Blisgås (Anser albifrons)

Feltkendetegn

Blisgåsen er en mellemstor grå gås med en ret kort hals. Den er mindre end grågåsen. Voksne fugle har en tydelig hvid blis omkring næbroden og sorte tværbånd på bugen. Ungfugle mangler både blis og tværbånd. Fjerdragten er gråbrun. Benene er orange, og næbbet er lyserødt uden sorte aftegninger.

Forveksling

Blisgåsen kan forveksles med dværggås og grønlandsk blisgås. Dværggåsen er dog mørkere i fjerdragten, er mindre og har en gul øjenring. Den hvide blis hos dværggås går længere op på hovedet end hos blisgåsen og dværggåsen har færre tværbånd på bugen end blisgåsen. Den grønlandske blisgås har en mørkere ryg og hals og har orange næb. Både dværggås og grønlandsk blisgås er sjældne i Danmark.

Udbredelse og levesteder

Blisgåsen er opdelt i flere underarter, der yngler forskellige steder på den nordlige halvkugle. Det drejer sig om Nordsibirien, det nordlige Canada og Alaska og Vestgrønland. De fugle, vi ser i Danmark, kommer fra den nordsibiriske bestand, der overvintrer i det vestlige Europa. Når blisgåsen ses i Danmark, er det fortrinsvis på Fyn, Bornholm, Lolland-Falster og ved Vadehavet. Efterårstrækket ses primært i den sydøstlige del af Danmark.

Den nordsibiriske bestand er Europas største gåsebestand på ca. 1,5 millioner fugle. Hovedtrækruten går primært sydøst om Danmark, men mængden af trækkende blisgæs øges i Danmark i disse år. Den grønlandske bestand består kun af ca. 30.000 fugle og ses meget sjældnere i Danmark, fordi dens trækrute fra Grønland ender i Irland og Skotland.

Føde

Blisgåsen lever af græs, rødder, vintersæd og korn, som den finder på enge og dyrkede arealer.

Yngleforhold


Blisgåsen yngler på den arktiske tundra. Ynglesuccessen kan variere meget på grund af de ekstreme forhold, blisgåsen yngler under. Blisgåsen bliver kønsmoden i en alder af 3 år. Den bygger en dunfyldt rede på jorden, hvor den lægger 5-6 æg i juni. Rugetiden er 22-28 dage, og ungetiden er 40-43 dage.

Bestandsudvikling

Rastebestanden i Danmark er steget markant, hvilket skyldes, at fly-way bestanden er steget fra 600.000 fugle i 1990´erne til 1,5 millioner fugle nu. Generelt er den nordsibiriske bestand i fremgang. Antallet af unger kan variere fra år til år, efter hvordan forholdene har været i yngleperioden.

Jagtmuligheder og fredninger

Det meste af flyway-bestanden raster syd for Danmark, og det er kun den lille andel, som raster i den sydlige del af landet, der jages i Danmark. Der er intet, der tyder på, at det stigende jagtudbytte i Danmark har påvirket bestandsudviklingen i negativ retning, hvorfor jagten vurderes som værende bæredygtig.

Der har i mange år været en særfredning af blisgåsen på Nordfyn af hensyn til den lille bestand, der længe har forekommet der. Det årlige jagtudbytte i 2015/2016 i Danmark, uden korrektion for manglende indberetninger, er på 3.800 blisgæs. Jagttiden er fra den 1. september til den 31. januar.

Vildtforvaltningsrådets målsætning

Bestanden er gået kraftig frem og kan lokalt være en problemart for landbrug, økosystem, sundhed og flysikkerhed.
Der er derfor ønske om en stabilisering af bestanden.

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Da bestanden af blisgæs vokser skal den lokale fredning af blisgæs i Nordfyn kommune.