Jæger tester håndkikkerter til under 5.000 kroner: Se eller bliv set

Opdager du vildtet, inden det ser dig, hæver du helt sikkert dit jagtheld. Jæger bringer dig nærmere succesen – vi har testet 10 håndkikkerter til under 5.000 kroner i 8x42. Vi kårer en klar vinder.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Uanset om man er den, der jager eller den, der blive jaget, så handler det om at bruge og udnytte alle sanser bedste muligt. Når det kommer til sanserne, trækker vi tobenede jægere dog næsten altid det korteste strå i forhold til det vildt, vi jager. Vore sanser er ikke specielt veludviklede. At vi som art gennem tiderne alligevel har været så succesfulde jægere – det kan i høj grad kan tilskrives vores evne til at bruge hjernen. Med de svagere sanser har det altid været essentielt for jagtlykken, at vi har kunnet udregne en taktik og ikke mindst har mestret at anvende hjælpemidler under selve jagten.

På almen dansk jagt er synsansen ofte vigtigere end både lugte- og høresansen, hvorfor vi i denne artikel bringer denne sans i fokus og giver et bud på, hvilke kikkerter der kan hjælpe dig mest og til den bedste pris.

Allround 8x42

Oplevelserne på jagt bliver for de fleste jægere bedre, hvis der under jagten anvendes en god håndkikkert med en tilpas forstørrelsesgrad. For at få det bedste ud af kikkerten, gælder det om at vælge en forstørrelsesgrad, der passer til den enkelte og den jagtform, der udøves. Håndkikkerter forhandles i forstørrelsesgrader kraftigere end de mellem 7x og 10x, der i Danmark er standard, når det gælder håndkikkerter til jagtbrug. Men for mange jægere vil selv kikkerter med 10x forstørrelse være så kraftige, at jægeren vil opleve rystelser, der gør det svært at vurdere det vildt, der kommer for. Bukkefeberen eller et halvdårligt anlæg for kikkerten under pürsch kan resultere i små rystelser, der gør det svært at holde billedet i kikkerten stille i længere tid ad gangen.

Under jagt i Danmark, hvor kikkerten typisk anvendes fra ganske kort inden solopgang til lige efter solnedgang, er 42 mm ligeledes helt tilstrækkeligt. Danske jægere har selvfølgelig allerede opdaget ovenstående, hvorfor 8x42 er den mest solgte klasse indenfor håndkikkerter til jagt i Danmark. Derfor er det 8x42, vi har undersøgt i denne test for allroundhåndkikkerter i prisklassen under 5.000 kroner.

Testens deltagere

Vi har testet 10 kikkerter: Nikon Monarch 7, Minox BJ, Optimic Perfection, Steiner Observer, Bushnell Trophy XLT, WildGame, Hawke Endurance ED, Karl Kaps, Zeiss Terra ED og Leupold Acadia BX-2. Kikkerterne er produceret rundt om i verden, lige fra Kina over Japan og Europa til USA.

Den billigste kikkert er Jaguargruppens Minox BJ, mens den dyreste er Karl Kaps fra ABM Nortek. Karl Kaps bliver produceret på licens i Japan, og der ydes fem års garanti på den. Garantierne på testens kikkerter spændte dog over et bredt spektrum – lige fra livstidsgaranti på Seeland International’s, Optimic Perfection og H.G. Agencies Leupold til de korte garantier på to år for Zeiss Terra leveret af Zeiss Danmark og WildGame fra Normark.

Rent faktisk var kvaliteten på de fleste mærker god, selv om der var en prisdifference på næsten 3.500 kroner mellem den dyreste og den billigste. Det mest overraskede i det samlede testresultat var, at pointfordelingen ikke direkte fulgte priserne, samt at ”amerikanerne” havde så meget at byde på i denne test, som tilfældet var.

Næstbedste og dårligste køb

WildGame fra Normark klarede sig, når alt lægges sammen, dårligst i den samlede test. Dette fordi kikkerten i test 5 (som blev udført til sidst) tog vand ind og dermed dumpede på dette meget vigtige parameter. Den viste sig at være utæt, til trods for at kikkerten markedsføres som 100 % vandtæt – det kom til at koste. Det giver derfor sig selv, at WildGame endte som testens taber, også selv om der fra begyndelsen ikke var lagt op til, at en sådan skulle udnævnes.

Pointmæssigt klarede Seelands Internationals Optimic Perfection sig faktisk dårligst, idet modlystesten og testen efter solnedgang ikke gav ret mange point. Men på grund af, at WildGame ikke bestod vandtesten, kan man ikke alene ud af gennemsnitspointsummen læse at Optimic Perfection var dårligst.

Vurderer man Optimic Perfection på kikkertens livstidsgaranti, og skal den blot bruges under helt almindelige forhold, er der helt sikkert tale om en kikkert, der kan finde anvendelse på dansk jagt. Men da den prismæssigt ligger i den dyre ende blandt de testede, er der andre, som virker mere oplagte at vælge.

Minox BJ fra Jaguargruppen sluttede også i den tunge ende, men der er ingen tvivl om, at Minox BJ qua prisen på 1.500 kroner (den laveste i testen) kan være et fint valg som førstegangskikkert til nyjægeren, der ønsker at prøve sig frem.

WildGame floppede, men til gengæld klarede en anden af Normarks mærker sig anderledes godt, idet den amerikanskproducerede Bushnell Trophy XLT glimerede ved en fornem skarphed både i test 1 og 2 samtidig med, at den er ergonomisk med et flot design. Der er tale om et kvalitativt helhedsprodukt med en garanti på 30 år, og selv om kikkerten kun klarede modlystesten til en karakter omkring middel, så ”overlevede” den uden problemer vandtesten. I lyset af sine endelige testresultater, kombineret med en middelpris for denne klasse af kikkerter, blev den vurderet til at være det næstbedste køb til prisen.

Vinderen

Testens amerikanskproducerede deltagere klarede sig alle godt, og for at finde vinderen af denne test skal vi da også en tur over Atlanten. Det var nemlig USAs største optikproducent, som gennem deres importør i Danmark, H.G. Agencies, leverede den endelige vinder: Leupold Acadia BX-2. Kikkerten klarede sig glimrende og lå over middel i alle test, hvorfor den med et gennemsnit på 5 point, og en livslang garanti, endte som vinderen blandt de 10 indsendte. Af gode kvalitetskikkerter i toppen af kapløbet bør også nævnes både Zeiss Terra fra Zeiss Danmark og Nikon Monarch 7 fra Mercia Outdoor, som begge klarede sig godt. Også Steiner Observer fra Normark, med 10 års garanti og en pris på 2.799 kroner, gjorde det godt med en gennemsnitlig pointsum på 4,8.

Helt logisk er vinderen af de to priser – bedste køb til prisen og testvinderen – samme kikkert. Nemlig Leupold. Den er blot 151 kr. dyrere end Bushnell, som omvendt tager 0,2 point færre. Jeg skønner, at langt de fleste gerne betaler 151 kr. mere for en bedre kvalitet og livsvarig garanti, hvorfor begge titler tilfalder Leupold. 2.750 kroner for en samlet vinder i en test med kikkerter op til 5.000 kroner er bestemt konkurrecedygtigt.