OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. marts 2018

Ingen jagt uden hest

Skal du på bjergjagt, er der ingen vej uden om, at du skal bruge hest. Her er en oplevelse fra en jæger med "hestefobi".

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Jeg har aldrig været glad for heste. Disse enorme dyr med nervøst rullende øjne. De kan stejle, hvornår det skal være, og sparke bagud, så dit kranium knuses som et overmodent æble.

At jeg som stor knægt begik den enorme dumhed at prøve at kravle på ryggen af sådan et morderisk nervebundt og blev kastet af, som var jeg en bagdue i en potent kastemaskine, gjorde bestemt ikke min hestefobi mindre.

Derfor bævede jeg, da jeg koblede mig på en bjergjagt til Kirgisistan. Jeg skulle følge en jæger på en lang jagt efter ibex og Marco Polo, og der var ingen vej uden om – jeg skulle på hesteryg.

The good, the bad and the ugly

Alene det at komme OP på ryggen af en hest er jo en gymnastisk øvelse. Men det lykkedes mig, godt hjulpet af de lokale.

Jeg fandt ud af, at heste er som mennesker. Der er de rare, og der er de ondskabsfulde. Min var midtimellem, og så var den drilagtig. Den ondskabsfulde i selskabet red guiden på.
Da vi på andendagen befandt os i plus 4.000 meters højde, tæt på grænsen til Kina, mens vi fulgte sporene af to ibex i sneen, stoppede guiden op. Min hest bumpede ind i den ondskabsfulde artsfælle, som lagde ørene tilbage og signalerede, at nu tålte den ikke mere. Inden jeg nåede at rykke min hest tilbage, sparkede den ondskabsfulde bagud.

Klang! Lyden af hestesko mod min højre skinnebensknogle var ikke rar. I nogle sekunder frygtede jeg at have brækket benet. Heldigvis nøjedes jeg med et enormt blåt mærke og et væskende sår, der fulgte mig i måneder.

At skulle have været transporteret hjem fra den lokalitet med brækket skinneben havde ikke været muntert.

Nye venner

Lykkeligvis kunne jeg skifte hest på tredjedagen. Den nye havde en helt anden psykologisk profil. Den og jeg blev venner i løbet af fem minutter. De lokale havde alle en pisk, som de rutinemæssigt brugte med jævne mellemrum. Det nænnede jeg ikke, og det lurede min hest lynhurtigt. Vi var sidste ekvipage ud af fire, og når min hest opdagede særligt fristende grønt græs, så stoppede den kortvarigt, rykkede totter af og satte i hurtigt trav, så vi snart var på plads igen.

Jeg døbte ham Ibrahim på grund af hans gode humør. At han også havde krudt i røven, fandt jeg senere ud af.

Trav kontra galop

Alene det at finde ud af den måde, som en hest bevæger sig på. Skridt er første gear. Trav er andet gear, og det virker umiddelbart mere tillokkende end "overdrive-gearet" galop på grund af den lavere hastighed – men du hamrer skridtet i sadlen det meste af tiden, hvis du ikke står lidt op i stigbøjlerne.

Galop var jeg skræmt bare ved at tænke på. At bevæge mig så hurtigt som højst tilladte hastighed i bymæssig bebyggelse huede mig slet ikke. Når de lokale satte i galop, kom Ibrahim og dens bovlamme rytter travende roligt bagefter.

Det ændrede sig brat den sene og halvmørke eftermiddag, hvor vi havde 10 kilometer hjem til teltene efter en forgæves jagt på en fjern Marco Polo. De lokale tabte tålmodigheden og satte i galop. Det lod min hest sig inspirere af og satte også i galop. Jeg hev i tøjlerne, men Ibrahim var nu uden for pædagogisk rækkevidde.

Mens jeg klamrede mig fast og igen og igen forgæves forsøgte at få mit vilddyr under kontrol, overhalede Ibrahim de lokale, en efter en. Forbløffet kiggede de ud til siden, da Ibrahim og hans ubehjælpelige last af et stk. panisk vesterlænding kom tordnende forbi.
Da de indhentede os hjemme ved lejren, fik jeg fik anerkendende ord om mine overraskende evner som "horseman". Helt uden bund i virkeligheden – det hele var Ibrahims show.

Undgå rygsæk

Med mit spæde kendskab til heste kan jeg kun give dig tre råd:

  1. Forstå, at du er NØDT til at skulle på ryggen af en hest, hvis du skal på bjergjagt i "Langtbortistan". Forklar de lokale, at du intet kendskab har til heste, og at du gerne vil have en rolig model.
  2. Stigbøjlerne skal være indstillet til din benlængde. Du skal være i stand til at rejse dig op af sadlen.
  3. Tjek med bureauet, at de lokale har sadeltasker. At ride med dit grej i en rygsæk er en dårlig ide. Det gjorde jeg. Den ekstra vægt gav mig et åbent slidsår på halebenet. Det var heller ikke muntert.

Jæger - jagtrejser

Du har netop læst en artikel, som har været bragt i et tillæg til Jæger. Magasinet Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vil du også modtage Jæger 11 gange om året i din postkasse, så meld dig ind i dag her.