Bliv jæger: Når hårdt arbejde betaler sig

Følelsen af at brænde for et mål, arbejde minutiøst i retning af dette mål og afslutningsvis opnå succes er intet mindre end en sublim oplevelse. Sådan vil jeg karakterisere min proces fra den første teoretiske undervisning til den beståede jagtprøve.

Artiklen fortsætter under videoen

Lad mig slå det fast med det samme. Der findes ingen nem løsning, når man beslutter sig for at tage jagttegn. Hvad enten man vil gennemføre et kortvarigt intenst forløb eller et længerevarende forløb, så er det afgørende, at man er motiveret for at tage jagttegnet og ikke mindst, at man er villig til at ofre en del af sin tid på at terpe vildtbiologi, jagtlig etik, jagtlovgivning og alle de øvrige fagområder, som tilnærmelsesvist skal sidde på rygraden inden prøven.

Med hensyn til de praktiske aspekter ved jagtprøven, er det essentielt, at man ikke nøjes med at øve sig i forbindelse med selve undervisningen. Min opfordring er af denne årsag, at man finder en måde, hvorpå man kan øve sig på våbenhåndtering og afstandsbedømmelse.

Jeg har selv benyttet mig af en legetøjshaglbøsse under hele processen, og det har udmøntet sig i, at jeg føler mig selvsikker, når jeg har en haglbøsse mellem hænderne. Ydermere har jeg med en kammerat øvet afstandsbedømmelse på forskellige måder. I denne sammenhæng vil jeg pointere, at det vigtigste er, at man finder en måde at øve på, som er underholdende, og som passer til det temperament, man fra naturens side er udstyret med.

Den frygtede jagtprøve

Nu hvor jeg er igennem processen, føles det mere naturligt for mig at reflektere over det samlede forløb. Jeg har bestået jagtprøven, og selvom jeg forud for processen har gjort mig mange knapt så opløftende tanker om prøvedelen, så kan jeg med ro i sindet sige, at det faktisk ikke er så svært og skræmmende, som man kan forledes til at tro.

Jeg er imidlertid bevidst om, at jeg kun kan sætte disse ord på oplevelsen, fordi jeg netop har lagt et omfattende stykke arbejde i hele processen. Er man derimod ikke velforberedt på alle de parametre, som man bedømmes på til jagtprøven, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man vil gå til prøven med den diametralt modsatte følelse, hvilket selvsagt medfører en stor risiko for, at man dumper.

Dermed understreges vigtigheden af et solidt benarbejde forud for selve jagtprøven, da det alt andet lige er mere betryggende at komme igennem nåleøjet med en følelse af, at man faktisk har tilegnet sig den fornødne viden, og at man vil være i stand til at bedrive jagt på forsvarlig vis.

I det følgende vil jeg gennemgå min egen jagtprøve og reflektere over, hvad jeg vil give videre til andre håbefulde jagttegnsaspiranter med henblik på, at det på den ene eller anden måde kan fungere som en hjælp.

Nervøsitet slipper man aldrig helt for

Selvom jeg havde forberedt mig på optimal vis forud for jagtprøven, så var jeg mildest talt meget nervøs på selve dagen. Derfor valgte jeg at køre ud til min kammerat Christian Bjørnholdt, som jeg skulle tage prøven sammen med, for at øve lidt våbenhåndtering med min legetøjshaglbøsse.

Det gik ganske fint, hvilket gjorde, at jeg fik lidt ro på nerverne. Da klokken var lidt over 11, kørte vi mod Randbøl Flugtskydebane, hvor slaget skulle stå omkring 12.30. Vi ankom ved 11.30-tiden, hvilket betød, at vi havde en hel time til at blive nervøse i. Det lykkedes desværre for mit vedkommende, og jeg var derfor lidt af et nervevrag, da den teoretiske prøve blev skudt i gang.

Min nervøsitet fik jeg dog hurtigt dulmet, da jeg fandt prøven ret ligetil. Syv til otte minutter senere afleverede jeg prøven, og jeg måtte vente på, at de resterende deltagere fik prøven overstået. Alle deltagere var dog færdige inden for det første kvarter af prøvetiden, og derfor kunne den prøvesagkyndige gå i gang med at rette opgaverne lidt hurtigere end beregnet.

Kvart over et blev tre jagttegnsaspiranter kaldt ud, da de tilsyneladende ikke havde bestået prøven. Selvom vi ikke kendte hinanden i gruppen, opstod der hurtigt en indbyrdes fællesskabsfølelse, og derfor var det ærgerligt at se de tre unge mænd tage hjem før den praktiske prøve.

Tro på dig selv

Efter en kort gennemgang af de beståede prøver i det lille klubhus, valgte vi selv en rækkefølge for den praktiske prøve. Jeg blev nummer syv i rækken, og da vi ikke hørte skud fra den første mand i ilden, vidste vi, at han ikke havde bestået afstandsbedømmelsen.

Det lagde hurtigt en dæmper på gemytterne, og min nervøsitet var endnu en gang i fuldt flor. Min kammerat Christian blev kaldt ud som mand nummer seks, og jeg følte, at der gik en evighed, før jeg hørte det første skud. Men heldigvis blev der kort efter afgivet skud, og det var faktisk lidt af en befrielse, for da vidste jeg, at vores hårde slid ikke havde været forgæves.  

Derefter var det min tur. Min nervøsitet faldt heldigvis lidt til ro, da jeg fik haglbøssen i hænderne, og jeg klarede frisag med hensyn til afstandsbedømmelsen af både fasanen og rådyret. Desværre gik det galt med grågåsen, da den var placeret ret højt med himmelen som baggrund.

Heldigvis var der ingen problemer med at afstandsbedømme gråanden, ræven og haren, hvilket var en stor lettelse. Nu var jeg klar til de fire bagduer, men grundet nervøsitet missede jeg den første due. Nerverne kom der imidlertid styr på i de sidste tre skud, hvilket resulterede i tre fuldtræffere. Det var naturligvis ikke et krav at ramme, men det styrkede min selvtillid, at jeg kunne ramme lerduerne i en prøvesituation.

Derefter tog jeg det stille og roligt. Jeg orienterede mig grundigt, før jeg løftede bøssen op mod den efterhånden blygrå himmel for at inspicere løbene. Slutteligt blev våbnet afleveret forsvarligt med begge hænder, og den prøvesagkyndige ønskede mig stort tillykke.

Ved bilen mødte jeg min kammerat Christian, som stod og viftede med papirerne, som symboliserede en bestået jagtprøve, hvorefter jeg selv kunne holde mine papirer frem. Det var en helt særlig oplevelse, og glæden var stor. Det stod i situationen klart for mig, at den store mængde energi, jeg havde lagt i processen udløste en selvsikkerhed, som bar mig igennem jagtprøven.

Motivet er væsentligt

Vil man være sikker på at opnå en positiv oplevelse i forbindelse med jagtprøven, så er det netop essentielt at arbejde hårdt for at tilegne sig den fornødne viden, og her må man, inden man påbegynder et jagttegnskursus, gøre op med sig selv, hvilket motiv der ligger til grund for beslutningen om at tage jagttegn. Gør man det, fordi det kunne være rart at have, eller gør man det, fordi man vitterligt har en stor interesse i naturens oplevelsesmæssige mangfoldighed?

Det er hermed ikke sagt, at man på forhånd skal have et stort kendskab til naturen, men det er centralt at have en ambition om at ville bruge tid i skoven, på engen eller i mosen. Jagt tager jo sit udgangspunkt i de mange forskelligartede naturtyper, og derfor skal man som jæger opbygge et stort kendskab til disse, samt til de forskellige naturtypers beboere.

Så mit bedste råd på stående fod er, at man skal ville naturen i ligeså høj grad som jagten. Kun herved opnår man for alvor glæde ved at tage jagttegnet, og hvilken større motivationsfaktor findes der, end glæden ved at beskæftige sig med noget man finder hamrende interessant?