OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 27. september 2017

Hundetræning: Dirigering

Del 6 i serien om Grundfærdigheder: Hvad er rigtigt og forkert, når det kommer til dirigering af din hund? Og hvad sikrer du den bedste indlæring af dirigering? Det svarer vores jagthundekonsulent på.

Tekst: Henrik Vestergaard Hove-Nielsen, jagthundekonsulent

I serien om grundfærdigheder vil jeg berøre emnet dirigering, der blandt ejere af jagthunde kan give indhold til mange snakke omkring, hvad der er rigtigt og forkert. Derudover er der lige så mange forslag til indlæring af dirigering, som der er holdninger til, hvor langt og hvor godt en jagthund skal kunne dirigeres.

Jeg mener, at vi skal have stor respekt for jagthundenes racespecifikke egenskaber og samtidig forståelse for hinandens holdninger til, hvor lidt eller hvor meget den enkelte jagthund skal kunne dirigeres. Jeg har eksempelvis mange gange oplevet dygtige retrievere, der på jagt, med stor præcision, motivation og drivkraft, bliver dirigeret frem til det ønskede område, hvorefter de med stor intensitet og kort søg finder vildtet.

På samme måde har jeg lige så ofte oplevet andre racer på jagt, hvor dirigering har begrænset sig til 20 meter lige ud, hvorefter jagthunden har søgt bredere end førnævnte, men med lige så stort intensitet og hurtighed har fundet vildtet og bragt det hjem.

Og det er netop den sidste del ”fundet vildtet og få det bragt hjem”, der er målet for os alle, og til dette kan dirigering være en hjælp. Når det så er sagt, må og skal vi selvfølgelig aldrig glemme, at det ikke er vores evne til at dirigere hunden, men hundens evne til at søge, der i sidste ende afgør, om vi får vildtet med hjem. Søget, og dermed hundens unikke værktøj – næsen – skal vi gennem mere målrettet træning og uddannelse være bedre til at udnytte (se kommende artikel i Jæger og her på siden).

Men det er i flere situationer vigtigt, at vi kan dirigere vores hund. Når vi eksempelvis skal apportere på vand, kan hunden på grund af vandspejl have svært ved at fokusere på vildtet, hvis den overhovedet har set markeringen, ligesom færten på grund af vind og vand kan være svær at fastholde for hunden. I denne situation vil dirigering af hunden, både lige ud og til siderne, være en fordel.

Indlæring

Dirigering af hunden kan indlæres på flere måder og i forskellige situationer. Men ens for al indlæring er, at man skal minimere muligheden for, at hunden laver fejl. Når jeg indlærer dirigering, bruger jeg ”baglænskædning”, og for nogle et nyt begreb, der hedder ”target”. Men vigtigst er, at jeg ved at bygge øvelsen op baglæns, sammenholdt med, at det er summen af gentagelser, der for hunden giver erfaringen, lærer hunden at løbe i den retning, som jeg anviser.

”Target” kan oversættes til ”fast punkt”. Når jeg starter indlæring på hvalpen, bruger jeg et fast punkt på min træningsplads, således at hvalpen i indlæringen aldrig er i tvivl om, at det er der, belønningen er. Hvad der er hundens motivation for at løbe til samme ”target” hver gang, er individuelt fra hund til hund.

Som eksempler på belønning for at løbe frem til et target kan nævnes: foderskål, dummy, bolde, placeboard og vildt. Men ens for alle belønninger er, at det skal have værdi for hunden, altså det skal kunne betale sig at løbe i den anviste retning. Jeg starter selv indlæring på dirigering, når jeg ved, at hunden har både kendskab og forståelse for øvelsen ”apport”.

Indlæring starter som altid derhjemme i et for hunden kendt sted. Jeg vælger et target, altså et fast punkt hvor jeg tydeligt markerer, at jeg smider en dummy. Herefter går jeg ikke længere væk fra target, end at jeg ved, at hunden løber direkte ud til dummyen og direkte tilbage til mig.

Den optimale situation er, at mit target punkt er placeret således, at jeg under indlæringen kan udnytte det samme punkt på lang afstand, fra flere retninger og med forskellige terrænskift.

Minimer risikoen for fejl

Som det første tager jeg min hund med hen til mit udvalgte target punkt, så den tydelig ser, at jeg laver en markering med eksempelvis en dummy. Herefter går jeg tre–fem meter fra punktet, og sender herfra hunden frem til target (dummy) med tydelig håndtegn og kommando. Jeg har i tidligere artikler i Jæger skrevet om krav, vilkår og kriterier og herunder vigtigheden af ikke at øge både krav og vilkår samtidig.

At øge kravet bliver nu, at jeg går seks-otte meter fra punktet, men i nøjagtig sammen retning (lige linje) som første øvelse. Altså jeg øger kravet, men ikke vilkåret. Herefter øger jeg nu langsomt afstanden til target punktet med tre-fire meter hver gang, indtil min ønskede afstand for en ”lige-ud dirigering” er opnået.

Men VIGTIGST i denne del af indlæringen er, at det altid er den samme lige linje væk fra target punktet, der anvendes, således at hunden ikke er i tvivl om løbebanen (lige ud), og muligheden for fejl dermed minimeres.

Stop

I sidste del af serien kom jeg med ideer til indlæring af stop. Denne grundfærdighed kæder jeg nu sammen med ”dirigering - lige ud”. Kravene øges ved at undlade at lægge en dummy i target punktet samtidig med, at jeg mindsker afstanden til target punktet til tre–fem meter. Således minimerer jeg muligheden for fejl, når jeg nu kæder de to grundfærdigheder sammen. Når min hund når frem til target punktet, og inden den går i søg for at finde dummyen, fløjter jeg hunden til stop.

Nu tager indlæringen for alvor fart, og stop kan kobles på halvvejs fremme ved target punktet eller umiddelbart før. Jeg varierer hele tiden belønningen, således at hunden arbejder på forventning om, hvorvidt der er en belønning eller ej, og hvilken kvalitet belønningen har.

Næste skridt i indlæring af dirigering er ændring af vilkårene, således at linjen ændrer sig og dermed også terrænet, ligesom jeg også indfletter terrænskifte i indlæringen.

I næste del af serien om grundfærdigheder vil jeg forsætte indlæring af ”lige-ud dirigering”, øge kravet samt lægge ”højre/ venstre dirigering” på.

Se video på hjemmesiden om krav-vilkår og kriterier eller læs artiklen, hvor jeg beskriver dette.

hvh@jaegerne.dk

Artiklen er en del af artikelserien "grundfærdigheder", og har tidligere været bragt i Jæger 9/2017. 

Del 1: Hvad er grundfærdigheder?

Del 2: ”nej” og ”sit”

Del 3: Fri ved fod og line føring

Del 4: "Dæk" og "indkald"

Del 5: "Stop"

Artiklen du lige har læst har været bragt i magasinet Jæger.

Jæger er Danmarks Jægerforbunds medlemsblad og er landets største magasin om Jagt, vildt og natur. Alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund modtager bladet 11 gange om året.

Læs mere om fordelene ved et medlemskab af Danmarks Jægerforbund.