mange omstændigheder, men når et dyr skydes, dør det på én af følgende to måder:

1) Af blodtab og/eller et katastrofalt svigt af blodtryk/cirkulation (hjerteskud)

2) Hjernen sættes ud af funktion

Det følgende er ikke anbefalinger vedrørende skudplacering, men blot fakta. Død som følge af blodtab, efter eksempelvis et lungeskud, sker kun i sjældne tilfælde øjeblikkeligt, medmindre der er tale om småvildt. Ligeledes vil et øjeblikkeligt katastrofalt svigt af blodcirkulationen (hjerteskud) typisk heller ikke få dyret til at kollapse på stedet. Hvis dyrets hjerne derimod ødelægges (hovedskud), dør dyret øjeblikkeligt. Det er væsentligt her at have for øje, at der står hjerne og ikke centralnervesystem.

Et dyr, der træffes højt på bladet eller på halsen, kollapser ofte på stedet. Vi siger, at det forender øjeblikkeligt. Men det er ikke tilfældet. Når kuglen træffer højt eller på halsen, vil enten størsteparten af kuglen, fragmenter fra kuglen eller trykbølgen fra kuglen skade rygsøjlen eller halshvirvlerne, i en sådan grad at centralnervesystemet lider betragtelig overlast og får vildtet til at kollapse. Dyret falder altså om på stedet – det lammes eller besvimer simpelthen – men dét, der dræber dyret, er blodtabet, som forårsages af den forvoldte sårkanal.

Kuglens terminalballistiske effekt

Især to forhold må haves for øje for en grundforståelse af en kugles dødelige effekt:

1) Sårballistikken
2) Allometrien

Lad os starte med sårballistikken. En riffelkugle egnet til jagtbrug vil ekspandere umiddelbart efter træf i organisk væv. Som følge af projektilets indtrængning i dyrets bløddele skabes sårkanaler i vildtkroppen.

Kropsvæv bliver med stor kraft presset væk fra kuglens bane, hvorved der opstår et midlertidigt hulrum, også kaldet den temporære kavitet. Udover det væv, som presses væk fra kuglens bane, vil der også være væv, som ødelægges af kuglen. Disse forvoldte skader kaldes for den permanente kavitet, hvilket er de ødelæggelser, vi ved selvsyn konstaterer, når vildtet brækkes. Vi kalder den permanente kavitet for sårkanalen. Dét, som dræber dyret, er udstrømning af blod fra ødelagte bløddele til den permanente kavitet.

Allometri er studiet af forholdet mellem kropsstørrelse, -form, anatomi mv. For alle landpattedyr er de livsopretholdende processer stort set identiske, og det gælder, uanset om der er tale om mus eller elefanter. Pattedyr vil have forholdsmæssig samme lungevolumen, blodvolumen og hjertevægt. I forhold til dyrenes vægt har de altså procentuelt nogenlunde den samme mængde blod i kroppen. Dog vil blodcirkulationen være betydeligt hurtigere for små pattedyr end for store pattedyr.

Blodtab

Et pattedyr kan tåle at miste helt op til 50 procent af sit blodvolumen. Overskrides denne grænse, dør dyret. Det mister imidlertid bevidstheden allerede ved et blodtab på omkring 30-40 procent.

En elgtyr har ca. 30 liter blod i kroppen, en kronhjort omtrent 15 liter, og et rådyr har knap to liter til rådighed. Der skal således et blodtab til på helt op mod 15 liter, før elgen dør, hvorimod en sommerbuk ikke kan tåle at miste mere end én liter blod, førend den forender.

Med sårballistikken og allometrien in mente kan udledes følgende: Jo mindre dyret er, jo større bliver skadens omfang, og jo hurtigere dør dyret, når det træffes af et riffelprojektil af en given kaliber.

Vildtets flugtstrækning

På baggrund af et stort datamateriale fra 2006 (baseret på mere end 5.000 indrapporteringer) har Norsk institutt for naturforskning (NINA) udført en undersøgelse af, hvorvidt der er forskelle i forskellige kalibres evne til at nedlægge elge. Materialet taler et tydeligt sprog. Det konkluderes, at elge har markant kortere flugtstrækning ved skud med grove kalibre. Det er væsentligt her at notere sig, at ”grov kaliber” er i omegnen af kaliber .35-.45. Ved et skud gennem begge lunger med en sådan kaliber er det forventeligt, at en elg bevæger sig omtrent 10 meter efter skuddet. Skydes elgen derimod med noget lettere kalibre (6,5 mm – kaliber .30), er det forventeligt, at elgen bevæger sig 60-70 meter efter skuddet.

De indsamlede data viser, at elges flugtstrækning er en smule kortere med kaliber 6,5x55 end med såvel .308 Winchester som med .30-06 Springfield. Der er dog for de tre kalibre tale om flugtstrækninger af nogenlunde samme længde.

Materialet viser endvidere, at jo lettere vildt der beskydes (kalve), jo mere udvaskes betydningen af kalibrens størrelse for flugtstrækningen. På grund af deres størrelse kan kalvene ikke tåle at miste lige så meget blod som deres voksne slægtninge.

Derfor vil en kalv, der skydes med en lettere kaliber, påføres en så stor relativ skade, at døden indtræder meget hurtigt. Effekten af en endnu større skade fra en grovere kaliber lader sig derved vanskeligt påvise.

En voksen elg bevæger i trav sig med en hastighed på omtrent 20-30 km/t. og maksimalt ca. 40 km/t., svarende til hastigheder mellem ca. 5 m/s. og 10 m/s. Af diagrammet ovenfor kan således udledes, at selv med de lette kalibre vil tiden, der går, fra kuglen træffer, til elgen kollapser, være maksimalt omtrent 15 sekunder. Flygter elgen i fuld fart, vil tiden, der forløber frem til kollaps, være gennemsnitligt ca. 7,5 sekunder med et lungeskud fra en .308 Winchester.

Grov vs. let kaliber

Når det kan udledes af materialet, at grove kalibre tilsyneladende slår voksne elge hurtigere ihjel end lettere kalibre, bør elge så ikke i alle tilfælde skydes med f.eks. kaliber .45? Spørgsmålet får man nok ikke et entydigt svar på, idet der hos de fleste jægere vil foreligge subjektive holdninger.

Men lovgivningsmæssigt har man altså vurderet, at det ikke bør være tilfældet. Tiden, der forløber, fra en elg rammes af kaliber 6,5 mm til kaliber .30-kugler, til den kollapser og umiddelbart derefter forender, betragtes altså som etisk forsvarlig.

En (fornuftig) årsag til kaliberkravene kan være, at grove kalibre som .458 langtfra kan håndteres af alle jægere. Det kræver en hel del tilvænning at lære at skyde godt med en så kraftig riffel – og nogle vil aldrig kunne lære det. Øges kravene for minimumkalibren til svenske elge, vil jægere, der ikke skyder godt med grove kalibre, altså skulle anvende dem.

I tilfælde af en anskydning vil en grov kaliber forvolde mere skade end en moderat. Ved et lever- eller waidskud vil jægeren (og vildtet) alt andet .308 Norma Alaska 180 grain. .264 (6,5 mm) Norma Alaska 156 grain. .308 og 6,5 mm Alaska-projektiler efter mødet med gelatinen. lige være bedst stillet, hvis anskydningen er sket med den grove kaliber. Men alle erfaringer og undersøgelser viser dog, at en grov kaliber ikke kan kompensere så meget mere for en anskydning, end at en mindre kugles korrekte placering altid vil vægte meget højere. Det vil sige, at et bladskud fra en kaliber 6,5 mm tager livet meget hurtigere af elgen end et waidskud fra en kaliber .458.

Sammenligning af sårkanaler

De mange indrapporteringer viser, dels at anvendelse af moderate standardkalibre resulterer i længere flugtstrækninger end de meget grove kalibre, dels at de tre (blandt danske jægere) alment kendte riffelkalibre 6,5x55, .308 Winchester og .30-06 Springfield opnår nogenlunde samme resultat.

Det virker umiddelbart ulogisk, for en kaliber .30-kugle er uomtvisteligt grovere og leverer også mere energi end 6,5x55’eren. Men det har åbenbart ikke nogen betydning – i hvert fald ikke når det gælder elge.

Tværsnitsarealet af en kaliber .30-kugle er ca. 35 procent større end tværsnitsarealet af en 6,5’er-kugle. Men i forhold til det dødelige sårtraume, der forvoldes, når elgene rammes, gør det ingen forskel – hvordan kan det være? Muligvis kompenserer 6,5 mm-kuglen for sin mindre størrelse og energiudladning med sin uovertrufne dybdevirkning? Jeg lavede mig et par blokke ballistisk gele og ville forsøge at komme et svar nærmere ved hjælp af lidt testskydning.

Vand er vand

Ballistisk gelatine er mest af alt vand – men i en nogenlunde fast form. Det har en karakteristik, der minder om kropsvæv og organer, som også har et højt vandindhold på mellem 70 og 80 procent. Man kan derfor trygt gå ud fra, at en kugle vil opføre sig i gelatinen, nogenlunde som den vil i kropsvæv.

Imidlertid vil man ofte, når et dyr skydes, ramme knogler, hvilke har en anden struktur end kropsvæv og organer. Det tager testskydningen i gelatine ikke højde for. Men til sammenligning af forskellige kalibre giver det et godt grundlag.

Kuglerne, der blev anvendt til gelatinetesten, var konventionelle blykugler af typen Norma Alaska. En kugletype, der har været anvendt til elgjagt i Skandinavien i omtrent 100 år. Der er tale om relativt langsomme kugler i den tunge ende af skalaen.

Personligt vil jeg være ganske tryg ved at anvende tunge Alaska-kugler i moderate kalibre til en elgjagt. Til hurtige magnum-riffelkalibre ville jeg foretrække en hårdere (eventuelt bonded) kugle. Det er klart, at kuglevalget har stor betydning for effektiviteten. Andre kugletyper end den klassiske Alaska-kugle vil givet agere anderledes. For en retvisende sammenligning var det blot væsentligt, at kuglerne var af den samme type for de to riffelkalibre

Resultater og konklusioner

Begge kalibre leverede perfekt opsvampede kugler og en fin kavitet i gelatinen. Længden på kaviteten (med mere end tre cm bredde) var større for .308-kuglen. Men overraskende nok havde 6,5’eren allerede godt fire cm inde i gelatinemassen opnået en kavitetsdiameter på minimum tre cm.

Begge kugler fragmenterede begyndende blot et par cm fra indgangshullet. Særligt 6,5 mm-kuglen efterlod sekundære sårkanaler over en længere strækning. Opsvampningen af .308-kuglen var ganske betragtelig. Efter ekspansion var frontarealet noget større end 6,5 mm-kuglens. Til gengæld var 6,5 mm-kuglens dybdevirkning – som forventet – en del bedre end .308’er-kuglens. Faktisk så dyb, at kuglen gik hele vejen igennem de 60 cm gelatine, ”ploppede” ud og lå fint opsvampet i græsset bag opsætningen.

Konklusionen må være: Jo – der er forskel på kaliber .30 og kaliber 6,5 mm. De agerer ikke terminalballistisk ens! Men for begge kalibres vedkommende fungerer tunge og halvlangsomme kugler (som Alaska-kuglerne) særdeles fornuftigt til brug for klasse 1-vildt.

Min lille praktiske test, sammenholdt med nærlæsning af Norsk institutt for naturforsknings statistikker på baggrund af den megen indrapporterede data, efterlader i hvert fald ikke mig i tvivl: Under forudsætning af korrekte kugleplaceringer vil effekten for begge kalibre –forskellighederne til trods – være relativt ens. Begge kalibre forårsager så voldsomme sårtraumer i vildtkroppe af selv anseelige størrelser, at døden hurtigt vil indtræffe.


Anmeldelsen blev oprindelig bragt i magasinet Jæger i september 2019.