Indbygget varme

Selvom der er endnu ikke er mange modeller af elopvarmet undertøj på markedet, synes typen af tøj at være fremtiden ud fra vores test af tre modeller.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

I de gode gamle dage, dengang, hvor man mente, at det styrkede karakteren at fryse, og at gennemkolde kroppe gjorde drenge til mænd, forstod man at fryse med manér. Sådan er det ikke længere, hverken blandt unge eller gamle, mænd eller kvinder. I dag vil vi have det så behageligt som muligt, inde såvel som ude, på familietur såvel som på jagt – det har tøjproducenterne luret.

Et nyt marked

Efterspørgslen på tøj med indbyggede varmepaneler er stigende. Nogle af de første til at erkende dette marked var den nordsjællandske virksomhed Nordic Heat.

Virksomheden har siden 2012 arbejdet intensivt med design og udvikling af bl.a. elopvarmet beklædning. Det er lykkedes virksomheden at blive blandt de førende på markedet nationalt såvel som internationalt. Efterhånden har flere producenter dog fået øjnene op for dette relativt jomfruelige marked og givet deres bud på en løsning indenfor elopvarmet undertøj.

De tre modeller, vi modtog til denne test, var Nordic Heat Base Layer (NH), Mike Hammer fra Land & Fritid (MH) samt Happyhot Base Layer shirt & pants fra Happy Hot Aps, (HH). Sættene er på mange punkter ret ens og synes inspireret af hinanden. Dette både hvad angår materialevalg, design, justeringsknappernes placering og til dels varmelegemernes fordeling. I alle modeller har undertrøjen varmepaneler over maven, over lænden og i nakken, mens alle bukser har varmepaneler omring knæene. I bukserne fra både MH og NH har man desuden valgt at montere et panel af varmetråde på maven, hvilket er behageligt. Disse synes dog at have større effekt i NH-buksen end i MH.

Det er dog HH’s model, der har den bedste løsning på fordeling af panelerne, idet man her har valgt at placere det andet panel i bukserne lavt i lænden. MH må således på dette parameter nøjes med tre point, mens NH får fire og HH fem for den bedste løsning. Selvom NH og HH under praktisk brug på højeste temperaturindstilling syntes at være næsten for varme, virkede begge sæt perfekt i ekstrem kulde under minus 20 grader.

Knapper og design

Placering og anvendelse af tænd-/sluk- og justeringsknapper er stort set identisk i alle sæt. Jeg har ikke selv noget forslag til en mere optimal placering, og de ens valg tyder da også på, at det ikke kan gøres bedre uden brug af fjernbetjening eller bluetooth teknologi. I alle modeller er justeringsknappen i bukserne påmonteret en flap i bukselinningen, som kan vippes udover linningen, hvorved justeringsknappen gøres mere tilgængelig. NH og MH har en længere og blødere flap end den, som findes i HH’s model. Den lange flap synes at sikre lettere adgang for betjening og mindre risiko for utilsigtet at tænde, slukke eller justere varmeniveauet.

På HH’s model er der en praktisk forbrugsindikator på knappen, men knappen synes lettere at påvirke utilsigtet end på de to øvrige modeller. NH’s knap er en smule bedre end MH’s, mens tommelfingerhullet i ærmet – som findes i begge modeller – sikrer at knappen holdes fremme ved håndleddet, hvor ærmet også giver beskyttelse af håndryggen og de store blodårer i håndleddet. Når alt omkring knapperne og deres placering gøres op, giver jeg på dette parameter MH og NH samme pointsum, mens HH’s model sætter et point til.

Om design har nogen betydning for tøj, der som udgangspunkt ikke kan ses, er jeg lidt i tvivl om. Ikke desto mindre har NH, med et pænt logo, lidt farvevariation over elastikken i livet, knappens stilrenhed og fodremme, et smukkere design end de to øvrige modeller. MH, der har det mindst kønne design, har som NH stropper omkring fødderne.

Stropperne syntes i første omgang lidt old school og 80’eragtige, men ved praktisk brug viste det sig at være et plus. På ingen af de tre modeller er designet dog noget at skrive hjem om, hvorfor ingen af dem scorer toppoint. Undertøj med varmepaneler er simplere og mere ”klodset” end almindeligt langt undertøj, ligesom det er ret tungt og kluntet.

Batteri og ladetid

Alle tre sæt har et batteri til henholdsvis over- og underkrop. NH og HH leveres med 2.600 mAh-batterier, mens MH leveres med 5.200 mAh-batterier. Sidstnævnte tager med hver sin lader næsten seks timer pr. stk. at oplade, hvilket er underlegent i forhold til de to øvrige, hvor begge batterier kan lades samtidig med én lader på fem timer. HH har det mindste batteri, mens MH har det største.

Batteriet er i alle sæt placeret cirka samme sted, hvilket også her tyder på en optimal placering. I MH’s undertøj er ledningerne så lange, at batteriet kan placeres udenfor lommen i f.eks. bukselinningen, ligesom der kan tilkøbes en brokobling, så der kan tilkobles ekstra batteri. NH leveres med producentens egenudviklede ”brokobling”, der ligeledes giver mulighed for at tilkoble to batterier til hver del og dermed forøge virkningsperioden til det dobbelte. På dette parameter belønner jeg således – vurderet på plusser og minusser – MH og NH med fem point for at give brugeren valgmuligheder, mens HH får fire. Fra september 2019 tilbyder MH derudover en brokobling, der gør det muligt, at et enkelt batteri kan bruges til både underbukser og undertrøje.

Jeg testede virkningstid på alle sæt på fuldt opladet batteri på fuld styrke. MH, der som sagt har et dobbelt så stort batteri som de to øvrige sæt, virkede på højeste styrke i 4 timer og 30 minutter, mens HH og NH med halvt så store batterier begge virkede cirka 1 time og 35 minutter. Selv om man anvender brokobling hos NH, således at man med to batterier får samme energimængde som MH, vil tøjet på højeste varmestyrke alligevel blot yde to tredjedele af MH.

Jeg har valgt at fordele pointene således, at MH får fem point, mens de to øvrige må nøjes med to point i dette vigtige parameter. Pointene er givet på baggrund af min egen test på højeste styrke og ikke efter de af producenterne opgivne tider i specifikationsboksen.

Vinder og bedste til prisen

Alle tre sæt er af kunststof, hvilket givet har nogle fordele rent prismæssigt, men generelt kunne jeg godt ønske mig varmeundertøj i et mere jagtrelevant design og gerne i uld … hvis muligt. De syntetiske sæt har en tendens til at komme til at lugte i løbet af ganske kort tid, ligesom undertøjet ikke giver praktisk mulighed for fysisk aktivitet under jagten. Om uld er for dyrt, om markedet er for lille til dette, eller om det overhovedet kan lade sig gøre at lægge varmepaneler ind, uden at ulden kryber, ved jeg dog ikke.

Kigger vi på de kolde tal i denne ellers lune test, bliver testvinderen Nordic Heat Base Layer. Selvom sættet fra Happy Hot har den bedste placering af varmelegemerne og Mike Hammer den længste virkningstid, taler pointene deres klare sprog. Eller det vil sige, rent faktisk er alle sæt nærmest a point, men med toppoint på meget forskellige parametre.

Med en prisforskel mellem dyreste og billigste på 200 kroner pr. del er der penge at spare, hvis man går efter det bedste køb til prisen. Mike Hammer fra Land & Fritid er langtfra det sæt, der har det flotteste design eller de mest praktiske batterier, men undertøjet har en meget lang virkningstid og en behagelig varme på maks.-indstillingen, hvilket virkelig er noget, der tæller. Sættet tildeles således titlen som bedste køb til prisen. Så er du ude efter mange timers varme på en kold post, og kan du leve med det mindst elegante design, så er Mike Hammer altså et godt valg.

Denne artikel blev første gang bragt i novembernummeret af Jæger, 2019.