Jæger tester 8x42 håndkikkerter til mere end 5.000 kroner: Optik for feinschmeckere

Det er sikkert de færreste, der glemmer den første oplevelse med et stykke topklasseoptik, som får omgivelserne til at stå knivskarpe og krystalklare. Jæger har testet syv håndkikkerter i 8x42 i prisklassen over 5.000 kroner.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Hvorfor betale 10.000, 15.000 eller 20.000 kroner for en håndkikkert, når du kan finde håndkikkerter, der ligner, men som kan erhverves til en brøkdel af de nævnte priser? Spørgsmålet er ingenlunde dumt, men har man blot én gang haft en jagtoplevelse med topklasseoptik, er det svært at gnide forkælelsen ud af øjnene igen. En hel del af os har vel prøvet lykken med billige håndkikkerter, der jævnligt måtte skiftes ud, og er du en af dem, vil du måske også nikke bekræftende til, at et "livstidskøb" af kvalitetsoptik kan være en fordel.

At bruge mange tusinde kroner på en håndkikkert er for de fleste af os en mærkbar udskrivning, der kræver nogen overvejelse, hvorfor det også gælder om at vælge rigtigt første gang. Og gør man det, er der til gengæld noget at glæde sig over hver eneste gang, man fremover er på jagt – nemlig en visuel oplevelse, der er lige så skarp som virkeligheden – eller måske endda føles skarpere.

Testens deltagere

Til denne test modtog vi syv kikkerter i en variation af pris fra ca. 5.000 til 20.000 kroner med Steiner Ranger Extreme fra Normark som testens billigste kikkert til 5.899 kroner. Testens dyreste kikkert var Leica Ultravid HD plus til 18.295 kroner. Testens øvrige fem kikkerter var: Nikon EDG leveret af Mercia Outdoors, Kahles Helia fra Guntex, Swarovski SLC fra Swarovski, Leupold Mojave BX-3 fra H.G. Agencies og Zeiss Victory HT fra Zeiss Danmark.

Garantien på de syv kikkerter var opgivet til 10 år for de fire, mens Kahles giver 11 år, Nikon EDG 30 år og Leupold Mojave BX-3 livsvarig garanti.

Alle kikkerter vejer under kiloet med Leupold som den letteste på 771 gram og Zeiss Victory HT som den tungeste med sine 939 gram. På ekstremjagt i vildmark og bjerge er vægten en af de helt afgørende faktorer i valget af både grej og kikkert, men da denne test sigter på at belyse kikkerternes værd på dansk jagt, har kikkerternes vægt ikke spillet en egentlig rolle i den samlede vurdering.

Stilren og smuk

Samtlige deltagende producenter i denne test har deres egen unikke historie. En sådan er, sammen med præcis markedsføring, med til at skabe kendskab til et produkt. Østrigske Kahles er måske ikke det mest kendte mærke på det danske marked, men modellerne med stød- og lyddæmpende gummiarmering produceres under et historisk vingesus af den ældste producent af jagtoptik i Wien. Kahles har produceret optik til jagt siden 1898 og er du ikke typen, der falder i svime over den sidste nye mode inden for camouflagemønstrer eller anden ”nymodens pjat”, vil Kahles Helia måske falde i din smag. Den smukke brune kikkert, der blev fremsendt til test, vil virkelig gøre sig stilmæssigt godt på en traditionsrig tysk bevægelsesjagt. Både rem og dæksler til linserne leveres i lyst læder foret med loden – hvilket virker både stilrent og smukt.

Nikon var en anden af testens mærker, der måske ikke i den brede skare af jægere er meget kendt, og selv om den rent testmæssigt ikke placerede sig helt i toppen blandt de kendteste mærker som Zeiss, Leica og Swarovski, så er Nikon EDG bestemt værd at fremhæve som et stykke kvalitetsoptik, der kan forbedre din jagtoplevelse. Og med en af de længste garantier på kikkerterne i denne test, er der ingen tvivl om, at producenten sender et klart budskab om, at med købet af en Nikon EDG har du taget en holdbar beslutning.

Bedste køb til prisen

Når det kommer til bedste køb til prisen, kan det allerede nu afsløres, at rovfuglen er landet! Swarovski SLC er måske ikke den billigste kikkert i test, men til gengæld ligger den helt i toppen af denne test – blot en svingfjersbredde efter Leicas model og på niveau med Zeiss Victory HT. Til en pris under 12.000 kroner får man her en kikkert i sammenlignelig kvalitet med de to andre kikkerter til henholdsvis 18.295 og 16.590 kroner. Skal man ikke bruge en kikkert til ringe lys – hvor Swarovski får lidt dårligere score end Leica – er modellen ellers helt på højde med sin godt 6.000 kroner dyrere konkurrent.

Swarovski SLC klarede sig ligeledes en smule bedre end den ligeledes topkvalitative Nikon EDG til næsten 16.000 kroner. Steiner Ranger Extreme, der ligesom Nikon EDG blev leveret med ergonomisk kurvede øjestykkerer, der blokerer indfald af perifert lys, bejlede qua den laveste pris og gode kvalitet også til titlen. Det kurvede øjestykke på de to modeller blev bedømt som en fordel under test i solskin og hjalp med at give et klarere synsfelt.

Lad det være sagt, der var ingen tilnærmelsesvis dårlige kikkerter med i denne test. Valget af bedst til prisen var svært, men i sidste ende var der alligevel ikke tvivl hos skribenten af denne artikel – med Swarovski SLC får du en topkikkert til en forholdsvis høj, men alligevel rimelig pris.

Vinderen

Hvis man interesserer sig lidt for optik, er det ingen hemmelighed, at der med Leicas og Zeiss’ positive tilbagemelding om at deltage i denne test meldte sig to seriøse bejlere til vinder-titlen i premium-klassen for 8x42 håndkikkerter.

Spændingen om topplaceringen var dog stor fra begyndelsen, da alle kikkerter i testen præsterede rigtig flot i de to første tests. Det var første ved den tredje test (modlystest), at fårene blev skilt fra bukkene – eller måske rettere hunmyggene fra hanmyggene (forskellene var nemlig ikke særligt store). I denne test lagde Leica Ultravid HD Plus sig i førerposition med et sekstal. Den blev skarpt forfulgt af Zeiss Victory HT og Swarovski SLC, der i denne test blev vurderet brøkdele under Leicas niveau, og hver endte med et stort femtal. Forskellen på de tre var var altså meget lille.

Også Nikon EDG klarede generelt testen rigtig flot, mens Kahles, Leupold og Steiner endte i denne tests tunge ende. På dommens dag kunne pointsummen altså gøres op og et gennemsnit udregnes. Dette resulterede i rene 6 point til testens dyreste kikkert, Leica Ultravid HD Plus, der således her kan udnævnes som testvinder i denne kategori.

Der er nok ingen tvivl om, at når det kommer til at vælge mellem testens topplaceringer, så har personlige præferencer hos den enkelte jæger nok ofte det sidste ord at skulle have sagt i valget. Kunder til kikkerter i denne prisklasse skeler måske ikke så meget til prisen, men har den alligevel en betydning er et billigere valg mellem disse syv topkikkerter ikke noget, man kommer til at fortryde rent kvalitetsmæssigt og det uanset mærket. Men en test som denne har kun én vinder!