OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Mød justitsministeren på Jagt & Outdoor messen

Danmarks Jægerforbund har inviteret Søren Pape Poulsen til Jagt & Outdoor-messen i Odense i næste uge for at justitsministeren både kan få et indblik i jægernes verden og deltage i en debat om våbenlovgivningen i Danmark.

Tekst: Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund

Lørdag d. 24. marts får Danmarks største Jagt & Outdoor-messe besøg af landets justitsminister, Søren Pape Poulsen. Valget er faldet på netop Jagt & Outdoor-messen, da justitsministeren på den måde både får et indblik i jægernes verden og med egne øjne kan se det udstyr, herunder våben, som jægerne i dag bruger.

På messen er der nemlig samlet et bredt udsnit af udstillere fra outdoor- og jagtverdenen, ligesom der er en forventning om 15.000 besøgende i løbet af weekenden. Messen er derfor et oplagt sted for ministeren at komme tæt på den typiske danske jæger.

Ansvarlig minister

Jægerforbundets formand Claus Lind Christensen skal følge Søren Pape Poulsen rundt på Jagt & Outdoor 2018, hvor ministeren bl.a. skal besøge en stand med fokus på våben. Derudover lægges vejen forbi den nye hundehal og Danmarks Jægerforbunds store stand i Hal C, inden debatten går i gang i Sal Sjælland.

- Jagten er ikke en del af min dagligdag, og derfor er det naturligvis interessant for mig at deltage på en jagtmesse, hvor jeg har mulighed for at lære mere om jægernes verden, herunder deres udstyr i form af f.eks. jagtvåben og knive, som jeg jo er ansvarlig minister for, udtaler justitsminister Søren Pape Poulsen og tilføjer:  

- Lige så oplagt er muligheden for at møde de danske jægere og diskutere aktuelle våbenpolitiske spørgsmål sammen med Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen.

Stil spørgsmål til justitsministeren

Søren Pape Poulsen slutter således sit besøg af med en debat om aktuelle våbenpolitiske spørgsmål, hvor han bl.a. vil skulle forholde sig til halvautomatiske våben, knive, lyddæmpere og implementeringen af EU-våbendirektivet i dansk våbenlovgivning.

Under debatten vil være muligt for de besøgende at stille spørgsmål til både ministeren og Claus Lind Christensen. På Jægerforbundets Facebookside vil der i dagene op til messen blive mulighed for at stille spørgsmål til justitsministeren. Disse vil Claus Lind Christensen videreformidle under debatten.

Jægerforbundets formand ser frem til justitsministerens besøg og ikke mindst debatten, som finder sted i Sal Sjælland kl. 16.15.

- Det betyder naturligvis meget for Danmarks Jægerforbund, at Søren Pape Poulsen kommer til Jagt & Outdoor 2018. Vi er glade for, at ministeren ønsker at få et større kendskab til jægernes verden og vil stille op til diskussion om de aktuelle våbenpolitiske problemstillinger, vi oplever i øjeblikket, siger Claus Lind Christensen og fortsætter:

- Hos Danmarks Jægerforbund har vi et ønske om, at våbenlovgivningen skal skabe tryghed for borgerne og samtidig være enkel for brugerne med et minimum af administration, med andre ord ”Trygt og enkelt”.

Aktuelle problemstillinger

- Vi kommer ikke uden om, at der er behov for en afklaring af, om en række importerede halshængte knive og fjederassisterede knive er lovlige eller ej. På samme måde har vi mange medlemmer, der ønsker en afklaring af, hvad der bliver praksis for halvautomatiske våben i fremtiden, siger Claus Lind Christensen og tilføjer:

- Jeg ved også, at mange jægere er interesseret i at høre om de fremtidige regler for lyddæmpere, så der er nok at tage fat på i debatten. Jeg håber derfor, at mange vil lægge vejen forbi hal Sjælland om lørdagen kl. 16.15, så vi kan få en god debat med Justitsministeren. Og så håber jeg, vores medlemmer og de besøgende jægere vil sørge for, at vi ikke løber tør for aktuelle våbenpolitiske spørgsmål!

Stil spørgsmål til justitsminister Søren Pape Poulsen på Jagt & Outdoor

Gerne inden for følgende aktuelle emneområder: halshængte knive og ”spring assisted”-knive, halvautomatiske rifler, implementeringen af EU’s våbendirektiv i dansk våbenlovgivning, lyddæmpere i forhold til EU-våbenpas og riffeltilladelser og sagsbehandlingstiderne hos ACØ og ACV.