OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 07. juli 2016

Kommentar: Jagt er en del af naturforvaltningen

Vi jægere deltager i regulering, fordi det er den juridiske mulighed, der er, for at forvalte visse arter - og dermed dele af vores natur - bæredygtigt og ansvarligt. Når Naturfredningsforeningen mener, at det ikke nytter at "skyde sig ud af problemerne", glemmer de, hvad bæredygtig naturforvaltning betyder, skriver Claus Lind Christensen i denne kommentar til DN.

Tekst: Claus Lind Christensen, formand, Danmarks Jægerforbund

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har netop offentliggjort en tankevækkende artikel med overskriften ”Det nytter ikke noget at skyde sig ud af problemerne"

I artiklen skriver DN, at de ikke kan se, at regulering er den rette vej at gå i forhold til at begrænse bestandene af bramgæs, gråsæler og skarver, og at der i stedet skal findes andre løsninger.

I Danmarks Jægerforbund kan vi ikke være mere uenige. Vi har på fornemmelsen, at DN har glemt, hvad det betyder, at naturforvaltning er bæredygtig. I bæredygtighedsbegrebet ligger, at der skal være balance mellem det biologiske, det økonomiske og det sociale.

For alle tre nævnte arter - bramgæs, skarver og gråsæler - har bestandene det rigtigt godt. Faktisk har de det så godt, at det giver udfordringer for andre arter, hvilket betyder, at der ikke er en biologisk balance.

I forhold til den økonomiske bæredygtighed, må vi konstatere, at det står skidt til, da alle de tre arter giver udfordringer hos en række landmænd og fiskere.

Ser vi på det sociale element, begynder arterne også at give udfordringer. Samfundet som helhed kan ikke acceptere, at arterne forvolder samfundsproblemer, og de betragtes derfor af nogen som skadedyr. Dette er helt ufortjent, men sådan går det desværre, når der ikke er balance i bestandene.

Fra Jægerforbundets side er der ingen tvivl om, at der er brug for at tilpasse bestandene, og her er jagten det naturlige redskab. Udfordringen er blot EU-juraen, som for nuværende ikke giver mulighed for jagttid: 

Derfor støtter Danmarks Jægerforbund, at der på nuværende tidspunkt arbejdes med regulering af de tre arter:

Reguleringen er naturligvis ikke en holdbar løsning på sigt, hvorfor vi gerne ser, at der sker ændringer i EF fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet, som er den juridiske synder i dette spil. Der er behov for, at der findes mere smidige løsninger, der også omfatter jagt.

Jægerforbundet har i mange sammenhænge et godt og konstruktivt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, og vi hilser vores fremtidige debat for og imod regulering velkommen. Men inden vi kommer dertil, ser vi frem til at høre, hvilke løsninger DN har på problemet? For vi formoder, at vi er enige om, at bestandene af de tre arter vokser, og problemerne forøges.

Hvis DN savner inspiration til, hvordan problemerne kan løses, kan vi henvise til vores film herunder, der klart beskriver vores løsningforslag, hvor jagten er en del af vores naturforvaltning: