Danmarks Jægerforbund er stærkt utilfreds med, at venstrefløjen i Folketinget i deres iver efter at drille regeringen er i færd med at afskaffe alle former for hold af ræve.
Det kan nemlig blive udgangen på andenbehandlingen på Christiansborg i dag, hvor Folketinget vil vedtage et totalt forbud mod hold af ræve i Danmark, som kan koste både naturen og det danske samfund dyrt.
- Det er en total misforståelse at tro, at der er dyreetiske grunde til at gøre det forbudt at holde ræve med henblik på oplæring af vores gravsøgende hunde. Vi er enige i et generelt forbud mod at holde ræve under uetiske forhold, siger Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen og fortsætter:
- Vores nuværende rævehold er fuldt etisk forsvarlige, hvilket folketingspolitikere ved selvsyn har konstateret. Et halvt århundredes målrettet avlsarbejde med gravsøgende hunde bombes tilbage til stenalderen. Og det er totalt uforståeligt, at visse folketingspolitikere vil tillade dette. Vi ønsker en dispensation til at træne hunde til at jage ræve eller uønskede invasive arter som f.eks. mårhunden ud af rævegrave.
Danmark er bl.a. internationalt forpligtet til at forhindre den invasive mårhund i at etablere sig. Inden for det seneste år er mindst tre mårhunde af danske jægere blevet nedlagt fra rævegrav. Det er en meget alvorlig udvikling både for naturen (mårhunden er en meget effektiv prædator) og for det danske samfund, da mårhunden er smittebærer af den dødelige dværgbændelorm og rabies.
Når ræve og på sigt mårhunde etablerer sig under eksempelvis daginstitutioner, er risikoen faretruende for smittespredning til børnene via dyrenes ekskrementer i sandkasserne. I Østeuropa er friluftslivet mange steder gået i stå på grund af frygten for inficerede bær i naturen. Skovbørnehaver går derfor en trang tid i møde herhjemme!
- Skal der virkelig et smittet barn til, førend politikerne på Christiansborg forstår alvoren i deres afslag af en dispensation til vores 115 tamræve, så vi kan træne gravsøgende hunde? spørger Ole Roed.
Jægerne anmodes på den ene side om at være med til at sikre stabiliteten i vildtbestandene, herunder aktivt bekæmpe mink, vildsvin, vaskebjørne, nilgæs og mårhunde m.fl., men må samtidig opleve, at snæversynede særinteresser sættes foran international lovgivning.
Handles der ikke nu, så vil Danmark for al tid være bagud i bekæmpelsen af bl.a. mårhunden, hvilket tydeligt ses i Finland med over én million mårhunde og i Sverige, hvor man desperat forsøger at holde den eksplosive vækst af mårhunde nede.
- Vores landspolitikere er virkelig ved at skyde sig selv i foden – desværre vil det ikke kun være et vådeskud, for det rammer den danske natur og i værste fald vil det koste menneskeliv, forudser Ole Roed Jakobsen. MSJ
Danmarks Jægerforbund udsendte i går en pressemeddelelse indeholdende faktaoplysninger om rævehold. Her kan du downloade hele pressemeddelesen som word-fil
| .jpg) | Et forbud mod rævehold vil ramme de danske gravjægere hårdt. Årtiers målrettet avlsarbejde vil gå tabt. FOTO: MORTEN SINDING-JENSEN | | | | | Annoncer |