Spændende tid for jægerne

Der var lutter spændende emner for jægerne på sidste uges møde i Vildtforvaltningsrådet. Der var bl.a. Jagttider, buejagt og ulv på dagsordenen.

Én gang om året drager Vildtforvaltningsrådet på studietur til et af vores nabolande. Derfor havde medlemmerne sat hinanden stævne i Kiel i Tyskland, hvor de blandt andet fik indsigt i forvaltningen af gæs, kronvildt og ulve i Slesvig-Holsten.

Og netop ulve var et af emner på mødet, hvor der også blev diskuteret jagttider, vildtskadebekendtgørelse, buejagt og jagttegnsbudget.

Her kan du læse en gennemgang af alle emnerne:

Jagttiderne snart klar til ministeren

Det var sidste gang, at denne runde jagttidsrevision var på dagsordenen til diskussion i Vildtforvaltningsrådet. Den største del af drøftelserne var faldet på plads på tidligere møder, men de sidste kanter i bemærkningerne til ministeren blev slebet til.

Nu er formanden for rådet, Jan Eriksen, ved at skrive de sidste bemærkninger sammen, så de kan godkendes af rådsmedlemmerne. Vi forventer, at kunne bringe nyt om den samlede indstilling til ministeren i medio oktober.

Som noget nyt til denne jagttidsrevision er Vildtforvaltningsrådet – som tidligere skrevet - blevet enige om en arbejdsproces, der lægger stor vægt på fagligheden:

- I rådet er alle enige om, at jagttidsrevisionen skal tage udgangspunkt i faglighed, og at vi derefter kan diskutere ud fra vores natursyn og holdninger. Det har været en spændende proces, som nu skal evalueres af rådet. Arbejdsmåden har haft både fordele og ulemper, men vi har i overvejende grad været tilfredse med processen, fortæller Claus Lind Christensen, formand i Danmarks Jægerforbund.

Når rådets indstilling offentliggøres medio oktober, kan du læse meget mere om emnet her på siden og i Jæger. Vi forventer, at de nye jagttider træder i kraft pr. 1. juli 2018.

Vildtskadebekendtgørelsen til evaluering

Den samme arbejdsgruppe, der har arbejder med jagttiderne, har også sat gang i arbejdet med at evaluere vildtskadebekendtgørelsen. Punktet på dagsordenen til dette møde udgjorde den første indledende snak om emnet, og der er derfor endnu ikke konkrete ting på bordet.

Danmarks Jægerforbund går til emnet med en holdning om, at der først og fremmest skal indføres jagt på de arter, hvor det er muligt og relevant, og dernæst at jægerne har mulighed for at udføre en effektiv regulering:

- Regulering er ikke jagt, men er noget, hvor jægeren hjælper samfundet med at løse en problemstilling. Derfor skal vi sikre, at de jægere, der løfter denne opgave, har de bedst mulige og mest effektive redskaber i værktøjskassen. Det er vigtigt for os at tage med til disse drøftelser, siger Claus Lind Christensen.

Den endelige stillingtagen sker på decembermødet inden det indstilles til ministeren. Også revisionen af vildtskadebekendtgørelsen forventes det kan træde i kraft 1. juli 2018.

Sidste drøftelser om buejagt på det store hjortevildt

Ministeren er allerede klar med et lovforslag, der åbner for muligheden for jagt på de store hjortearter med bue. I forbindelse med det har han bedt Vildtforvaltningsrådet om en udtalelse.

Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Ornitologisk Forening er principielt imod muligheden for de danske buejægere, mens resten af rådet – som udgør flertallet – indstillede til ministeren, at der indføres en forsøgsordning på 3 – 5 år med jagt på den frie vildtbane.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet af disse drøftelser. Der ligger et stort arbejde bag, og vi skylder en stor tak til FADB for godt samarbejde, siger Claus Lind Christensen.

I ministerens lovforslag er der kun omtalt jagt på dåvildt og kronvildt. Danmarks Jægerforbund har derfor skrevet et høringssvar, hvor vi gør ministeren opmærksom på, at vi mener lovforslaget også bør omhandle sika, vildsvin og muflon.

Emnet omkring buejagt følger vi op på i en større artikel senere.

Diskussionen om at udføre reguleringsarbejde med bue ligger under debatten om vildtskadebekendtgørelsen og behandles altså derfor først til december.

Arbejdet med ulv fortsætter

Ulven er igen i vælten i de danske medier. Og der er den også i vildtforvaltningsrådet, hvor landbruget har bedt om at få emnet på dagsordenen.

På mødet bad Vildtforvaltningsrådet ulvegruppen om at træde sammen for at lave en vurdering af forvaltningsplanen og de redskaber, der er i værktøjskassen. Ulvegruppen vil træde sammen snarest.

Landbruget vil meget gerne have bedre mulighed for at sikre deres husdyr mod angreb fra ulven, og det er netop det, der har foranlediget den nuværende drøftelse i rådet. Det støtter vi, og vi har naturligvis en særlig fokus på jagthundene.

En egentlig bilagsflytning af ulven blev ikke diskuteret, men Danmarks Jægerforbund mener, at ulven skal flyttes fra bilag 4, der giver en streng beskyttelse af arten, til bilag 5, der giver en øget mulighed for jagtlig forvaltning.

Læs mere om ulven i vores artskatalog her.

Jagttegnsmidlerne til gennemsyn

Miljøstyrelsen præsenterede på mødet deres budget for jagttegnsmidlerne, og medlemmerne af Vildtforvaltningsrådet gav deres indspark:

- I dag kommer pengene til ulvehegn fra jægernes jagttegnsmidler, og det mener vi bestemt ikke, de skal. I stedet må det komme på finansloven, nøjagtigt ligesom de erstatninger der udbetales ved ulveangreb på husdyr, siger Claus Lind Christensen, der også havde andre indspark til budgettet:

- I hovedbestyrelsen er et af vores vigtigste indsatsområder for tiden, at sikre gode skydebaner og tilstrækkelig skydebanekapacitet til de danske jægere. Derfor mener vi, at skydebanepuljen skal øges.

Giftsager og ulovlige fælder under eventuelt

DOF rejste oven på den seneste tids sager om giftudlægning og ulovlige fælder en drøftelse om straframmen i forhold til sådanne sager. Danmarks Jægerforbund var – ligesom rådet i øvrigt – meget enig i denne betragtning.