OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Vildtsmagen af Kronjylland

I forbindelse med Randers Ugen åbnede Kronjyllands Jagtforening sammen med Randers Produktionshøjskole en pop-up-restaurant, hvor vildtkød blev præsenteret som en bæredygtig ressource. Det blev en særdeles velbesøgt og velsmagende succes.

Tekst: Troels Romby Larsen
Foto: Troels Romby Larsen

Der var noget for alle sanser, straks man som betalende gæst fredag aften den 10. august trådte ind i Randers Produktionshøjskoles lokaler på Engboulevarden i Kristrup. Fra køkkenet duftede der af dejlig mad, og et af skolens håndværkerhold havde ved hjælp af paller lavet en fin rumdeling, som Kiss Jønsson så efterfølgende havde indrettet videre på med et stort, æstetisk overblik.

 

Middag i det grønne

Ved hjælp af skind, trofæer, udstoppede dyr og fugle venligst udlånt af foreningens medlemmer og den lokale konservator O. K. Larsen og egne kunstneriske kreationer havde Kiss skabt et stemningsmættet rum for aftenens madoplevelser.

Man skulle have - og fik - oplevelsen af at være ude i den frie natur, som alle råvarerne til maden kom.

 

Mange frivillige

Randersugen, der løber fra den 10. til den 18. august var rammen og baggrunden for den store indsats, de mange frivillige mennesker fra Kronjyllands Jagtforening havde lagt for dagen. Idemanden fra foreningen, Michael Ramlau, styrede aftenen igennem slagets gang sammen med Lene Korning fra produktionshøjskolen. De formåede på skift og på forbilledlig vis at sætte både jagten og maden i centrum.

 

Velsmagende vildtkød

Arrangementet var mest henvendt til ikke-jægere, der er nysgerrige på jagt og vildt, og som gerne vil have en ”jægeroplevelse” hvor jagtens materielle udbytte – det velsmagende vildtkød – kommer i fokus.

Stolte produktionshøjskolelever

– Men så er der også glæden over at opleve den stolthed, som elever og lærlinge fra produktionshøjskolen viser, når de på en sådan aften faktisk leverer gourmetmad og selvfølgelig kaldes ind fra køkkenet og med stående bifald hyldes efter middagen, fortæller en stolt formand for Kronjyllands Jagtforening, Peter Schmidt.

Utrolig lækker mad

Vildtmiddagen, som var en fireretters menu bestod af en krebsebisque, røget fasanbryst på krydderurtebund, krondyr med gulerod, lotusrod, vildtragout i voulevent og afsluttet med en symfoni af hindbær-, chokolademousse og æblekage med udsøgte vine til hver ret. En menu som faldt i alles smag.

Hornsignaler forud for retterne

Forud for hver ret blev der blæst et jagthornsignal, der svarede til hovedingrediensen i vildretten. Sidst på aftenen kneb det med embouchuren (evnen til at styre læbe og tunge, når en tone skal frembringes på et blæseinstrument). Michael Ramlau og Kurt Lynge, der var aftenens blæsere, diskuterede ivrigt og højlydt og til stor underholdning for middagsgæsterne, om det skyldtes manglende træning eller ”bivirkningerne” fra den til lejligheden bryggede øl med mjødurt fra pramdragerstien langs Gudenåen.

Bidrag til den gode stemning

I det hele taget var stemningen aftenen igennem helt i top. Der var gjort så meget ud af indretning, borddækning og mad og drikke, så det kun kunne ende godt. Samtlige gæster kvitterede da også for forarbejdet ved selv at bidrage til den gode stemning, og de der ikke i forvejen kendte til jægersmænd og -kvinders evne til at skabe en afslappet og hyggelig stemning, fik helt sikkert et nyt syn på deres jagtglade nabo eller kollega.

Arrangementet blev med stor succes gentaget lørdag den 11. august.

Det meste vildt var leveret af foreningens egne medlemmer.

mahetro@tdcadsl.dk