OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 17. juni 2016

DJ i debat med to ministre på Folkemødet

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby og miljø- fødevareminister Esben Lunde Larsen skal lære at partere et rådyr på Folkemødet på Bornholm i forbindelse med en debat om folkeskolereformen. Underviseren er naturvejleder fra DJ Franz Holmberg, og i debatpanelet med de to ministre er DJ-formand Claus Lind Christensen.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund
Foto: Jonas Nørregaard

OPDATERET: Se en video fra arrangementet nederst på siden.

Klasselokalet rykker ud på Kæmpestranden i Allinge, når en lokal skoleklasse sammen med minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal lære at forlægge et rådyr.

Folkeskolereformen fejrer snart to års fødselsdag, og derfor er minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen gået sammen med Danmarks Jægerforbund om at arrangere undervisning i det fri på Folkemødet på Bornholm. Naturvejleder Franz Holmberg fra Danmarks Jægerforbund vil lære en bornholmsk skoleklasse, ministrene og de fremmødte tilskuere, hvordan man forlægger, som det hedder på jægersprog, et stykke råvildt. Det sker fredag den 17. juni kl.10.

Børn skal ud i naturen

Ellen Trane Nørby, der selv har jagttegn, ser frem til at forlægge et stykke råvildt og til at se, hvordan naturen kan bruges til at motivere skolebørn til at deltage aktivt i undervisningen.

- Jeg glæder mig til at deltage i et arrangement, der viser, hvordan man kan engagere og undervise børn i det fri og udnytte mulighederne for at rykke klasselokalet ud i naturen. Et vigtigt formål med folkeskolereformen er at skabe tid og rum til, at eleverne kan tilegne sig viden på nye måder, og jeg er overbevist om, at undervisning i det fri er med til at fremme nysgerrigheden hos nogle af de børn, der let bliver urolige og mister koncentrationen, hvis de skal sidde for mange timer på skolebænken, siger Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling.

Vi får gladere børn

Med folkeskolereformen er udeskole blevet en central del af en varieret skoledag. Arrangementet sætter fokus på, hvordan man sikrer, at undervisning uden for klasselokalerne bliver motiverende læring, og hvordan man får sikret et godt samarbejde mellem skolen og det omkringliggende samfund og de frivillige organisationer.

Esben Lunde Larsen mener, det er vigtigt, at alle børn kommer ud i naturen.

- Oplevelser i naturen er med til at øge forståelsen for, hvorfor vi skal værne om og passe på vores natur, og der er ingen tvivl om, at børn bliver både sundere, gladere og klogere af at være ude i naturen, siger miljø- og fødevareministeren. 

Vigtige minder

Danmarks Jægerforbund har stor erfaring med at inddrage børn og unge i undervisningen i det fri.

- Vi har med generationer af børn at gøre, hvor mange ikke har en tilknytning til naturen. Vi viser dem, at de også hører til i naturen, og deres minder om at stå med f.eks. hænderne om et dødt dyr, er stærke og vigtige, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Ved arrangementet vil der være mulighed for at nyde lidt røget dyrekølle, mens et panel med Ellen Trane Nørby, Esben Lunde Larsen og repræsentanter for folkeskolen og naturlivet debatterer, hvordan de nye rammer for folkeskolen giver mulighed for at bruge naturen til at skabe ny og motiverende læring for eleverne.

Se deltaljerne i faktaboksen.

Læs mere om arrangementet her og på arrangementets Facebook-side.

Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen forlægger råvildt

 

En skoleelev så sine hænder fyldt med hår fra det råvildt, han havde hjulpet med at trække frakken af - og udbrød spontant ”jeg er blevet til et pelsdyr”. De to ministre Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen bruger Folkemødet til at sætte fokus på, hvordan folkeskolereformen skaber rum og tid til, at man fx kan rykke undervisningen ud i det fri.

Opslået af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling på 17. juni 2016