OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 09. oktober 2015

Justitsminister vil hjælpe jægerne med knivlov

Jægere og fiskere skal ikke være bekymret for at bære kniv, siger justitsminister Søren Pind i et skriftlig svar til Danmarks Jægerforbund.

Knivloven virker forkert, når den gør det ulovligt for jægere og fiskere at bære de knive, de altid har gjort. Det skriver justitsminister Søren Pind i et skriftligt svar til Danmarks Jægerforbund, som har bedt ministeren om at forklare, hvorfor han har knivloven listet op som én af de love, han vil have lavet om i folketingsåret 2015/2016?

- Det bør være sådan, at almindelige mennesker kan gå på jagt og tage på fisketur uden at bekymre sig om at overtræde våbenloven. Derfor skal der ses på knivreglerne. Det er vigtigt, at der er klare regler på området, for det betyder meget for rigtigt mange mennesker.

- På den anden side skal vi også sikre os, at der ikke kommer farlige knive i omløb f.eks. i nattelivet. Jeg er meget optaget af at finde den rigtige løsning, men det kræver, at vi undersøger sagen ordentligt. Det er netop det, Justitsministeriet nu er i gang med at gøre. Vi vil også sørge for, at relevante interessenter inddrages i processen frem mod udformningen af nye regler, skriver Søren Pind til Danmarks Jægerforbund.

Glædelig udmelding fra Pind

I lovkataloget, som blev offentliggjort i tirsdags, da folketinget åbnede for sæsonen, står der, at udkastet til den nye knivlov skal præsenteres i løbet af januar 2016.

Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen glæder siger over udtalelsen fra Søren Pind.

- Det er glædeligt, at der sker noget på området, og det er glædeligt, at Søren Pind ønsker at Danmarks Jægerforbund skal inddrages i processen med at udforme de nye regler på knivområdet. Alt i alt virker det, som om justitsministeren og regeringen mener det, når de siger, at de vil lave en gennemarbejdet lov, der har en bedre balance end det makværk, vi har i dag. Jeg er fuld af optimisme, siger Claus Lind Christensen.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund