Nyt projekt om fløjlsand og havlit

I løbet af de kommende to år skal et nyt projekt skabe bedre overblik over omfanget af de ændringer, der er sket med hensyn til antal og fordeling af havlit og fløjlsand i danske farvande.

Skrevet af: Iben Hove Sørensen, Danmarks Jægerforbund, 13. oktober 2016
Foto af: Thomas Iversen, Danmarks Jægerforbund

Institut for Bioscience (DCE, Aarhus Universitet) har sammen med Danmarks Jægerforbund netop fået tilsagn fra Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) om finansiering fra jagttegnsmidlerne til at gennemføre et projekt med fokus på havlit og fløjlsand – to af de rødlistede havdykænder. Projektet skal resultere i en bedre forståelse af baggrunden for den bestandsnedgang, der er observeret for begge arter gennem de seneste årtier.

En væsentlig del af projektet skal omhandle analyser af havdykændernes kondition og fødevalg. Det skal altså undersøges, hvad arterne lever af, mens de opholder sig her i landet, og om de er udsat for fødemangel i løbet af vinteren. Mangel på føde kan gøre det svært at overleve hårde vintre, og derfor er det naturligvis vigtigt at undersøge, om der er forhold i vinterkvarteret, som giver havdykænderne problemer.

Derudover skal det undersøges, hvor ænderne yngler. Ynglepladsernes omtrentlige placering kan afsløres ved analyser af fjer fra ungfugle, idet ungfuglenes fjer er vokset ud nær reden. Derved indeholder byggestenene til disse fjer elementer, som ved særlige analyser kan give en indikation af, hvor fuglene stammer fra. Vi kan altså finde ud af, om de overvintrende havdykænder kommer fra yngleområder i Skandinavien eller helt fra yngleområder i Sibirien, men det er ikke muligt at afsløre redestedernes præcise placering.

Sidste del af projektet fokuserer på ændernes ynglesucces. Foreløbige tal fra andre lande omkring Østersøen tyder på, at især havlit har haft en noget nær katastrofal ynglesucces de senere år, og ved hjælp af fotos og analyser af indsendte vinger vil vi undersøge, om andelen af ungfugle blandt de fugle, der overvintrer i Danmark, er tilsvarende lav. I så fald kan dette sandsynligvis bidrage til at forklare tilbagegangen for de to arter.