Natur- og vildtpleje

Et af de vigtigste argumenter for natur- og vildtpleje er, at velovervejet indgriben i natur og vildtbestande øger naturindholdet og biodiversiteten på de arealer, hvor der drives jagt. Resultatet bliver bedre jagtmuligheder og mere natur.

Biodiversitet betyder biologisk mangfoldighed, altså mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer – både på land og i vand – plus det samspil, som organismerne indgår i. Biodiversitet omfatter både variationen inden for og mellem arterne.

Traditionelt opfattes natur- og vildtpleje som rettet mod land- og skovbrug. Det er også i fokus her, men der kan sagtens drages paralleller til vandmiljøer. Vildtreservater er fx ofte placeret på steder, hvor der er gode fødemuligheder for vandfugle. Dermed sikres, at vandfuglene forholdsvis uforstyrret kan søge føde på et velforsynet område. Det er god vildtpleje, fordi man kombinerer ”fodring” med rastemuligheder.

Etablering af et netværk af reservater i Danmark har betydet bedre jagt på vandfugle gennem storstilet vildtpleje – og dermed sikring af optimale muligheder for at raste og finde føde.

I det følgende rettes fokus mod den natur-og vildtpleje, der kan gennemføres på den enkelte landbrugs- eller skovbrugsbedrift.

Hovedparten af den naturpleje, der sker på privat initiativ og på frivillig basis, er motiveret af jagtinteresser. Jægerne er uden sammenligning den gruppe af naturinteresserede, der mest aktivt plejer naturen. Men indsatsen kan forbedres, så aktiviteterne bliver mere bæredygtige og til større fordel for biodiversiteten.