Knortegås (Branta bernicla)

Foto af: Niels Søndergaard og Thomas Iversen

Feltkendetegn

Der findes tre underarter af knortegås i Danmark, hvoraf to er almindeligt forekommende; lysbuget knortegås (Branta bernicla hrota) og mørkbuget knortegås (Branta bernicla bernicla). Begge underarter kendes på deres sorte hoved og hals med en karakteristisk hvid halsplet hos de voksne fugle. Næb og ben er sorte, og knortegåsen er den eneste gås med sort hoved og hals.

Knortegåsen er den mindste af rajgæssene, på størrelse med en gråand. Kroppen er mørkegrå, og hos den mørkbugede knortegås er bugen mørk koksgrå. Hos den lysbugede knortegås er bugen lysegrå med mørkegrå striber.

Den 3. underart er sortbuget knortegås (Branta bernicla nigricans), og den er meget mørk, næsten sort, på bugen med hvidlige sider, der står i stærk kontrast til den meget mørke bug. Halspletten er større end hos de to andre knortegåse arter.

I flugt virker knortegåsen korthalset med slanke, spidse og lidt bagudrettede vinger. Knortegæs flyver ikke i kileformation, dog stadig i flok. Arten har fået navn efter den rullende ”knorr” lyd, som høres fra flokkene af knortegæs.

Juvenile fugle kan kendes på smalle, lyse bånd på ryg og overvinge og manglende halsplet.

Forveksling

Knortegåsen er svær at forveksle med andre arter, grundet sin lille størrelse og særegne fjerdragt. Forveksling er mest sandsynlig i forhold til dens egne underarter. Hvis man skal tale om lignende arter, må det være bramgås, der dog har en meget lysere bug og et hvidt hoved, og canadagås, der har en hvid kindstribe og er meget større.

Udbredelse og levesteder

Den mørkbugede knortegås er den mest talrige i Danmark, og den yngler i Nordsibirien og overvintrer i bl.a. i Holland og Frankrig. Den raster ved lavvandede hav- og fjordområder og om vinteren også på strandenge og græsarealer. Forår og efterår raster mellem 15.000 og 20.000 fugle ved Vadehavet, som er den mest besøgte lokalitet.

Den lysbugede knortegås yngler på Svalbard og overvintrer bl.a. i Danmark, der er dens vigtigste overvintringssted. Den er noget mere fåtalligt repræsenteret i Danmark end den mørkbugede underart og ses kun almindeligt i det nordlige Vadehav og få steder i Nordjylland. Om efteråret ses de i det nordlige Jylland omkring Limfjorden og på Djurslands nordkyst og dele of Nordfyn.

Den sortbugede knortegås yngler i nordøstlige Sibirien og nordvestligste Nordamerika. Denne underart er en sjælden gæst i Danmark.

Føde

Knortegåsen spiser græsser, mosser og laver, og om vinteren spiser den også ålegræs og bændeltang. I takt med at bestanden er vokset, er den begyndt også at søge føde på dyrkede marker, når den ikke længere kan finde ålegræs og tang. 

Yngleforhold

Knortegåsen yngler ikke i Danmark, men i polarbæltet. Der yngler den i kolonier på småøer langs klippekyster. Knortegåsen er monogam, og den bliver kønsmoden som 2-3 årig. Den lægger 3-4 æg, og de udruges på 24-26 dage. Ungetiden er på 40 dage.

Bestandsudvikling

Den sibiriske bestand af mørkbuget knortegås er gået markant frem efter sygdom i ålegræsset i 1930´erne havde reduceret bestanden kraftigt. Bestanden gik fra omkring 40.000 fugle i starten af 1970´erne til lidt over 300.000 fugle i starten af 1990´erne. Bestanden vurderes nu til at være på omkring 200.000 fugle på grund af ringe ynglesucces.

Den lysbugede knortegås, som er dansk ansvarsart, er gået frem fra 2.000 fugle i 1960´erne til ca. 7.000 fugle i 2004/05. Bestanden er dog potentielt truet af konkurrence med bramgås på ynglepladserne og forurening af overvintringsområderne i Danmark, der har medført mindre ålegræs i de danske fjorde.

Der er fin overensstemmelse mellem antallet af lemminger og ynglesuccesen hos knortegås, og rytmen er 3-årig. Jo flere lemminger til fjeldrævene, jo flere gæslinger overlever.

Jagtmuligheder og fredninger

Knortegåsen er fredet.

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Jagttid på mørkbuet knortegås.