– Jagten bør være et fællesskab

– Jeg har fået at vide, at min røv er for bred, og mit hår for blondt til at ramme en bagdue. Sådan beretter den første kvindelige formand for Fredericia og Omegns Jagtforening, Dorthe Fallesen Frimann, om en episode på flugtskydebanen ved Fredericia. Desværre er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, og hun har ved flere lejligheder oplevet, at kvindelige nyjægere mister motivationen for at bedrive jagt. Dorthe håber derfor på en stærkere fællesskabsfølelse på tværs af køn inden for jagtens verden.

Skrevet af: Christian Lang Jensen, Danmarks Jægerforbund, 22. november 2017

Mørke skyer driver faretruende ind over Lillebælts vuggende vover, da Dorthe byder velkommen på flugtskydebanen ved Fredericia. Hun vender sig og kigger ud over Lillebælts vand, som tydeligt kan ses mellem træerne for enden af skydebanen.

– Det bliver spændende at se, om vi får regn om lidt, lyder det.

De to mandlige instruktører Bent og Michael kommer smilende over og byder velkommen. De virker beredte. I dag skal de undervise og vejlede i forbindelse med dameskydningen, som efterhånden trækker mange jagtglade kvinder til skydebanerne på det militære anlæg ved Fredericia.

Dorthe tror på samhørighed

Idéen til dameskydningen har Dorthe selv bidraget med, og det var faktisk denne idé, som for alvor katalyserede hendes lyst til at involvere sig i bestyrelsesarbejdet i foreningen. Hun så nemlig et markant behov for at forbedre vilkårene for de kvinder, som er en del af Fredericia og Omegns Jagtforening.

Dorthe, som er ud af en jægerfamilie, tog jagttegn i 2012, og hun har i løbet af sin tid som jæger oplevet adskillige dumsmarte og decideret nedladende bemærkninger fra mænd i forbindelse med fællesjagter, på skydebanerne og på diverse jagtfora på nettet.

– Nogle har skrevet, at hvis de kommer til en jagt, hvor der er kvinder med, så kører de hjem igen, fortæller Dorthe. Denne opførsel fra visse mænd har ifølge Dorthe medvirket til, at adskillige kvinder har fravalgt jagten, på trods af at de har erhvervet sig jagttegnet på lige vilkår med de mandlige jægere. Denne tendens ærgrer hende umådeligt, da jagtforeningerne og Danmarks Jægerforbund i stigende grad har behov for flere medlemmer, og spørger man Dorthe, så gemmer der sig et stort potentiale i at satse på at rekruttere flere kvinder til jagtens verden. Men det fordrer netop, at man kommer gammeldags og forstokkede holdninger til livs.

Det står imidlertid helt klart for Dorthe, at dynamikken mellem mandlige og kvindelige jægere kun vil blive forbedret ved, at flere kvindelige jægere deltager på fællesjagter og lignende. Hun understreger i denne sammenhæng, at når mænd og kvinder går på jagt sammen, så bør det netop handle om jagt og intet andet. Om futteralet til haglbøssen er sort eller pink yder netop ingen indflydelse på det endelige jagtudbytte, pointerer hun.

– På jagt er vi ikke mænd og kvinder, der er vi jægere. Det skal handle om fællesskab, siger Dorthe med styrke i stemmen. Hendes øjne lyser op, da hun udtaler ordet fællesskab, og der hersker på ingen tænkelig måde tvivl om, at hun vitterlig brænder for at bestyrke det fællesskab, som hun påpeger eksisterer mellem majoriteten af jægere.

Passion for jagten

Hen ad grusstien, som munder ud ved parkeringspladsen ved det gamle klubhus, kommer den unge, men dog erfarne jæger Marie-Louise Poulsen gående. Hun har haft jagttegn i snart fem år, på trods af at hun kun er 21 år. Som en del af sin store passion for naturen, jagten og fællesskabet er hun ivrig jagthornsblæser.

Marie-Louise håber på, at flere kvinder vil kaste sig ud i at tage jagttegn. For selvom de ældre mænd, som hun går på jagt med og blæser jagthorn med, er søde og rare, så ville det altså være hyggeligt med en eller flere kvinder at snakke med på fællesjagterne.

– Man kan selvfølgelig sagtens snakke med mænd, men der måtte gerne være flere kvinder inden for jagtens verden, da man ofte kan snakke om nogle andre ting med kvinder, fortæller hun med et smil på læben. 
Hun understreger dog, at hun heldigvis ikke har oplevet ubehagelige episoder med mandlige jægere, og hun føler sig altid meget velkommen i de jagtkredse, hvor hun kommer.

– Jeg spiller trompet i min fritid, så jeg tænkte, at hvis jeg nu finder et sted i nærheden af mit hjem, hvor man kan blæse jagthorn, så kan jeg blive en del af et fællesskab der. De ældre mænd tog bare så godt imod mig, lyder det fra Marie-Louise.

Kort efter lægger hun sin knækkede over and under-haglbøsse over armen, hvorefter hun sætter kursen mod skydebanen. Nu skal der nemlig trænes ihærdigt med skydeinstruktør Bent.

Det er begyndt at regne kraftigt nu, hvilket ikke ligefrem gør det underholdende at opholde sig uden for klubhuset. De fremmødte kvinder virker imidlertid ikke synderligt påvirkede, og de høje brag fra haglbøsserne blander sig med lyden af silende regn, som rammer betonfliserne.

I klubhuset står Sigrid Gram på 55 år. Hun går meget på jagt med sin mand, og hun har efterhånden været på jagt mange steder i verden. Udover det danske vildt har hun blandt andet nedlagt sæl, bjørn og sneged.

Sigrid ynder at deltage i mindre jagter, hvor kun tre til fire jægere deltager. De store fællesjagter er ikke hendes kop te, men hun har dog ikke oplevet ubehagelige mandlige jægere. Derimod kan hun godt føle i visse situationer, at hun bliver taget lige lovligt meget i hånden.

– Mændene er generelt meget hjælpsomme, men jeg kan nogle gange føle, at der er en holdning i retning af, at her er der virkelig en, vi skal tage os af, forklarer hun.

Ydermere har hun en oplevelse af, at der er store temperamentsmæssige forskelle på mænd og kvinder, når det kommer til jagt.

– Mændene buser ofte ud med tingene, hvor jeg selv tænker, jeg skal godt nok lige tage mig sammen. Men det viser sig jo, at vi kan nøjagtigt det samme, beretter hun.

Fremtiden er lys

På skydebanerne bliver der stadig skudt løs efter lerduer, selvom deltagerne efterhånden er drivvåde. Men som med alt andet, så fordrer det ihærdighed og vedholdenhed at udvikle sig til en god skytte. Formanden Dorthe er et strålende eksempel på, at ihærdighed betaler sig. På trods af de mange tidskrævende opgaver som formand for Fredericia og Omegns Jagtforening, så er hun yderst ihærdig på skydebanerne, og hun skyder lige så godt som mange af de dygtige mandlige skytter.

– I dag har vi en særskilt dameskydning, fordi vi har oplevet, at hvis der kommer kvinder herud til den almindelige skydning, så får de ikke ro til at skyde. Flere mænd stiller sig ofte i en kødrand for at fortælle, at det skal gøres sådan og sådan, lyder det fra Dorthe. Hun giver udtryk for, at hun godt kan se det positive i, at nogle mænd gerne vil hjælpe, men problemet opstår, når det udvikler sig til en hetz blottet for saglighed og ikke mindst venlighed.

Dorthe er desuden klar over, at jagtens verden generelt er en maskulin verden, men det ændrer ikke på det faktum, at vi befinder os i år 2017. Ligestillingen har efterhånden fået rodfæste inden for alle samfundsmæssige lag, og det er med god grund. Dorthe lægger inden for denne kontekstuelle ramme vægt på, at kvinder bidrager med mange positive syn på jagten, og hun ser heldigvis en helt anden holdning blandt de unge mandlige jægere. Derfor tror og håber hun på, at det negative syn på kvinder inden for jagtens verden, som nogle mænd besidder, stille og roligt udfases. Dorthes afrundende ord i forbindelse med interviewet rammer hovedet på sømmet. Når det kommer til fremtidens jagt, så er fællesskab og samarbejde på tværs af køn nøglen til en bestyrkelse af de jagtmæssige interesser.

– Vi er jægere, vi er et fællesskab, og vi er stærke sammen.