Regler for regulering

Nedlæggelse af vildt uden for jagttiden kan i særlige situationer være tilladt, når det sker for at beskytte andre dyrearter eller måske afgrøder. Denne aktivitet kaldes regulering.

Der kan i nogle situationer være behov for at nedlægge vildt uden for jagttiden. Det gælder fx situationer, hvor vildt gør skade på afgrøder, på andre dyr eller skader menneskers helbred.

Der kan også være behov for at bruge andre metoder og midler til regulering, end dem der bruges til jagt. Måske kan der også være brug for at nedlægge vildt uden for de tider på døgnet, hvor der må jages.

Reglerne for regulering bygger for fugles vedkommende på fuglebeskyttelsesdirektivet. Direktivet sætter ufravigelige rammer for, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at fugle må reguleres uden for jagttiden. Først og fremmest gælder, at der ikke må være tilfredsstillende alternativer. Med andre ord skal alle muligheder for at undgå regulering være udtømt.

Regulering af fugle kræver tilladelse. Det er Naturstyrelsen, der administrerer disse tilladelser på baggrund af en bekendtgørelse om vildtskader. Styrelsen har udviklet et digitalt system, der kan håndtere ansøgninger om tilladelser.

Der er desuden krav om, at resultatet af reguleringen skal indberettes i det samme system senest fire uger efter tilladelsens udløb. På den måde får styrelsen et overblik over, hvor meget der rent faktisk bliver reguleret.

For en del pattedyrs vedkommende kræver reguleringen forudgående tilladelse, der søges på samme måde som for fugle. For andre pattedyr eller i andre situationer må der reguleres uden tilladelse.

Betingelser for regulering

 Reguleringen skal tjene til at:

  • Imødegå fare for mennesker eller menneskers sundhed.
  • Imødegå risiko for smitte af mennesker eller dyr.
  • Imødegå risiko for luftfartssikkerheden.
  • Beskytte flora og fauna.
  • Hindre omfattende skader på afgrøder, husdyr, herunder vildtopdræt, skove, fiskeopdræt eller fiskeri- og andre vandområder.
  • Forhindre alvorlig skade på ejendom, forvoldt af vildt (bruges ikke i forbindelse med regulering af fugle).

Anvendelse af fælder

Hvor jagt altid skal foregå med skydevåben eller bue og pil, er der ved regulering mulighed for at bruge fælder i visse situationer. I givet fald er der en række krav til både indretning, håndtering af og tilsyn med fælden. Blandt andet er det et krav, at der skal være kontakt­oplysninger på fælden, så den ansvarlige for den kan kontaktes, hvis der er problemer med fælden, eller hvis reglerne for fældefangst ikke er overholdt.

En række betingelser skal være opfyldt, før man kan gå i gang med regulering. Derfor skal man altid orientere sig om lovgivningen, inden man begynder at regulere.

Hvis man vil bruge fælder, skal man leve op til en række krav. Det gælder udformning af fælden, placering, tydeligt navneskilt og tilsyn.

Her kan du søge om tilladelse til regulering

Her er bekendtgørelsen om regulering og fældefangst (Klik på Almen lovgivning omkring jagt, derefter på "Bekendtgørelsen om Vildtskader"

Her er en folder om korrekt fældefangst