Nye spørgsmål til jagtproeven.dk

Danmarks Jægerforbund har netop afsluttet det omfattende arbejde med at forny materialet på www.jagtproeven.dk

Der er produceret en lang række nye spørgsmål, og henvisningerne til love og bekendtgørelser er opdateret. Danmarks Jægerforbund har inddraget referencegruppen for bogen ”Jagttegn” samt en samling af meget erfarne jagttegnslærere i arbejdet, og deres input har været medvirkende til at kvalificere og målrette materialet. Deres arbejde har været en stor hjælp, og der skal her rettes en stor tak for deres indsats.

En række nye billeder omhandlende sikkerhed med jagtriflen og ved havjagt er produceret, og der er udskiftet billeder til vildtkendskab for at sikre, at alle fuglebilleder viser udvoksede fugle i pragtdragt, som vejledningen foreskriver.

Danmarks Jægerforbund har været i dialog med SVANA om udformningen af spørgsmålene, og det har resulteret, i at der er udarbejdet over 300 nye spørgsmål, ligesom en række af de tidligere spørgsmål er omformuleret. Fokus har været på åbne spørgsmål, der øger forståelsen af materialet, og der er mange nye såkaldt ”multiple choice” spørgsmål, hvor man i stedet for ja/nej gives en række svarmuligheder. Yderligere er også tilføjet mere case-orienterede spørgsmål, der sætter en ramme, hvorefter man stilles et spørgsmål, der kan besvares ud fra casen.

I forbindelse med upload af de nye spørgsmål kan hjemmesiden være spærret i op til 24 timer. Opdateringen sker 26. december, hvor den generer mindst muligt. 

Skrevet af: Karl Åge Dalbæk Andersen, Danmarks Jægerforbund, 21. december 2016