Hundetræning: Dirigering II
Del 7: Efter sidste artiklen om hvordan ”ligeud-dirigering” indlæres, kommer jagthundekonsulenten i denne artikel ind på den noget sværere dirigering i terræn og ud til siderne.
Jeg er af den opfattelse, at man skal have respekt for de racespecifikke egenskaber, ligesom man bør have respekt for hundeførernes forskellige holdninger til, hvor lidt eller hvor meget hunden skal kunne dirigeres. Der bør dog være enighed om, at man til enhver tid skal udnytte de enkelte hundes naturlige instinkter samt de individuelle uddannelsesniveauer, der er nødvendige i den enkelte jagtsituation. Alt sammen ud fra målet om, at vi skal have vildtet med hjem.
Ligeud-dirigering
I september holdt jeg fokus på indlæring af ”ligeud-dirigering”. I denne artikel fortsætter jeg til ”dirigering med terrænskift” og den lidt svære del ”dirigering til siderne”. Som nævnt findes der ikke kun én, men mange indlæringsformer for dirigering, men vigtigst for dem alle er, at man som hundefører minimerer risikoen for, at hunden laver fejl.
Som en assistance til indlæringen anvender mange i begyndelsen hjælpere i form af klippede spor på træningsarealet, hjulspor i terrænet eller læbælter. Jeg finder bestemt dette godt og anvendeligt – dog under forudsætning af, at så snart hunden har både kendskab til og forståelse for dirigeringsøvelsen, skal vilkårene skærpes. Med andre ord, der skal hurtigt kobles andre terræner samt terrænskift på indlæringen uden brug af disse relativt store hjælpere.
Når jeg indlærer ”ligeud-dirigering” med et ”target”-område og på et åbent areal uden hjælpere, er det, fordi hunden hurtigere lærer at løbe i den retning, som jeg peger, og ikke, fordi der er en ”hjælper”, som får den til at løbe ligeud. At indlære på åbent areal forudsætter dog, at man hele tiden øger kravene langsomt, altså øger afstanden til target-området med få meter ad gangen.
Bruger man de ovenfor nævnte hjælpere uden at være opmærksom på hurtigt at skærpe vilkårene, ser jeg ofte hunde, som under dirigering på jagt finder en ”hjælper” i terrænet i stedet for at løbe i den retning, som hundeføreren har vist.
Terrænskift
Når jeg i indlæringen ved, at hunden har både kendskab til og forståelse for mit mål med dirigering – at løbe ligeud ca. 50 meter og herunder at blive stoppet både på vej ud til target-området, men også i target-området – ændrer jeg vilkårene. Bare det, at vinklen til target-området bliver ændret med få grader, kan for nogle hunde være en stor udfordring.
Jeg sætter kravene væsentligt ned ved at gå tilbage, således at jeg nu igen starter øvelsen en til to meter fra target-området. Jeg anvender altså i indlæringen det samme target-område, men ændrer nu vinklen, således at vilkårene ændres til at indeholde både en ny retning og et terrænskifte. Hunden har allerede både kendskab til og forståelse for øvelsen, og derfor vil kravene (altså afstanden til target-området) nu kunne øges hurtigt.
Er ”target”-området placeret således, at man kan ændre vilkårene 180 grader i en afstand af 50 meter fra området, kan man i indlæringen bruge mange terrænskift og forskellige vinkler, som derved øger kravene.
Side-dirigering
Target-området er for ”side-dirigering” også udgangspunktet for indlæring af dette. Jeg starter indlæring af side-dirigering, når jeg ved, at hunden har både kendskab til og forståelse for grundfærdigheden ”stop”. Nu begynder jeg at kæde grundfærdighederne sammen med målet for øje, nemlig at få bragt vildtet hjem.
Jeg starter indlæringen af side-dirigering på nøjagtigt det samme sted, som jeg startede ligeud-dirigering. Denne gang undlader jeg dog at lægge en dummy i området, men sender hunden ud på en ligeud-dirigering frem til et tomt target-område. Når hunden kommer frem til området, fløjter jeg kommandoen ”stop”.
Minimer risikoen for fejl
Som en vigtig del af fundamentet i indlæringen skal vi minimere risikoen for, at hunden laver fejl. Så når jeg efter ”stop”-kommandoen på kort afstand til hunden vil have den dirigeret til den ene eller anden side, så er det vigtigt, at det sker med tydelige tegn. Hunden må ikke kunne misforstå betydningen eller forveksle den med andre kommandoer. Når hunden løber i den rigtige retning i forhold til signalet, sikrer jeg mig, at den relativt hurtigt får sin belønning for rigtig adfærd.
Jeg lægger en dummy få meter i den nye retning, som hunden skal løbe på dirigeringen, således at den hurtige belønning giver den positive indlæring, der øger sandsynligheden for gentagelse af adfærden. Altså i dette tilfælde, at hunden igen løber den vej, som jeg dirigerer.
Gentagelsernes triumf
Der er ingen tvivl om, at dirigering er en af de grundfærdigheder, som kræver mere tid til indlæringen, og som altid er det summen af gentagelser, der giver erfaringen. Men hunden lærer hurtigst og bedst, hvis man træner hver dag, og selv tre gange tre minutter om dagen er bedre end en hel time hver mandag aften i jagtforeningen. Men husk på, at det er instruktørerne i jagtforeningen, som på baggrund af deres erfaring og viden kan give dig de redskaber, du har brug for til at uddanne din hund.
God træning!
Artiklen er en del af artikelserien "grundfærdigheder", og har tidligere været bragt i Jæger 10/2017.
Del 1: Hvad er grundfærdigheder?
Artiklen du lige har læst har været bragt i magasinet Jæger.
Jæger er Danmarks Jægerforbunds medlemsblad og er landets største magasin om Jagt, vildt og natur. Alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund modtager bladet 11 gange om året.
Læs mere om fordelene ved et medlemskab af Danmarks Jægerforbund.
