Kend dine vildtplanter - del 3

Hvilke buske tåler skygge og hvilke har brug for meget lys? Det og meget mere, kan du læse om her, hvor nogle af de mest populære vildtplanter gennemgås.

Skrevet af: Lene Midtgaard, 11. januar 2018

Når man ønsker at etablere en vildtplantning, sker det ofte ud fra den betragtning, at der mangler læ og dækning, og så kan den ene plante vel være lige så god, som den anden? Ja, men, hvis man derimod prøver at tænke et bredere hensyn til landbrugslandets dyreliv, bør man satse på de hjemmehørende arter.

Vi er nu nået til del 3 af i alt 5 af serien ”Kend dine vildtplanter”.

Hyld

Busken findes både i skove, krat hegn og ruderater og bliver op til 5 meter høj.  Hyld er en meget gammel kulturplante og der er knyttet en del overtro til den. Blandt andet siges det, at den en venlig husånd kaldet ”Hyldemor” har sin bolig i busken, men som kan tage hævn, hvis busken fældes uden advarsel.

Når hyldebuskene blomstrer får de store hvide blomsterskærme, som mange med stor fornøjelse laver saft af. Hyldens frugter hyldebærene ædes gerne af fugle.

Hyld er velegnet i vildtplantninger da den er hårdfør overfor vind og tåler beskæring godt.

  • Blomstring: Juni-Juli
  • Lys: Lyskrævende
  • Jord: Trives på de fleste jordtyper
  • Fugt: Middel til fugtig
  • Vind: Hårdfør
  • Vårfrost: Hårdfør

Pil

Der findes mange arter af pil og flere af disse danner gerne hybrider. Generelt kan det derfor være svært at artsbestemme pil.

Pil hører blandt de buske of træer som har flest insekter tilknyttet. Pil kan deles i to kategorier – vårpil, som blomstrer før løvspring og sommerpil som blomster efter løvspring. Blandt vårpilene kan nævnes sejlepil og gråpil og blandt sommerpilene femhannet pil.

Både hjortevildt og harer er glade for nye skud fra pil og det er også muligt at anlægge ved-vildtagre af blandt andet pil, målrettet hjortevildtet.

Pil skyder villigt efter beskæring.

  • Blomstring: Både før og efter løvspring
  • Lys: Lyskrævende
  • Jord: God
  • Fugt: Tålsom til fugtkrævende
  • Vind: Tålsom
  • Vårfrost: Tålsom

Dunet gedeblad

Dunet gedeblad bliver op til 3 meter høj og findes både i skove, krat og skovbryn. Busken er et populært i diverse plantninger, da den både tåler vind og skygge samt beskæring. Dunet gedeblad får røde bær, som gerne ædes af fugle men som er giftige for mennesker. Som navnet antyder, er skud, blade og stilke ”behårende”.

Dunet gedeblad er især anvendelig til kant- og underplantning i læplantninger, skovbryn og vildtplantninger.

  • Blomstring: Maj-juni
  • Lys: Skyggetålende
  • Jord: Middel
  • Fugt: Middel til fugtig
  • Vind:Tålsom
  • Vårfrost: Tålsom

Du kan læse mere om vildtplanter på Naturstyrelsens hjemmeside under tilskudsordningen ”Plant for vildtet”.