| Aktuelle tal viser, at halvdelen af dem, der er blevet dømt efter stramningen af våbenloven, ikke er blevet dømt tidligere.
Dokumentationen for det, som Danmarks Jægerforbund og andre har frygtet er nu bevist: Nemlig at våbenloven administreres alt for hårdt af anklagemyndigheden, idet den rammer i flæng og bringer sagesløse mennesker i klemme.
Danmarks Jægerforbund gjorde allerede i marts 2008 anskrig mod forslaget til den nye lov.
For 1 ½ år siden skrev Jægerforbundet til Justitsministeriet, at selv om DJ naturligvis har stor forståelse for, at det er nødvendigt at få de ulovlige og farlige knive ud af nattelivet, måtte vi råbe vagt i gevær. Det gjorde DJ fordi, det er vigtigt at slå fast med syvtommersøm, at jægere netop har tilladelse til at besidde våben og dermed er lovlige våbenbesiddere. I bemærkningerne til stramningen af våbenloven sagde man, at bl.a. jægere og fiskere ville blive behandlet mildere og kun straffet med en bøde på kr. 3.000 kroner.
- Stramningen om, at man ikke må have knive i bilen på offentligt tilgængelige steder uden et anerkendelsesværdigt formål kom allerede i 2004, men med de nye strafferammer blev det jo helt grotesk. Har man været på jagt onsdag og lader sine jagtbukser med kniv i bæltet blive i bilen til næste jagt om fredagen, kan man ikke køre lovligt rundt i sin bil. Jægere har kniv for at kunne komme nødstedt vildt til livs, ligesom vores schweisshundeførere jo altid også er klar og derfor fast har udstyr liggende i bilen! Med politiets og domstolenes praksis er det nu blevet kriminaliseret at dyrke en fritidsbeskæftigelse, hvor knive er nødvendige. De nye regler gør det totalt urimeligt, siger Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen og fortsætter:
- når vi så også på grund af andre småforseelser får nægtet samtykke til jagttegn i 5 år bliver det hele jo totalt grotesk!
Jægerforbundet tager derfor nu kontakt med en lang række samarbejdspartnere inden for den danske forenings- og organisationsverden for at mobilisere en samlet front imod Justitsminister Brian Mikkelsens planer om ikke at åbne for en revision af våbenloven før der måtte være kommet Højesteretsdomme.
- Det er fuldstændig uholdbart at vente med at revidere en lov, der så åbenlyst rammer de forkerte, og vi kræver handling nu. Politikerne skalter og valter med spejdere, sportsfiskere, landmænd, skovfolk, bygningshåndværkere og jægere – for blot at nævne nogle af grupperne. De stakkels borgere risikerer at få tyndslidte nerver i frygt for at glemme en for lang kniv i bilen eller et andet sted. Det kan vi simpelthen ikke leve med, siger Ole Roed Jakobsen.
I løbet af kort tid kommer der her på hjemmesiden mere om Jægerforbundets initiativer i forbindelse med den udskældte våbenlov.
- se høringssvaret af 27, marts 2008
- se politiets information om hvad, der er tilladt, og hvad, der er forbudt. Hbe
|  | Jægernes muligheder for at bruge og transportere kniv i forbindelse med jagt er på spil. Pas på ikke at efterlade en jagtkniv i din bil efter jagten. FOTO: STEEN AXEL-HANSEN. | | | | | Annoncer |