Kompensatorisk og additiv dødelighed

Påvirker jagten vildtbestandene? Det nemme svar er ja, men det er afgørende at vide hvilken betydning påvirkningen har. Hvis jagten forhøjer bestandens samlede dødelighed, så kaldes det for additiv dødelighed, og jagten mindsker her næste års ynglebestand, hvilket ikke er bæredygtigt på længere sigt. Men jagten kan også erstatte noget af den naturlige dødelighed i bestanden. Dermed påvirker jagten ikke bestandens samlede dødelighed, eller næste års ynglebestand. Jagten er i denne situation biologisk bæredygtig, og dødeligheden forårsaget af jagt kaldes for kompensatorisk dødelighed. Princippet bag begrebet kompensatorisk dødelighed er at bestanden kompenseres for tabet af individer, ved at der bliver bedre forhold for de overlevende individer, som så kan producere flere unger i næste ynglesæson. Jægere hævder ofte, at de kun nedlægger vildt der alligevel ville dø af naturlige årsager, og derfor er jagten nødvendig for at sikre vildtets trivsel. Dette er en grov forsimpling af virkeligheden, da det i praksis er vanskeligt at fastslå hvornår der er tale om additiv eller kompensatorisk dødelighed, selv indenfor den samme art. Dette skyldes, at den naturlige dødelighed er svær at forudse, da den primært afhænger af tæthedsafhængige dødsårsager, og her er bæreevnen den afgørende faktor. Derudover gælder det, at jo tættere bestanden er på terrænnets bæreevne, des mere naturlig dødelighed kan kompensere med jagtlig dødelighed. Dette er den biologiske årsag til at mange jægere ønsker så store vildtbestande som muligt, da store bestande tåler en højere jagtlig udnyttelse end små bestande. R-strateger har generelt en højere naturlig dødelighed end K-strateger. Jagten kan erstatte den naturlige dødelighed, og derfor kan r-strateger tåle en relativ høj jagtlig udnyttelse. Det meste småvildt er r-strateger, og derfor tåler f.eks. svømmeænder et højere jagttryk end dykænder og gæs, da dykænder og gæs er K-strateger.