Velkommen til de nye markvildtlav

Dannelse af markvildtlav er et vigtigt element i bevarelse af jagttiden på både harer og agerhøns.

Skrevet af: Jakob Bergmann Nielsen, 11. januar 2018

Markvildtlavenes tællinger af begge vildtarter er blandt andet med til at dokumentere, at vi som jægere ikke overudnytter de bestande, vi har på vores jagtrevir. Ligeledes gør markvildtlavene en kæmpemæssig indsats for at forbedre markvildtets levesteder. En indsats som også kommer ikke jagtbare arter til gode.

Alle markvildtlav er forskellige. Der er forskel på lavets bevæggrunde for at starte et markvildtlav, - der er forskel på de terrængivne forhold, - der er forskel på hvordan de organiserer sig og fordeler opgaverne mellem lavets medlemmer- men alle har det tilfælles, at de sammen gør en fælles indsats for at nå deres målsætninger med at deltage i markvildtindsatsen.

Det er derfor med stor glæde at markvildtteamet byder velkommen til Sydsalling, Stenum, Råhede, Tiset og Hammelev Markvildtlav. Derudover vil vi også gerne byde velkommen til de nye deltagere i de eksisterende markvildtlav – ingen nævnt, ingen glemt.