Vadefugle

Danmark er et vigtigt område for både ynglende og trækkende vadefugle takket være kyststrækninger med lavt, for det meste isfrit vand og landets centrale beliggenhed på trækruten mellem Syd-og Nordeuropa. Derfor har vadefugle jagt også tidligere spillet en stor rolle i Danmark. I dag er denne jagtform imidlertid ret begrænset pga. ændrede jagttider.

Vadefugle er specialiserede til at udnytte forskellig slags føde i form af insekter, orm, krebsdyr og muslinger, som oftest findes på lavt vand. De fleste vadefugle har således lange ben og tæer, som er velegnede til at vade på blødbundsarealer. Næbbet er hos de enkelte fuglearter specialiseret til deres foretrukne føde.

De fleste arter bliver relativt sent kønsmodne (2-3 år), og stort set alle arter lægger fire æg – enkelte dog kun tre. Vadefugles unger er såkaldt redeflyende, hvilket betyder, at de selv er i stand til at finde føde få timer efter, de er klækkede. Forældrefuglene behøver altså ikke bruge tid og energi på at fodre ungerne. Bestandsomsætningen er derfor relativt langsom hos vadefuglene.

Vadefugle er for de fleste arters vedkommende monogame. Hos mange arter skiftes kønnene til at ruge på æggene, men hen mod klækningen er det hannerne, der ruger mest. De fleste vadefuglearter foretager lange træk fra nordlige yngleområder til overvintringsområder i Sydvesteuropa og Centralafrika. Inden trækket skiftes fjerdragten, så fuglene har nye fjer til den lange rejse. Nogle fugle begynder trækket tidligere og flyver fx til Danmark, hvor de nyder godt af de gode muligheder for at søge føde på vadefladen. Under opholdet fældes fjerene, og fuglene skifter fra den farverige pragtdragt til den mere diskrete vinterdragt.

Fredning mod faldende ynglebestande

Helt op i 1980’erne var 15 af de omkring 30 vadefuglearter der forekommer almindeligt i Danmark, jagtbare. I dag er der kun to jagtbare arter af vadefugle tilbage, nemlig dobbeltbekkasin og skovsneppe. Fredningen af de øvrige skyldtes flere forhold, men et gennemgående  træk var  faldende  ynglebestande  på  grund af dræning, intensiveret landbrugsdrift, tilgroning eller andre forringelser af fuglenes levesteder. Særligt engfugle som vibe, kobbersneppe og brushane var  udsatte.

Da vadefugle typisk kun får ét kuld om  året med blot fire æg, er trængte arter ret sårbare for yderligere indgreb i bestanden gennem fx jagt eller prædation.