Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago)

Foto af: Thomas Iversen

Feltkendetegn

Dobbeltbekkasinen er på størrelse med en solsort og har et meget langt og lige næb, som ses meget tydeligt i flugten. Den kendetegnes ved dens brune ryg med sorte islæt og gullige længdestriber. Bugen er lys, og den har mørkbrun isse med gullig midterstribe og et langt lige næb, som er mindst dobbelt så langt som hovedet, hvilket ses tydeligt i flugten.

Flugten foregår ofte i zig-zag de første meter, indtil fuglen har vundethøjde.

 

Forveksling

Dobbeltbekkasin kan forveksles med enkeltbekkasin, men kendes blandt andet på størrelsen, det længere næb og den lyse midterstribe på issen. Enkeltbekkasinen er tavs i opfløjet, hvorimod dobbeltbekkasinen udsender et karakteristisk hæst skrig, som er et godt kendetegn i felten.

Udbredelse og levesteder

Dobbeltbekkasinen træffes både i  yngle- og træktiden på salte og ferske engarealer, i marsk og i moser. Særligt ofte ses den på arealer, der afgræsses af får eller kreaturer. Den yngler i hele landet. I træktiden gæstes Danmark af et meget stort antal dobbeltbekkasiner fra de store ynglebestande i Skandinavien, Baltikum og Rusland.

Føde

Dobbeltbekkasinen finder sin føde på lavvandede og sumpede områder. Her mærker den sig med hurtige bevægelser af næbbet frem til biller, larver, snegle, orm m.m.

Yngleforhold

Reden placeres i en fordybning på fugtige enge, i moser, ved søbredder mv. I ynglesæsonen markerer hannen territoriet ved at dykke fra stor højde og med den udspilede hale frembringe en brægende eller vrinskende lyd. Det har givet arten tilnavnet ”horsegøg”. Dobbeltbekkasiner er monogame, og parret lægger fire æg. De bliver kønsmodne som 2-årige.

Bestandsudvikling

Bestandsomsætningen er middel-langsom i kraft af den relativt sene ynglealder og den beskedne kuldstørrelse.

Vildtforvaltningsrådets målsætning

Der er ønske om en voksende bestand.

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Jagten anses for at være bæredygtig og den nuværende jagttid bevares.