Sædgås (Anser fabalis)

Feltkendetegn

Der optræder to underarter af sædgæs i Danmark: skovsædgås (tajgasædgås) og tundrasædgås. De er stort set ens af udseende, men adskiller sig bl.a. ved valg af ynglelokalitet. Fjerdragten er overvejende grå, med lyst bryst, uden tværbånd eller bugpletter. Hals og hoved er mørkebrune, som hos kortnæbbet gås. Næbbet er orangegult og sort, og benene er orangegule. Den knap så almindelige tundrasædgås har et lidt kortere næb, der dog er lidt større end den kortnæbbedes.

Forveksling

Sædgåsen kan forveksles med grågås, blisgås og kortnæbbet gås. Det bedste kendetegn hos sædgåsen er det orangegule næb med sorte aftegninger og de orangegule ben. I flugten kan den kendes på sine mørkere og længere vinger, der ikke har en lys forvinge.

Det er vanskeligt at kende forskel på de to underarter, men tundrasædgåsen virker mere tung fortil og næb, hoved og hals er kraftigere i forhold til kroppen end hos skovsædgås. Hos unge sædgæs kan farven på benene hos nogle individer være tæt på lyserød, og så er det sikreste kendetegn forvingen i forhold til grågås, blisgås og kortnæbbet gås.

Udbredelse og levesteder

Skovsædgåsen yngler i skovmoser i det nordlige Skandinavien og det nordlige Rusland. Den hører hjemme i Tajga-zonen, der er en naturtype, der forekommer på den nordlige halvkugle, og som er kendetegnet ved sine vældige skove af stedsegrønne nåletræer eller blandingsskove af nåletræer, birk, røn m.fl. Skovsædgåsen overvintrer i Sydsverige, Danmark, Tyskland, Holland og England.

Tundrasædgåsen yngler på tundraen i det nordlige Sibirien. Den overvintrer i Europa hovedsageligt i Øst- og Centraleuropa samt Holland og Tyskland. Skovsædgåsen er en almindelig træk- og vintergæst i Danmark, tundrasædgåsen kun fåtallig.

De vigtigste rastepladser findes i Jylland med Rosvang og Vejlerne i Thy og Lille Vildmose og Tjele ved Viborg, som de største. Sædgåsen ankommer til Jylland allerede i oktober og trækker videre sydpå, når vinteren kommer. På Øerne ankommer sædgåsen først hen i december, og disse fugle er skånske vinterfugle, som overvintrer i Danmark, hvis vinteren ikke er for hård. De vigtigste rastepladser på Øerne er Holmegårds Mose, Tystrup-Bavelsesøerne og Tissø. I marts begynder de trækket mod nord.

Føde

Sædgåsen finder sin føde primært på dyrkede marker, og den lever af rødder, græs samt afgrøder og korn. Tidligere fandt den sin føde på enge og i moser, men sandsynligvis på grund af dræning og opdyrkning har fuglene ændret deres fødevaner.

Yngleforhold

Sædgåsen bliver kønsmoden som 2-3 årig. Den bygger rede og lægger æg fra maj til midt i juni. Æglægningsperioden påbegyndes senere alt efter hvor langt mod nord, ynglepladsen er placeret. Reden bygges i en fordybning i jorden nær skovmoser og søer. Reden bliver foret med dun og fjer. Sædgåsen placerer sin rede det samme sted år efter år. Den lægger 4-6 æg, der bliver udruget på 27-29 dage. Ungerne er flyvefærdige efter yderligere 56 dage.

Bestandsudvikling

Antal af sædgæs i Danmark er meget varierende alt efter, hvor hård vinteren er. Tidligere var alle sædgæs, der sås i Danmark, skovsædgæs, men i de senere år er der indrapporteret flere og flere tundrasædgæs. Den samlede flyway-bestand af skovsædgæs er i tilbagegang med et fald fra 100.000 fugle i midt 90´erne til 63.000 i 2008/2009 til 42.000 fugle i 2011. Den samlede flyway-bestand af tundrasædgæs er i fremgang med en stigning fra 522.000 fugle i 2007/2008 til 550.000 fugle i 2011.

Jagtmuligheder og fredninger

Sædgås er fredet i hele Danmark, bortset fra Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommune. Her er jagttiden fra den 1. september til den 30. november. Jagtudbyttet har det seneste år ligget på 1.400 sædgæs i 2015/2016 uden korrektion for manglende indberetninger.

DJ's holdning

Der ønskes udarbejdet en international forvaltningsplan, med henblik på at øge jagten, da Tundrasædgåsen går væsentlig frem og mængden af trækfugle i Danmark øges.