OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. oktober 2017

Høstjagt efter mårhund

Her i oktober bliver der mange steder høstet majs og hestebønner. Det er alletiders mulighed for at regulere mårhund og dermed give de jordrugende fugle en hjælpende hånd.

Tekst: Karl Åge Dalbæk Andersen, Danmarks Jægerforbund
Foto: John Ravn og Colourbox

Opdateret 13. oktober kl. 13:05 så ordlyden bedre afspejler, at der er tale om regulering. 

Regulering under høst er en effektiv metode til at få nedlagt mårhunde. Efterhånden som markerne høstes, søger mårhundene mod de marker, der står tilbage med afgrøder. Her i starten af oktober drejer det sig om marker med hestebønner og majs.

Nær Hedensted findes der mange mårhunde, og flere steder findes der også et rigtigt godt samarbejde mellem jægere og landmænd. Da markerne med hestebønner omkring en foderplads, hvor mårhundene regelmæssigt har vist sig, skulle høstes, var jægerne ikke sene til at stille for.

Det resulterede i hele fem skudte mårhunde (i parentes bemærket så jægerne ingen fasaner i marken).

En indsats der vil redde mange jordrugende fugles reder til næste forår.

Reguleringen her foregik mens høstmaskiner stadig var i gang, men det er også effektivt at sidde på anstand på den nyhøstede mark når maskinerne er færdige. Husk i denne forbindelse at det er tilladt at skyde mårhund helt indtil 1½ time efter solnedgang, samt 1½ time før solopgang.

Fra Danmarks Jægerforbund skal her lyde en opfordring til at samarbejde med dén landmand, du lejer jagt hos, så I får besked, når høsten af enten majs eller hestebønner påbegyndes.

LÆS MERE: Mårhundeprojektet

Bliv klogere på mårhunden i vores artsleksikon