OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. august 2016

Forbundsmesterskab 2016 i apportering

Danmarks Jægerforbund afholder lørdag den 27. august forbundsmesterskab i apportering. Der er tale om jægernes uofficielle Danmarksmesterskab, der i år afholdes i Terkelsbøl i Sønderjylland.

Danmarks bedste jagthunde konkurrerer til lands til vands, på fjer og på hår, når den bedste af de trofaste firbenede jagtmakkere skal findes til årets forbundsmesterskaber i apportering.

Den sydjyske by danner rammerne, når forbundets kvalificerede hunde, med assistance fra deres førere, skal dyste i de tre discipliner; apportering af fuglevildt, apportering fra vand og apportering af hårvildt, og der er lagt an til hundearbejde af meget høj klasse.

Op til 30 hunde fra alle landets kredse er kvalificeret til mesterskaberne, der, som noget nyt, for første gang i år er uden holddyst, og derfor består udelukkende af individuel konkurrence. Det er hund mod hund i hver enkel disciplin, når sidste års vinder, labradoren Miskas Edward ved Preben V. Christiansen, fra kreds 5 på Fyn skal udfordres.

Dagens arrangement starter kl. 9.00, og der vil være mulighed for forplejning i løbet af dagen. Som tilskuer er der også lagt op til en spændende dag, da der vil være gode muligheder for at følge med i konkurrencen fra sidelinjen.

Årets forbundsmesterskaber i apportering bliver en dag med landets absolut bedste jagthunde i centrum, og når signalet lyder som afslutning på dagens konkurrence, kan både hunde og de heldige jagtselskaber, som nyder godt af hundenes evner, se frem til den kommende jagtsæson i topform.

Praktisk information om Danmarks Jægerforbunds Forbundsmesterskab i apportering

Mesterskaberne finder sted lørdag d. 27. august 2016 kl. 9.00 i Terkelsbøl. Der er mødested på Terkelsbøl Bygade 50, 6360 Tinglev, og dagen afsluttes samme sted. Dommere er Jørgen Larsen, Kirstein Henriksen, Jørgen Christensen, Jes Laulund, Martin Bjørn Hemme og Johnny Johansen.

Dagens katalog kan ses her.

For yderligere information kontakt jagthundekonsulent Henrik Vestergaard Hove-Nielsen på telefon: 81880529 eller e-mail hvh@jaegerne.dk

P.u.v.

Kirstein Henriksen

Formand for Danmarks Jægerforbunds Prøveudvalg