Atlingand (Anas querquedula)

Feltkendetegn

Atlinganden er vores næstmindste svømmeand, kun lidt større end krikanden. Hannen i pragtdragt har et rødbrunt hoved med en bred, hvid stribe fra over øjet til nakken, blågrå forvinge og matgrønt vingespejl, afgrænset af hvide bånd. Bugen er lysegrå, og brystet og halen er brun. I eclipsedragt er hannen mørkebrun med spættet fjerdragt med en lys stribe over og under øjet.

Atlingandens hun har en brunspættet fjerdragt med en beige stribe over øjet, en beige plet ved næbroden og en beige hageplet, mørkt vingespejl, som foran og bagtil er afgrænset af hvide bånd. Juvenile atlingænder ligner hunner, dog er de lidt mørkere i farven.

Næbbet hos atlinganden er sort, langt og kraftigt, dog ikke så stort som hos skeand. Benene er sorte.

Forveksling

Atlingandens hun kan let forveksles med krikandens hun og ungfugl. Det grønne vingespejl hos krikand er en sikker måde at kende krikand fra atlingand. Desuden er der forskel på måden, de to ænder spiser; atlinganden vender sjældent gumpen i vejret, når den spiser, men snadrer i vandoverfladen. Krikanden vender næsten altid gumpen i vejret.

Atlingandens hun kan også forveksles med skeand hun, her er forskellen tydelig at se på skeandens væsentlig kraftigere og længere næb og større størrelse.

Udbredelse og levesteder

Atlinganden yngler i de temperede egne i et bælte fra Vesteuropa over Rusland til Stillehavet i øst. Der yngler flest atlingænder i det centrale Rusland. I Europa er den relativ fåtallig i Vesteuropa, og den yngler ikke i det nordlige og østlige Europa. Danmark ligger på kanten af atlingandens nordvestlige udbredelsesområde, og der yngler kun få atlingænder i Danmark. Her ses den på strandenge og ved lavvandede, næringsrige søer og moser. Det er relativt få atlingænder, der kommer forbi Danmark på deres lange træk sydpå. Efterårstrækket ligger så tidligt (august-oktober), at der kun nedlægges atlingænder i begyndelsen af jagtsæsonen.

De europæiske atlingænder overvintrer ved de vestafrikanske floddeltaer syd for Sahara. Dermed er atlinganden den danske and, der trækker længst væk om vinteren.

Føde

Atlinganden lever af både planteføde og smådyr, som den finder i vandoverfladen ved at snadre eller på bunden af lavt vand.

Yngleforhold

Atlinganden bliver kønsmoden som 1 årig. Den bygger en dunklædt rede på jorden under dække af randvegetation nær vand, hvor den lægger 8-11 æg i maj-juni. Æggene udruges på ca. 21-23 dage, og ungetiden er på 35-40 dage.

Bestandsudvikling

Bestanden af ynglende atlingænder i Danmark er fluktuerende alt efter hvor varmt og regnfuldt foråret har været; jo varmere og vådere, jo flere atlingænder. Der yngler kun omkring maksimalt 300-500 par i Danmark. Generelt menes arten at være udsat for tilbagegang i Europa.

Flyway-bestanden vurderes til at ligge på omkring 2 millioner individer, og bestanden vurderes til at være faldende. Årsagen til tilbagegangen er tørlægning af yngleområder, og påbegyndt risdyrkning på de oversvømmede arealer langs de vestafrikanske floder, hvor atlinganden overvintrer.

Jagtmuligheder og fredninger

Jagtudbyttet har vist en tilbagegang både på langt og på kort sigt. Det meste af flyway-bestanden trækker syd om Danmark på vejen til Afrika, og det betyder, at det kun er en lille del af bestanden, der kan jages i Danmark. Den del, der kommer til Danmark, forekommer mest i de sydlige dele af landet.

Det vurderes, at jagten med al sandsynlighed er bæredygtig, dog gør tilbagegangen i flyway-bestanden det svært at bedømme jagtens indflydelse. Desuden er andelen af atlingænder i Danmark meget fluktuerende fra år til år. Jagtudbyttet i Danmark har det seneste år ligget på 792 atlingænder i 2015/2016 uden korrektion for manglende indberetninger. Jagttiden er fra den 1. september til den 31. december (til den 31. januar på havet).

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Jagten anses for at være bæredygtig, men jagttiden ønskes udvidet i januar måned.