| Her i efteråret har Team Tøs sammen med Hagested-Gislinge Jagtforening afholdt et weekendkursus for 14 kvindelige nyjægere. Jægerforbundet gav økonomisk støtte til arrangementet, som fire af Team Tøs´ tovholdere, Lene Skovgaard, Laila Mortensen, Birgit Poulsen og Marianne Granzow, stod i spidsen for.
Lørdagen begyndte med en gennemgang af såvel de skrevne som de uskrevne regler i jagtens verden. Senere fik kursisterne lejlighed til at træne på jagtforeningens flugtskydningsbane i tre timer.
Flugtskydning og jagt - Her havde fire af foreningens erfarne mandlige flugtskydningsinstruktører velvilligt stillet sig til rådighed med råd og vejledning, fortæller Lene Skovgaard, der for 10 år siden etablerede kvindenetværket Team Tøs med base i Hagested-Gislinge Jagtforening, og fortsætter:
- Resten af lørdagen bød på en fasanjagt og en andejagt, inden vi fik serveret en delikat jagtmiddag, som flere af jagtforeningens medlemmer sørgede for. Derefter var der hyggeligt samvær og overnatning, inden søndagens program bestående af jagt hele dagen, hvor deltagerne fik prøvet både at stå for og drive.
Arrangørerne havde skaffet harejagt, både drevet som almindelig trampejagt og kedeljagt, samt flere fasansåter til om søndagen. Efter hver såt blev der fulgt op på de 14 jægeres oplevelser, ligesom der inden hver såt blev gjort meget ud af sikkerheden.
Tid nok - Som nyjæger var det et fantastisk godt kursus at deltage i, for det var f.eks. helt legitimt at stille, hvad nogle måske vil betegne som dumme spørgsmål. Sådan blev de bare ikke behandlet, tværtimod var der hele vejen i gennem – både på skydebanen og på jagt – beregnet tid til at følge op på dagens hændelser. Vi havde ikke travlt – det skulle da lige være med at suge til os af guldkorn fra de erfarne jægere/tovholdere, siger Bettina Larsen med et smil og fortsætter:
- Kurset gav os tillige mulighed for at prøve forskellige jagtformer. Eksempelvis kedeljagt på harer, som ikke er almindeligt brugt. Endelig skal det netværk, som et kursus som dette giver, ikke glemmes. Jeg har allerede booket mig ind på en jagt i december sammen med en af de andre deltagere.
Stor støtte - Et jagtkursus som dette kan kun stables på benene med hjælp fra en hel masse mennesker samt med økonomisk støtte fra forskellige sider. Derfor vil jeg gerne hermed kvittere for den store opbakning fra Hagested-Gislinge Jagtforening, der ikke bare støttede med penge til patroner og lerduer, men som også bidrog til hele arrangementet med uundværlig frivillig arbejdskraft. Dertil kommer støtten fra vores netværk til at stille jagt til rådighed samt det kontante tilskud fra Danmarks Jægerforbund, pointerer Lene Skovgaard og oplyser, at arrangementet alt inklusive kostede 1.500 kr. pr. deltager.
- Reaktionen efter kurset har været meget entydig. Deltagerne har udtrykt stor tilfredshed med hele arrangementet. Flere af nyjægerne oplevede at nedlægge deres første stykke vildt, hvilket udløste en glæde, som for os tovholdere var det hele værd. Kan vi som arrangører ønske os mere, end at deltagerne spontant udviser stor begejstring for ikke alene kurset, men jagt i al almindelighed? spørger Lene Skovgaard, der ikke er i tvivl om, at deltagerne har taget et stort skridt i den ”rigtige” retning. MSJ
Team Tøs er et aktivt netværk for kvindelige jægere, der har eksisteret siden 1999, og som har 150 medlemmer fordelt over hele landet. Aktiviteterne i foreningen er mange. Nedenfor finder du en liste over aktiviteterne i Team Tøs for 2009: -
Riffelkursus for nye riffeljægere -
Ballistikkursus for riffelejere -
Invitation til at deltage i NJFF-kurser (rypejagtskurser, laksefiskekursus, sæljagtskursus) -
NSK's Pigeskydning i Ulfborg -
Leje af hjortebanen i Ulfborg og af hjortebanen Hanebjerg -
Fælles tilmelding til Susegården -
Riffelindskydning og mærkeskydning Tuse Bjerg -
Præmieskydning for piger -
Knivkursus -
Ølsmagning -
Elgjagt i Sverige og trykjagt i Tyskland -
Invitationer fra JAQT Skåne -
Invitation til jagt i Hadsten -
Rystesammen-aften med fasansuppe
|  | Bettina Larsen (t.v.) fik stort udbytte af weekendkurset, bl.a. fordi der var tid nok til at få stillet og besvaret alle påtrængende spørgsmål på både skydebanen og på jagt. PRIVATFOTO |  | Lene Skovgaard etablerede netværket Team Tøs i 1999 begyndende med 18 medlemmer. Nu tæller foreningen 150 medlemmer. FOTO: PETER LASSEN | | | Annoncer |