OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. september 2017

Ny jæger – og hvad så?!

Hvad stiller man egentligt op, når man lige er blevet jæger? ”Kørekortet” er i hus. Nu skal du ”lære at køre bil”. Det hjælper vi dig meget gerne med i DJ.

Tekst: Jes Skadborg Mikkelsen, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Du er på vej til at træde direkte ind i en tusindårig tradition, som nøjsomt er overleveret fra generation til generation, oprindeligt for at sikre artens overlevelse. For nutidens jægere er drabet dog ikke længere en nødvendighed, men et aktivt valg som for mange er blevet en vigtig del af deres identitet. Vores succes som art har i første omgang overflødiggjort jagten, men på grund af den nutidige distance til naturen er jagten igen blevet en essentiel del af forståelsen af os selv.

Begrebet ”nyjæger” er forholdsvist nyt. Tidligere lærte børn og unge om naturen og jagtens væsen i forbindelse med deres opvækst, og vejen til selve jagtudøvelsen handlede mest om at have adgang til et våben og være gammel nok til at sigte med den rigtige ende. I dag må mange, som ønsker jagttegn, dog sande, at rigtig mange kompetencer og færdigheder skal læres, før drømmen om jagt kan blive til realitet. Jagt er et håndværk, som skal læres og trænes, og selv efter du har bestået jagt- og haglskydeprøve, kan der være et stykke vej til at få blod på jagttegnet.

Læs mere: Sådan kommer du på jagt på havet

Danmarks jagtforeninger

Men her er det, at landets jagtforeninger kommer dig til hjælp. De er næsten alle samlet i Danmarks Jægerforbund, og de gør et enormt stykke frivilligt arbejde for at sikre overleveringen af den jagtlige viden fra én generation til den næste. Og tilbuddene til nyjægerne er mange. For rigtig mange erfarne jægere er det nemlig et stort privilegie at få lov til at videreformidle deres rige viden om vildtet, jagten og etikken.

At komme på jagt og få indfriet sine drømme er ikke nødvendigvis let, men har man først åbnet døren til jagtens univers, vil der med sikkerhed vise sig mange spændende veje at forfølge. Har du som nyjæger fået tændt din glød, kan du se frem til mange fantastiske jagtoplevelser, hvis du formår at dygtiggøre dig og være vedholdende.

Du kan finde en jagtforening, der bedst muligt kan hjælpe dig videre i livet som jæger her.

Hvordan finder jeg nyjægerarrangementer?

Som nyjæger kan det være rigtig vanskeligt, at finde den information man ønsker på internettet. Det flyder over med information, og vejen, hen til lige præcis den information som vedkommer dig, kan være snørklet. Fortvivl ej – igangsæt råd 7: vedholdenhed, og se denne guide: