Den vildtpleje, som vi jægere udfører året rundt, har som sit primære formål at sikre store og sunde vildtbestande, der producerer tilstrækkelig afkom til, at vi kan høste en del af overskuddet i den kommende jagtsæson.

Vort håb er derfor, at mange hønsefugle i maj og juni måned vil begynde at ruge på rigtig mange æg.

Desværre viser nyere forskning fra England, at dette ikke resulterer i særlig mange levedygtige kyllinger, hvis ikke hønen er i en tilstrækkelig god foderstand. Derfor kan det på det kraftigste anbefales at lade fodring af hønsefuglene indgå som en vigtig del af vildtplejen på ens jagtterræn.

Naturlige fødeemner er selvsagt langt at foretrække for agerlandets fauna frem for udlagt foder. Men desværre producerer det intensivt drevne moderne danske landbrug begrænsede mængder af egnet føde for markvildtet.

Fodring året rundt
Generelt set vil det derfor være en fordel at fodre bestandene af agerhøns og fasaner året rundt. På mange jagtterræner fodres der i efterårsmånederne for at kunne holde flere fugle sammen på reviret end det naturlige fødeudbud betinger.

I de hårdeste vintermåneder fodres der for at begrænse den vinterdødelighed, som skyldes sult og kulde, og som er yderst aktuel med det vejrlig, vi oplever her i starten af 2010. Og endelig er der flere og flere steder, hvor fodringen af agerhøns og fasaner fortsættes gennem hele forårsperioden af hensyn til den ynglesucces, der er så altafgørende for hønsefuglebestandenes trivsel.

Forårsanalyser af hønsefugles ekskrementer viser, at føden næsten udelukkende består af grønt, hvis der ikke fodres på terrænet. Det er meget naturligt, eftersom der findes mange marker med vinterafgrøder og dermed friske grønne plantedele, som er meget proteinrige.

Problemet er imidlertid, at de grønne plantedele ikke har et tilstrækkeligt højt indhold af energiholdigt næringsstof, til at agerhønsene og fasanerne kan opbygge de nødvendige fedtreserver, som skal sikre deres evne til at reproducere sig.

Her er det afgørende, af de kan finde frø fra enårigt ukrudt eller korn, hvis indhold af næringsstoffer har en mere passende sammensætning.

Engelske undersøgelser giver ny viden
Resultaterne af den forskning, der er udført af den engelske Game and Wildlife Conservation Trust viser, at en bestand af fasanhøner, der fodres til og med maj måned, er i en betydeligt bedre kondition – dvs. har opbygget større fedtreserver – umiddelbart før ynglesæsonens start, og bidrager efterfølgende med dobbelt så mange kyllinger til efterårsbestanden, end en bestand af fasanhøner, der kun efterårs- og vinterfodres. Man mener, at dette skyldes, at ynglende fasanhøner, der er i dårlig kondition:

• Har en større risiko for angreb af sygdomme og indvoldsorm og deraf følgende yderligere svækkelse eller død.
  
• Har behov for mere fødesøgningsaktivitet gennem yngleperioden og udsætter derved sig selv og reden for øget prædation.
  
• Kan ikke opretholde en passende rugetemperatur på æggene og opgiver eventuelt reden før kyllingernes klækning.
  
• Ligger uroligt på reden og udsender fært, der øger risikoen for, at prædatorer opdager reden.
  
• Søger efter energirige fødeemner til sig selv efter æggenes klækning og præger derfor ikke kyllingerne korrekt på den for dem livsnødvendige proteinholdige insektføde.
  
• Sjældent evner at forsøge med et nyt kuld, hvis den første rede går tabt.

Vælg de rigtige biotoper
Derfor er der god grund til at fodre i den periode. Hvede og majs er godt foder, men også byg og havre kan anvendes. Vinterfodringen af fasaner foregår oftest i skovtykninger og tætte remisser, hvor der er skjul og læ, men ved forårsfodringen bør fodertønderne flyttes ud i det åbne land.

Fasanhønernes ynglehabitat er skovbrynene, de levende hegn og mange af de andre småbiotoper og markskel, der udgør randzoner til det dyrkede landbrugsland. Ved at opsætte foderrør eller -spande i disse biotoper vil man øge værdien af lokaliteten for hønsefuglene, og mange steder vil tilgangen af foder måske være det element, der skaber nye potentielle yngleområder på terrænet.

Specielt agerhønsene vælger tydeligt deres yngleterritorium med foderautomaten som det centrale element. Derfor bør man også tage højde for, at denne placeres, hvor de omkringliggende markafgrøder forventes at fremstå tilstrækkelig lysåbne og insektrige i juni og juli måned, hvor fasan- og agerhønekyllingerne forhåbentlig myldrer ud af æggene.

Flora- og faunazoner
Helt optimalt er det derfor, hvis der langs den randzone, hvor foderautomaten er placeret, anlægges en såkaldt flora- og faunazone. Denne består af kombinationen af tre elementer: En tuegræsstribe/insektvold, en vildtstribe på maksimalt seks meter med bi- og vildtvenlige afgrøder og endelig en barjordsstribe på maksimalt to meter.

Landbrugets enkeltbetalingsordning tillader, at sådanne flora- og faunastriber etableres i kornmarker, uden at arealtilskuddet mistes, uden at de skal indmeldes med separat marknummer, og uden at markens hovedafgrøde (f.eks. hvede) fratrækkes arealets gødningskvote eller udgår som harmoniareal.

Med disse nye tilladte plejetiltag ser fremtiden for markens hønsefugle bestemt lysere ud, men det kræver som udgangspunkt, at disse muligheder udnyttes af landmænd og jægere.
Niels Søndergaard