Søg på Jægerforbundet.dk
HjemSitemapUdskrivFå websitet læst højt

Menu

Nye regler for kraftige luftvåben
Justitsminister Morten Bødskov har i dag udstedt nye regler, der forbyder kraftige luftvåben, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeren har dog lyttet til Danmarks Jægerforbunds ønske om fortsat at kunne benytte kraftige luftvåben til reguleringsopgaver, og derfor er Jægerforbundet på linje med Morten Bødskov i denne sag.

Udviklingen inden for fremstilling af våben har medført, at der i dag findes luftvåben på markedet, der kan være ligeså farlige som egentlige skydevåben. Disse luftvåben kan i dag købes frit af enhver over 18 år. Det sætter justitsministeren nu en stopper for.

Ønsker kontrol med kraftige luftvåben
Justitsministeren har i dag udstedt en ny bekendtgørelse om ændring af våbenbekendtgørelsen. De nye regler træder i kraft den 1. juni 2012 og fra dette tidspunkt vil det være forbudt at indføre, fremstille, erhverve, besidde, bære og anvende visse kraftige luftvåben, med mindre man har en tilladelse fra politiet, et jagttegn eller er medlem af en skytteforening.

- Det er alt for farligt, at de nye – og meget kraftige – luftvåben kan florere i samfundet, uden at politiet har hånd i hanke med, hvem der bærer dem, og hvor mange der er i omløb. Derfor er det vigtigt, at politiet nu får kontrol med de kraftige luftvåben. Vi skal ligesom vores nabolande have de kraftige luftvåben ind under våbenlovens kontrolordning. Det betyder, at de kraftige luftvåben fremover vil kræve en våbentilladelse, udtaler Justitsminister Morten Bødskov og tilføjer:

- Jeg har samtidig lagt vægt på, at jægere og sportsskytter, der anvender luftvåben i dag, fortsat på en smidig måde kan erhverve og anvende de kraftige luftvåben til jagt og sport.

Kun forbud mod kraftige luftvåben
De nye regler indebærer, at enhver fremover skal have en tilladelse fra politiet, et jagttegn eller være medlem af en skytteforening for at kunne anvende et kraftigt luftvåben.

Det er dog alene luftvåben, der har en særlig stor kaliber, der bliver omfattet af forbuddet. Luftvåben, der har en kaliber på 4,5 mm eller derunder kræver fortsat ingen tilladelse, og kan således fortsat erhverves og anvendes af enhver person over 18 år.

Med den nye bekendtgørelse vil de farligste luftvåben komme ind under våbenlovens kontrolordning og sidestilles med andre skydevåben. Dermed får politiet kontrol med de luftvåben, der kan være ligeså farlige som egentlige skydevåben.

Krav til nuværende ejere
Personer, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden er i besiddelse af et luft- eller et fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm kan fortsat besidde dette våben, hvis de inden for et år fra bekendtgørelsens ikrafttræden anmelder dette til politiet. Anmeldelsen sker ved at udfylde en blanket og sende blanketten til politiet.

Hvis en person, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden allerede besidder et luft- og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm, ønsker at bære og anvende våbnet, skal personen have en våbentilladelse, et jagttegn eller få en våbenpåtegning på sit medlemsbevis til en skytteforening.

Jægerforbundet tilfreds
I Jægerforbundet hilser formand Ole Roed Jakobsen de nye regler om kraftige luftvåben velkommen.

- Det er rart at se, at Morten Bødskov har lyttet til Jægerforbundets ønske om dels fortsat at kunne anvende kraftige luftvåben til f.eks. reguleringsopgaver, dels at erhvervelsen af kraftige luftvåben sidestilles med erhvervelse af haglvåben, nemlig at køber er underlagt en anmeldelsesforpligtelse. Det betyder, at Jægerforbundet på det foreliggende er enig med justitsministeren, siger Ole Roed.
MSJ

FAKTA:

Læs bekendtgørelsen i sin helhed på retsinformation.dk 

Læs mere om konsekvenserne af forbuddet mod luft- og fjedervåben
Opret tråd om denne nyhed i debatforum
Tip en ven om denne nyhed
[25-04-2012 kl. 10:15]
Tilbage


Kraftige-luftvåben-stor.jpg
Jægerforbundet er meget tilfreds med, at jægere fortsat må anvende kraftige luftvåben til f.eks. regulering af rågeunger. FOTO: CARSTEN DAHL-HANSEN
 

 

Annoncer


© 2008 Danmarks Jægerforbund
Højnæsvej 56 | 2610 - DK Rødovre | Tlf. 88 88 75 00 | Fax: 36 72 09 11 | Email: post@jaegerne.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.