Ny bog om grundlaget for jagtforeningerne
Ny bog stiller skarpt på jagten i Sønderjylland før Genforeningen i 1920 – og afslører, hvordan erfaringerne herfra efterfølgende fik afgørende betydning for jagten i Danmark.
Der går en direkte linje mellem den måde, som jagten blev drevet på i Sønderjylland i årene før 1920 og så den måde, som jægere i hele Danmark begyndte at organisere sig i lokale jagtforeninger i årene efter 1920. Det er en af hovedresultaterne fra et tre-årigt jagthistorisk forskningsprojekt, der netop er afsluttet med udgivelsen af bogen ”Hertugræve og køkkenharer”.
De store terræner
Bogen tager udgangspunkt i, at Sønderjylland fra 1864 og frem til Genforeningen i 1920 var under tysk styre. Dermed fik landsdelen også en jagtlovgivning, som var væsensforskellig fra den samtidige danske jagtlovgivning.
– Set som et eksperiment rummer denne udvikling interessante perspektiver: Danmark og Sønderjylland var stort set identiske hvad angår landskab, klima og befolkning, men jagten blev administreret vidt forskelligt, fortæller bogens forfatter, Hans Kristensen.
– Blandt andet havde man i Sønderjylland dengang et krav om, at et jagtterræn skulle være mindst 75 hektar stort. Men de fleste var betydeligt større fordi de mindre ejendomme blev lagt sammen til store revirer, hvor jagten blev drevet på tværs af skel. Det gav nogle forvaltningsmæssige fordele og dermed også nogle jagtmuligheder, som var helt enestående, uddyber han.
Alsidige jagtoplevelser
I bogen kan man bl.a. kan man læse om jagten på sæler i Vadehavet, gæs i marsken, ænder i engene, oddere i åerne, krondyr i skovene, agerhøns i roemarkerne og harer i datidens afvekslende agerland.
Desuden sammenligner bogens sidste del den sønderjyske jagt med forholdene nord for den dengang gældende grænse ved Kongeåen, hvor det dokumenteres, hvordan den fælles forvaltning på store arealer, sådan som den blev drevet i Sønderjylland, havde tydelige fordele for vildtet og jagten.
Disse erfaringer var den direkte grund til, at man efter Genforeningen for alvor satte gang i oprettelsen af lokale jagtforeninger over hele Danmark. I disse foreninger samlede man på frivillig basis lokale lodsejeres jorder i de enkelte sogne til fælles foreningsterræner.
– Det var en måde at samarbejde om jagten på, som var stort set ukendt før 1925, men som i de efterfølgende år revolutionerede den måde, den danske jagt er organiseret på, forklarer Hans Kristensen på baggrund af projektets resultater, der er udførligt beskrevet i den nye bog.
