OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. maj 2017

Ny lov kan give mere natur

Det er en gammel DJ-mærkesag, som nu bliver til lov, når landmændenes genopdyrkningsret gøres permanent. Det kommer til at give mere natur, mener jægerformand Claus Lind Christensen.

Tekst: Redaktionen, Danmarks Jægerforbund

Landmænd, som laver natur på deres arealer, behøver ikke længere frygte for at miste retten til at dyrke arealerne igen en dag.

Som reglerne har været hidtil, har genopdyrkningsretten haft virkning i 15 år. Det vil sige, at landmændene har risikeret at miste retten til at genopdyrke et areal, der er lagt ud som halvkultur eller udyrket areal, efter 15 år. Det har betydet, at flere landmænd har set sig nødsaget til at genopdyrke eller oppløje et areal inden for tidsfristen på de 15 år for ikke at risikere, at arealet blev omfattet af beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Men fra 1. juli er den regel slut, da et lovforslag om genopdyrkningsretten blev 3. behandlet og vedtaget i Folketinget.

- Vi ønsker ikke at skræmme landmænd væk fra at lave natur, fordi de risikerer at miste retten til at bestemme over egen jord. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis landmænd opdyrker naturarealer alene fordi, de har en frist hængende over hovedet, som truer med at tage genopdyrkningsretten fra dem. Nu får de retten til egen jord permanent tilbage, og det giver forhåbentlig også mere natur, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet. Læs hele pressemeddelelsen her

Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen er tilfreds med den nye lov:

- Det har været en politisk mærkesag for Danmarks Jægerforbund i flere år, og det har været et vigtigt punkt i vores naturpakke. Det er nemlig vores klare erfaring, at de gamle regler forhindrede både jægernes og landmændenes fælles ambition om at hæve naturindholdet i landbrugslandet. Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen laver reglerne om, siger Claus Lind Christensen.