OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. oktober 2017

Nye jagtregler på vej for kronvildt og udsætning af fasaner

Forbud mod drivjagt på kronvildt i september og februar indgår i bekendtgørelsen, der nu sendes i høring.

Tekst: Miljøstyrelsen, pressemeddelelse

Jægerne får lov til at udsætte flere fasaner, hvis de til gengæld forbedrer naturen.

Det er et af elementerne i udkastet til ændret bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, som Miljøstyrelsen nu sender i høring til den 8. november 2017. Bekendtgørelsen indeholder også forlag til nye regler for jagt på kronvildt.

Læs forslaget til den nye bekendtgørelse på høringsportalen 

Der lægges i udkastet op til, at der fremover må udsættes 8-12 fasaner per hektar. Betingelsen er, at  der udarbejdes en biotopplan , og  at der laves flere varige forbedringer af ejendommens natur. I dag må der maksimalt udsættes syv fasaner per hektar, og der  stilles ikke krav om varige biotopforbedringer.

Der lægges også op til, at der fremover må udsættes fire agerhøns per hektar ved udarbejdelse af en biotopplan. I dag er det tilladt at udsætte syv agerhøns.

Bekendtgørelsen indeholder også et krav om, at alle udsætninger skal indberettes uanset antallet af fugle. Dette gælder for fasaner, agerhøns og gråænder.

De foreslåede ændringer i bekendtgørelsen vedrørende udsætning følger en indstilling fra Vildtforvaltningsrådet.

Nye regler for kronvildtjagt

Bekendtgørelsen følger også op på miljø-og fødevareminister Esben Lunde Larsens nye model for kronvildtforvaltning. Der foreslås indført forbud mod tryk og drivjagt i perioderne 1. september til 1. oktober og 1. februar til 29. februar.

Der foreslås indført et forbud mod fodring af kronvildt med kraftfoder eller valset korn. Det skal endvidere ikke længere være tilladt at fodre kronvildt nærmere end 130 meter fra skydestiger og skydetårne. For jagtlejere skal der endvidere gælde et afstandskrav for fodring på 130 meter til anden ejendom. Dette krav skal ikke gælde for ejeren.

De ændringer i bekendtgørelsen, der handler om kronvildtjagt forudsætter en ændring af lov om jagt og vildtforvaltning, som ventes fremsat i Folketinget i november 2017.

Danmarks Jægerforbund vil nu gennemlæse ministerens bekendtgørelse og udarbejde et høringssvar. Indtil da kan du læse mere om evalueringen af opdræts- og udsætningsaftalen her.