Drivjagtssigtekikkerter

Drivjagt er en populær jagtform, under hvilken dygtige skytter på unikke dage kan få det ene stykke vildt til at rulle efter det andet. Men det er også en jagtform, hvor succesraten kan forbedres ved brug af den optimale riffel, ammunition og sigteoptik. Jæger har testet et bredt udvalg af sidstnævnte.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Drivjagt er en jagtform, der i nogle situationer kræver hurtig, instinktiv
skudafgivelse på kort hold.

Jagtformen byder dog også på muligheden for at skyde til stillestående
vildt eller vildt i rolig bevægelse på både korte og lidt længere hold. Om man ønsker at jage med et rødpunktsigte uden forstørrelse, eller med en decideret drivjagtsigtekikkert, er langt hen ad vejen baseret på individuel smag og forventningen til anvendelsesmulighederne.

For at gøre det mere overskueligt har vi i denne test valgt alene at fokusere på deciderede sigtekikkerter. 

Funktionalitet og æstetik
Veltrænede skytter kan sagtens skyde ud til 100 meter med et rødpunktsigte
uden forstørrelse. Alligevel vil en del jægere ganske givet føle sig tryggere ved skud på længere hold med en drivjagtsigtekikkert, der giver mulighed for at skrue forstørrelsesgraden lidt op. Ofte foregår en drivjagt i skovområder, hvor muligheden for at opdage grene eller kviste, der er i vejen for kuglens vej fra jæger mod bytte, er bedre med lidt forstørrelse på sigtekikkerten – noget, der kan drages nytte af ved placering af drivjagtsskud, som ikke er decideret instinktive.

Ud over sigtekikkerternes spænd i forstørrelsesgraden vurderede vi trådkorset og den belyste plets praktiske anvendelighed, synsfeltets spænd, sigtekikkertens design – både funktionelt såvel som æstetisk – samt skarpheden, ligesom vi testede, om de var helt vandtætte.

Vi modtog 12 sigtekikkerter i test – alle med belyst plet i trådkorset og i et fint spænd af prisklasser. Det stod hurtigt klart, at sigtekikkerterne fra 10.000 kroners klassen og opefter alle klarede sig rigtigt godt, og at testvinderen skulle findes her.

Leupold VX-6 1-6x24 til 12.599 kroner glimrer ved sit harmoniske, kompakte design og skarpe optik, men taber lidt på systemet til at justere den belyste plet i trådkorset. Justeringen gøres ved at trykke på en knap på siden af sigtekikkerten. Justeringssystemet fungerer efter vores mening bedre på både Leica Magnus 1-6,3x24 til 17.495 kroner, Zeiss Victory V8 1,1-8x30 til 17.990 kroner og Swarovski Z8i 1-8x24 til 18.900 kroner.

Designmæssigt virker Leica Magnus lidt klodset, men fremstår ellers gennemtænkt og funktionel, og så har den med 43,2 meter på 100 meter på laveste forstørrelse det største synsfelt blandt de 12 i testen.

Ikke som de andre
Zeiss Victory V8 er en lækker sigtekikkert, der skiller sig ud fra de øvrige 11 på flere punkter. F.eks. med laveste forstørrelsesgrad på 1,1x, ligesom kikkertens rørdiameter på 36 mm har givet producenten mulighed for at lave den med et objektiv på 30 mm. De øvrige i test havde alle en laveste forstørrelsesgrad på 1x og objektiv på 24 mm.

Den laveste forstørrelsesgrad på 1,1x forklares af producenten med, at undersøgelser lavet af militæret påviser, at forstørrelsesgraden på 1x set gennem optikken ikke reelt svarer til virkeligheden, men til størrelsesforholdet 0,95. Med laveste forstørrelse på 1,1x mister man en lille smule synsfelt, men opnår til gengæld et korrekt størrelsesforhold én til én på målet gennem optikken. Denne lille forskel understreger, at der er tænkt over ting-ene, og det er bestemt interessant. Vi oplevede dog forskellen som så lille, at det ikke reelt er at se, men måske opfanges den lille forskel af underbevidstheden.

Zeiss Victory V8 præsterer en meget fin belyst plet, som i kombination med det markante trådkors, måske synes lidt underdimensioneret. Efter vores mening kan den lille belyste plet godt bevirke, at fokus delvist flyttes fra mål-et til denne ved instinktiv skydning på lav forstørrelse. Til gengæld virker pletten optimal i forhold til skud mod stillestående mål på en større forstørrelsesgrad. V8’eren gjorde det så godt, at den med 5,8 point skød sig ind på en klar andenplads.

En dark horse
Det engelske begreb ”dark horse” kan vel løseligt oversættes som værende en uventet kandidat til en given titel. En kandidat, der kommer ind fra sidelinjen, og som man ikke havde regnet med skulle gøre sig gældende. Sådan en havde vi med i denne test.

Vi havde ikke, inden vi pakkede Vixen 1-6x24 til 7.399 kroner ud af æsken, set at den skulle gøre et så fint indtryk på os, som den gjorde. Der var allerede ved førstehåndsindtrykket noget udefinerbart positivt over denne sorte, men ellers gennemsnitlige sigtekikkert. Vixen klarede sig markant bedre end de to billigere modeller Burris 4X 1-4x24 til 5.599 kroner og Hawke Endurance 30 1-4x24 til 3.199 kroner. Og som pointene blev lagt sammen, viste det sig også, at den klarede sig bedre end Nikon Monarch 7 1-4x24 til samme pris, som på trods af gode kvaliteter, men qua testens point-fordelingsnøgle, tabte lidt på eks. en max. forstørrelsesgrad på 4x.

Hawke Endurance havde ikke de store chancer i denne test, selv om den qua prisen bestemt er interessant. Med et spænd i forstørrelsesgraden på 1-4x og en lysstyrke på den belyst plet, der ikke synes god nok til, at den kan udnyttes optimalt i dagslys – altså under de forhold som en drivjagtssigtekikkert bruges – tabte den her point.

Heller ikke Burris 4X præsterede optimalt på den belyste plet, men kan til gengæld med sine 360 gr – selv om vægt ikke er et grundlæggende parameter at måle en drivjagtssigtekikkert på – prale af at være den letteste i test. I forhold til randskarphed lå den på samme niveau som Vixen, men tabte lidt på både skarphed og design.

Med Vixen 1-6x24 får man, til en pris, der ligger omkring 2,5 gange under den dyreste i test, efter vores vurdering mest for penge, og den tager således titlen som bedst til prisen.

Fantastiske Flexchance
Swarovskis Z8i drivjagtssigtekikkert skiller sig designmæssigt ud fra de øvrige i feltet med en enestående elegance, ligesom forstørrelsesgradens spænd fra 1-8x er det største i test. Vi oplevede ingen randsløring, og den ligger helt i top, hvad angår synsfeltet, som på 100 meter ved laveste forstørrelse er 42,5 meter. Et synsfelt, der kun blev udfordret af to andre modeller – nemlig Kahles Helia med 42,3 m og som tidligere nævnt Leica Magnus med 43,2 m.

På specielt et punkt skilte Swarovski Z8i sig ud, nemlig ved det belyste Flexchance sigte, der tændes på en lille kontakt over okularet. Når det er tændt, ses i midten af trådkorset en belyst plet i en meget behagelige orange nuance, og omkring pletten tændes en belyst ring, som i forbindelse med drivjagtens instinktive skydning mod bevægelige mål vil hjælpe mange jægere med at ”indfange” målet hurtigere end i nogen af testens øvrige modeller.

Ud over de nævnte fortrin blev Z8i’eren i øvrigt bedømt til topkarakter i alle deltest og endte således – delvist på grund af en subjektiv vurdering af det elegante design, som vi syntes rigtig godt om – som en udelt vinder af den samlede test. Er du til en mere kompakt model som eksempelvis Leica Magnus eller Zeiss Victory V8 kan en af disse dog meget vel betragtes som vindere på din drivjagt!

Med et spand i forstørrelsesgraden fra 1-8x har du i princippet med testvinderen fra Swarovski en sigtekikkert, der vil kunne bruges til andre jagtformer end blot drivjagt, hvis vi da lige ser bort fra decideret langdistanceskydning eller natjagt.