Populationer

En bestand kaldes også en population, og er en gruppe af individer indenfor samme art, som lever indenfor et defineret område. Alle bestande er karakteriseret ved aldersstruktur, kønssammensætning, udbredelse i tid og rum, vækstrate og bestandstæthed. Udviklingen i bestanden kaldes populationsdynamik, og alle bestande ændrer sig konstant gennem tid og sted. For nogle arter ses f.eks. regelmæssige svingninger i bestandsstørrelsen, og andre arter koloniserer nye områder hvor arten ikke fandtes før. Kaninen er et eksempel på en art med store regelmæssige svingningerne i bestandsstørrelsen, og Tyrkerduen et eksempel på en art der har ændret udbredelsesområde. Tyrkerduen har spredt sig fra Lilleasien op igennem hele Europa, og i Danmark blev det første ynglepar registreret i 1950. I dag anslås ynglebestanden til ca. 20.000 – 50.000 par alene i Danmark! Råvildtet er ligeledes en art der har været i kraftig fremgang, og jagtudbyttet er mere end seksdoblet siden Vildtudbyttestatistikken i 1941 startede med at registrere nedlagt råvildt i Danmark. Omvendt forholder det sig med arter som hare og agerhøne, idet jagtudbyttet her blot er en tiendel af udbyttet i 1940’erne. Det er således tydeligt at naturen er dynamisk, og alle bestande konstant ændrer sig. Udbredelse er overordnet set afhængig af landskabet, idet der både kræves velegnede habitater og muligheder for at nå disse habitater. Forskellige landskabselementer kan virke som barrierer for forskellige arter, og disse barrierer kan groft opdeles i naturlige barrierer og menneskeskabte barrierer. Et eksempel på en naturlig barriere for de fleste landlevende pattedyr er havet, og et eksempel på en menneskeskabt barriere kunne være motorveje, vildthegn eller blot store ensartede landbrugsarealer. Barrierer fragmenterer landskabet, og isolerer individer indenfor forskellige arter. Denne isolation af individer medfører separate underpopulationer med egen populationsdynamik, og disse underpopulationer danner tilsammen en metapopulation. En metapopulation er defineret, som en population bestående af underpopulationer som forbindes med hinanden via ind- og udvandring af enkelte individer. Jo mindre den enkelte underpopulation er, des større risiko for udryddelse.

 

Alder og kønssammensætning i en bestand

Aldersstrukturen kan illustreres med et diagram, med de yngste individer i bunden og de ældste i toppen, og med antallet af hanner og hunner på hver sin side. Jo bredere bund, dvs. ”pyramideform”, des flere unge individer, og des højere vækstrate i populationen. I praksis er det ofte svært at aldersbestemme individer i felten tilstrækkelig nøjagtighed til at aldersstrukturen i en bestand kan angives. Derfor er det de færreste vildtforvaltere der tegner diagrammer over deres bestande, men i f.eks. dyrehaver eller andre lukkede bestande er det muligt få et ret detaljeret overblik over bestandens alders- og kønssammensætning ved at registrere køn og antal afkom hvert år. Kender man disse parametre kan man tegne et diagram over kønssammensætningen i de forskellige aldersklasser. På diagrammet til højre ses en bestand i kraftig vækst, idet der er flest individer i de unge aldersklasser, hvorimod diagrammet til højre vises en bestand med langsom vækst, idet de unge aldersklasser har færrest individer. 

INDSÆT FIGUR - Aldersklasser x2

Fra naturens side fødes lidt flere hanner end hunner, uanset hvilken vildtart der er tale om. Men ubalancen mellem de to køn rykkes hurtigt, da hannerne har en højere dødelighed end hunnerne. Dette hænger bl.a. sammen med at unge hanner ofte udsætter sig for større farer end unge hunner, f.eks. ved at udvandre fra kendt terræn når de bliver kønsmodne. Udvandring gennem ukendt terræn er farligt. Overleves udvandringen venter der ofte kampe om territorier og parringsvillige hunner, og summen af disse vilkår gør at hanner generelt lever kortere tid end hunner. Der er naturligvis tale om en grov generalisering, og for jordrugende fugle er yngletiden især farlig for hunnerne, idet hun risikerer at blive ædt af f.eks. en ræv mens hun ruger, dermed varierer risikoen for dødstidspunktet fra art til art. Den generelle overdødelighed blandt hanner giver dog normalt ikke anledning til problemer med hensyn til hunnernes chance for at blive parret, for de fleste jagtbare vildtarter er polygame, hvilket vil sige at én han parrer sig med flere hunner. For monogame arter, som danner par i yngletiden, er det teoretisk set et problem hvis den ene part dør. Men i praksis finder den efterladte part sammen med en ny partner, og dette gælder også for f.eks. gæs og svaner, som ellers er kendte for at danne par for livstid.

Vækst i en bestand

Hvis en art får optimale livsbetingelser, og der ingen begrænsninger er på ressourcerne, så har alle vildtarter en såkaldt eksponentiel vækstkurve. I starten vokser bestanden kun langsomt, men efterhånden bliver væksten større og større, og det er kun et spørgsmål om tid før bestandsstørrelsen ”eksploderer”. Ubegrænset vækst er naturligvis kun muligt i teorien, men hvis det skete, så ville det tage ca. 4 år før 1 par agerhøns var blevet til 5000 individer! Men, til trods for den teoretiske ubegrænsede vækst, så er virkeligheden er fyldt med eksempler på arter der pludseligt ”eksploderer” i antal, og hvis vi bruger jagtudbyttet som indikator for bestandsudviklingen, så er det tankevækkende at betragte hvordan kronvildtbestanden har udviklet sig. DCE har undersøgt udvikling, og dokumenterer, at den gennemsnitlige årlige tilvækst i jagtudbyttet for kronvildt i perioden 1992 - 2011har været på 5,7 %!

INDSÆT FIGUR - Jagtudbytte af Kronvildt

FAKTABOKS: Den generelle formel for eksponentiel vækst er magen til formlen for renteregning, og er givet ved  , hvor N = Bestandsstørrelse i år t, x =  Bestandstørrelse i år 0,  r = Vækstraten, t = tid i år

 INDSÆT FIGUR

Tegning fra Kalchreuter 2005: Teoretisk væksthastighed for forskellige vildtarter. 

 

 

FAKTABOKS: Tilvækst afhænger af bestandstæthed. Når bestandstætheden vokser bliver kampen om ressourcerne også større, og dette medfører at tilvæksten i bestanden aftager. Dette illustreres af figur x, som viser sammenhængen mellem bestandstætheden, tilvæksten og nettoproduktionen. Figuren er et generelt eksempel, men princippet gælder for alle vildtarter, og budskabet er klart: Den højeste nettoproduktion opnås ved en bestandstæthed på ca. halvdelen af arealets bærevne. Dette er vigtig viden for jægeren, der ønsker en sund og livskraftig bestand på sit areal.

INDSÆT FIGUR - BESTANDSTÆTHED