OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 17. november 2017

Plant for vildtet

Meget vildtpleje er fokuseret på forår, sommer og jagtsæsonen. Men dækning mod blæst og gennemtræk er vigtig i vintermånederne.

Tekst: Lene Midtgaard

I november måned burde du kunne læne dig tilbage og høste frugterne af årets arbejde med vildtpleje. Men tiden kan også brugs til at evaluere indsatsen.

Fik du plejet dine beplantninger? Ellers vil et hurtigt kig på dem nu afsløre, om der er behov for en tur med motorsaven. I november måned, hvor de sidste blade falder af træerne og hvor vegetationen visner, afsløres det ubønhørligt, hvis der er gennemtræk i både læhegn eller remiser.  

Måske skal du planlægge en arbejdsdag med motorsaven og ellers kan etablering af en fodpose løse problemet. Det er derfor en god ide at gå en tur på terrænet og kigge på det med kritiske øjne. Tag gerne et kort med og noter undervejs, så du ikke glemmer noget. Hvis du kommer frem til, at mangel på dækning er et gennemgående problem, som ikke kun kan løse med foryngelse, kan du overveje at plante dig ud af manglen.

Godt begyndt er halvt fuldendt

Plantningssæsonen om efteråret gå fra ca. medio oktober til medio december - du skal dog undgå at plante i perioder, hvor det er meget vådt, eller når jorden er frossen. På lettere jorde kan efterårsplantning ikke altid anbefales på grund af risiko for udtørring.

Hvis du beslutter dig for at plante, er god forberedelse en af vejene til et succesfuldt resultat. Sørg derfor for at:

  • Plante i et rent plantebed, hvor planterne får det bedste udgangspunkt fra start.
  • Brug en plantesæk. Vind og sol kan udtørre planterødderne. Det kan sætte planterne tilbage eller i værste fald medføre, at de går ud.
  • Vælg en god kvalitet af planter - gerne planter som løbende er blevet rodbeskåret.
  • Gør det nemt at renholde. Vær derfor omhyggelig med at måle op, hvis planterne skal stå på række.

Hvad skal jeg vælge?

Når du skal vælge planter til en vildtplantning, skal du huske, at det er de nederste 1½ meter, der er de vigtigste for vildtet, når det kommer til dækning. Vælg derfor en høj andel af buske, som gerne må plantes i grupper af samme art for at sikre mest mulig læ og skjul.

Det er dog ikke kun vores jagtbare vildtarter, som kan have fornøjelse af vildtplantningerne. Mange fugle og insekter vil også kunne have glæde af hjemmehørende, blomstrende og bærbærende buske. Prioriter derfor gerne disse højt når du skal beslutte dig for, hvilke planter du vil anvende.

Mulighed for tilskud

Det er muligt at søge Naturstyrelsens tilskudsordning ”Plant for vildtet”. Deadline for planter til efterårsplantning er 30. april, mens deadline for planter til forårsplantning er 31. oktober.

Tilskudsordningen yder tilskud til plantning af træer og buske i det åbne land til gavn for vilde dyr. Tilskuddet er på 75% af planternes pris.

God arbejdslyst!