Hare (Lepus europaeus)

Foto af: Thomas Iversen og Jørgen Sørensen

Feltkendetegn

Pelsfarven er rødbrun med hvide aftegninger omkring ansigtet, maven og under halen og sorte aftegninger på oversiden af halen og spidsen af ørerne. Ørerne er meget længere end hovedet, og bagbenene er ca. dobbelt så lange som forbenene. Øjnene er gule og placeret på siden af hovedet, hvilket gør det muligt for haren at se næsten hele vejen rundt om den selv. Haren kan sige svage knurre-lyde og i nød et gennemtrængende ”angstskrig” som lyder som et barneskrig.

Forveksling

Haren kan forveksles med vildkaninen. Haren er dog væsentlig større og længere. Vildkaninen har kortere og mere ensfarvede ører uden sort spids, og dens forben og bagben er næsten lige lange.

Udbredelse og levesteder

Den europæiske hare findes i hele Europa. I Danmark er den vidt udbredt, men findes dog mest talrigt på Øerne, især på Bornholm. I Jylland er haren mindre almindelig. Den er desuden indført som jagtvildt mange steder i verden. Det gælder for eksempel dele af Sverige, Canada, USA, Sydamerika og Australien.

Haren lever primært i det åbne land, specielt på dyrket jord. Om vinteren, når der er snedækket, kan haren trække ind i skovene for at have lettere adgang til føde. Haren er et skumrings- og natdyr. Haren har også tilpasset sig til et liv i byerne, og på plænearealer ved flere boligkomplekser ses voksne harer med killinger.

Haren er ikke territorial, men har homeranges, områder hvor dyret færdes regelmæssigt for at dække dets fødebehov og reproduktionsbehov. Disse hjemmeområder kan variere i størrelse alt efter fødetilgængelighed og hanners områder overlapper typisk to eller flere hunners områder. Størrelser er set fra 16 til 340 hektar. Haren betragtes som standvildt.

Føde

Haren lever af urter, kløver og fedtrige græsser, såsom korn. Om vinteren, eller når føden er knap, kan haren skifte til at spise grene og bark.

Yngleforhold

Hannen parrer sig med flere hunner, den er polygam. Parringssæsonen begynder sent i januar og fortsætter til oktober. Når sætteren (hunnen) er i brunst, forfølges hun ofte af flere hanner (ramlere), der konkurrerer om hende ved at slås med hinanden. Hvis hunnen ikke er klar til at parre sig, vil hun jage hannerne væk. Parringslegen ligner en boksekamp, hvor dyrene parvis står på bagbenene og ”bokser” med forbenene.

Den europæiske hare føder 1-2 killinger i det første kuld og 3-4 i senere kuld i en sæson. Der fødes 3-4 kuld pr. sæson. Kuldstørrelsen afhænger af hunnens kondition og fitness. Sætteren føder killingerne direkte på jorden, og kort efter forlader hun dem for kun at vende tilbage én gang i døgnet for at give die. Killingerne spreder sig i fødeområdet og gemmer sig på jorden, gerne i en lille fordybning i græsset, hvor de sidder helt stille, også når der er fare på færde. De vender tilbage til fødestedet, når det er tid til at få mad, som er ca. en time efter solnedgang. Når killingerne er ca. en måned gamle, holder moderen op med at give die, og de er i stand til at klare sig selv.

Bestandsudvikling

Haren var i første halvdel af 1900-tallet en af landets hovedvildtarter, men siden begyndelsen af 1960´erne (industialiseringsperioden) er bestanden gået betydeligt tilbage over hele Europa. I perioden fra 1940-2001 faldt udbyttet af harer fra ca. 475.000 til 71.000. De mest sandsynlige årsager til denne tilbagegang er intensiveret og mekaniseret landbrug, klimaforandringer, habitatfragmentering og tab, sygdom og forurening. For harekillingernes vedkommende er de vigtigste dødsårsager mangel på egnet føde i sommerperioden, kørsel med landbrugsmaskiner og ikke mindst prædation fra især ræve og krager.

Jagtmuligheder og fredninger

I Danmark er der fastsat jagttid på hare, og der nedlægges årligt omkring 56.000 individer. Haren er p.t. opført som ”Sårbar” på den danske Rødliste, fordi bestandstilbagegangen ud fra vildtudbyttestatistikken blev vurderet til mere end 30 % over en 10 års periode, samt at bestandstætheder og rekrutteringsrater i dele af Jylland er så lave, at der er mere end 10 % sandsynlighed for, at større harebestande vil uddø inden for de næste 100 år. Der nedlægges harer i alle landets kommuner, men jagtudbyttet er generelt størst på Sydsjælland, Lolland og Falster samt på Bornholm. Jagttiden på hare er fra den 1. oktober til den 15. december.

Vildtforvaltningsrådets målsætning

Haren er i dag stadig relativt udbredt. Den er lokalt hyppigt forekommende og ikke truet af udryddelse på nationalt plan, selvom den over en lang årrække er gået stærkt tilbage. Bestandstætheden varierer meget, fra relativ talrig til meget fåtallig i forskellige områder, afhængigt af arealanvendelse, topografi og forekomst af prædatorer.

Målsætningen er derfor at opnår en stigende bestand og som minimum at nå niveau 2 i forvaltningsplanen for hare.

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Da jagtudbyttet ikke er en begrænsende faktor ift. bestandsudviklingen, ønskes der øget jagttid til den 31. december.

Danmarks Jægerforbund arbejder derfor på følgende

Indsatsen for hare sker via Danmarks Jægerforbunds markvildtindsats, som er finansieret af regerings Naturpakke. www.markvildt.dk